EEG-målinger af nyfødte, 36 timer efter fødsel, kunne med over 80 procent sikkerhed forudsige, hvilke børn der fik dysleksi, altså læsevanskeligheder, som otte-årige.
Det er et af de mest ekstreme resultater, som er refereret i en artikel i det anerkendte tidsskrift for hjerneforskning Neuron.
Artiklen opsummerer mange flere lignende resultater. Hjernescanning kan for eksempel også bruges til at forudsige, hvor god virkning adfærdsterapi eller medikamenter har på deprimerede.
Læsevanskeligheder og depression er de to tilstande, som indtil videre er blevet studeret mest. Ifølge artiklen kan hjernescanning også forudsige virkningen af behandling for skizofreni, angst, alkoholisme, narkomani, rygeafhængighed og overvægt.
Endvidere kan hjernescanning af kriminelle forudsige deres fremtidige løbebane. Et studie viser, at hvis hjerneaktiviteten hos den kriminelle er lav i den del af hjernen, som er forbundet med kontrol og konfliktløsning, så er sandsynligheden for en ny fængsling inden for fire år dobbelt så stor.
Etisk dilemma: Kan resultaterne bruges i virkelighedens verden?
Forudsigelserne, som er baseret på hjernescanning, er stort set sikrere end tilsvarende psykologiske tests, hævder forfatterne bag artiklen.
De kommer blandt andet fra det anerkendte Massachusetts Institute of Technology og Harvard Medical School.
De drøfter også, hvordan resultaterne kan bruges af sundhedsvæsenet og kriminalforsorgen.
»De vil fremtvinge spørgsmål om, hvordan informationen om fremtidsudsigter etisk kan bruges mest muligt for at hjælpe folk snarere end at vælge de ud, som med stor sandsynlighed vil lykkes,« skriver forskerne i den videnskabelige artikel.
Mange forbehold ved konklusionerne
forskning.no har diskuteret studiet med to norske forskere, Siri Graff Leknes ved Intervensjonssenteret på Oslo universitetssygehus Rikshospitalet, og Per Brodal, professor emeritus ved Institutt for medisinske basalfag på Universitetet i Oslo.
De har i grove træk set på to hovedvendinger: De faglige og de politiske. Hvor sikre er de forudsigelser, som hjernescanningen kan levere, og hvordan kan de bruges og misbruges?
»Efter at have opsummeret alle de fantastiske studier ender forfatterne ud med en masse forbehold. De er ikke så lette at få øje på for en forudsætningsløs læser, men giver rygdækning for publicering i et seriøst tidsskrift som Neuron,« siger Per Brodal.
»Artiklen forsøger at sælge hjerneforskning ved at demonstrere praktiske anvendelser,« mener Siri Graff Leknes. Også hun ser tydeligt alle usikkerhederne og forbeholdene.
»Førsteindtrykket er temmelig overvældende, men bryder du artiklen ned til enkeltstudier, så er de ikke så imponerende. Hvis du med 70 procent sikkerhed kan forudsige, at forbrydere vil forlade deres kriminelle løbebane, så er det stadig 30 procent, som du ikke trygt kan lukke ud af fængslerne,« siger hun.
Størstedelen af studierne er i tidlige stadier
»Der er en enorm optimisme i artiklen, men forfatterne er ikke tydelige nok omkring usikkerheden. Mange af studierne er små, og der er fejlkilder ved hjernescanninger,« siger Brodal.
Nærmere læsning af artiklen i Neuron bekræfter dette. Artiklen skildrer, hvordan flere studier må følge op på studierne, før de kan bruges af sundhedsvæsenet.
Størstedelen af studierne, som er beskrevet i artiklen, er i et tidligt stadie. De har først foretaget hjernescanninger og så set på udviklingen hos de samme deltagere i studiet. Det er, hvad forskerne kalder for en læringsproces.
Langt færre studier forsøger at bruge hjernescanningerne til at forudsige, hvordan andre i samme studiegruppe vil udvikle sig.
Og kun et enkelt studie forsøger at bruge resultaterne fra én gruppe til at forudsige udviklingen hos folk i en anden, uafhængig gruppe. Med andre ord: gøre metoden alment brugbar i stor skala.
Brugbar forskning giver flere penge
Hvorfor er artiklen lavet sådan, at den ved første øjekast virker vældig lovende, mens alle de nødvendige forbehold først dukker op ved nærlæsning?
Hverken Leknes eller Brodal mener, at forfatterne bevidst har udformet artiklen således for at få journalister til at oversælge indholdet for publikum.
Men de gør det begge klart, at pengene sidder løsere, hvis forskningen kan have praktisk nytte.
»Når forskere skriver ansøgninger, er det en fordel, hvis de kan henvise til samfundsnytte eller klinisk anvendelse,« siger Leknes.
»Det er helt klart et problem, at mange forskere bliver nødt til at fremhæve den praktiske nytte for at få penge. Generelt er der et betydeligt pres for at oversælge resultater,« bekræfter Brodal.
Grundforskning har helt uventet nytte
Både Leknes og Brodal mener, at forskning, som er drevet af nysgerrighed, er vigtig i sig selv. Der er mange eksempler, der viser, at sådan grundforskning har givet helt uventet nytte.
Stjerneeksemplet er røntgenstråler, som blandt andre Wilhelm Röntgen opdagede, da han eksperimenterede med elektrisk strøm gennem lufttomme glasrør.
»Måske vil nobelprisen til hjerneforskerne May-Britt og Edvard Moser give en større forståelse for værdien af grundforskning,« håber Leknes.
Individuelle forskelle blev betragtet som støj
De fleste studier, som er beskrevet i artiklen, er foretaget med magnetresonans, fMRI. Det viser, hvor stor blodgennemstrømningen er i forskellige dele af hjernen. Jo større blodgennemstrømning, desto mere aktive er nervecellerne i dette område.
»fMRI kom frem omkring 1990. Mange studier baserer sig på gennemsnitsresultater fra store grupper af forsøgspersoner,« fortæller Brodal.
»På den måde kunne forskerne ane nogle generelle mønstre. Individuelle forskelle blev betragtet som støj, som det var vigtigt at filtrere væk. Men ved behandling i praksis er det jo individerne, som er vigtige,« siger han.
»Det, jeg reagerer på, er ideen om, at det kan lade sig gøre at forudsige enkeltindividers handlinger i det hele taget,« bekræfter Leknes.
»De færreste hjerneforskere har et mål om sådanne forudsigelser,« fortsætter hun.
Ikke en entydig sammenhæng
Brodal har også en anden indvending, som relaterer sig til dette. Han bruger hjernescanning og smerte som eksempel.
»Mennesker, der oplever smerte, vil ofte have en øget aktivitet i bestemte dele af hjernen. Men samme del af hjernen kan også være aktiv i helt andre sammenhænge,« siger han.
»Aktivering af bestemte dele af hjernen kan derfor ikke bruges som bevis på, at personen oplever smerte – eller omvendt: at mangel på aktivitet viser, at personen ikke oplever smerte. Hjernescanning kan altså ikke bruges til at afgøre, om en person taler sandt eller ej.«
»Hjernescanning af mennesker fra forskellige kulturer giver også forskellige resultater. Når man foretager en hjernescanning, vil der være forskellige dele af hjernen, som lyser op hos en kineser og en nordmand, selvom undersøgelserne er ens,« siger Brodal.
Vi forsker for at forstå, ikke for at forudsige
Dermed opstår spørgsmålet: Har vi forstået, hvorfor der opstår sådanne sammenhænge, for eksempel mellem scanning og smerte? Eller bliver vi nødt til eventuelt at godtage dem uden at forstå? Her har Leknes og Brodal lidt forskellige perspektiver.
»Vi skal starte et nyt studie af heroinafhængige op, hvor vi skal sammenligne hjernescanninger med, hvordan behandlingen virker,« fortæller Leknes.
»Som mange andre udfører vi mest af alt disse undersøgelser for at forstå de mekanismer, som fører til eksempelvis misbrug. Det er ikke nok at finde en sammenhæng. For at få publiceret resultaterne, må vi kunne vise, at den sammenhæng har lært os noget nyt om sådanne spørgsmål, altså hvorfor og hvordan,« siger hun.
Reduktionistisk tankegang
Brodal er mere optaget af at fremhæve, hvor meget vi endnu ikke ved. Endnu en gang bruger han smerte som eksempel.
»På et trivielt niveau kan vi sige, at oplevelse af smerte er afhængig af en hjerne, der fungerer. Men det siger alligevel ikke ret meget om sammenhængen mellem hjerneaktivitet og personens oplevelse.«
»Det er en vildfarelse at tro, at man kan drage slutninger direkte fra viden om enkeltdelene til helhedens virkning, altså personens adfærd, tanker og oplevelser,« siger han.
Brodal mener, at meget medicin, som artiklen i Neuron, er præget af en reduktionistisk tankegang: Forskerne prøver at finde konkrete, kropslige, fysiske mekanismer, der kan forklare alle lidelser, også smerte.
Krav om objektivitet, fysisk forklaring
»Jeg har også måttet tage min egen sprogbrug op til kritisk overvejelse,« fortæller han.
»Før snakkede jeg ofte om subjektiv smerte. Men hvad er objektiv smerte?«
Som eksempel på reduktionismens magt over tanker og begrebsbrug, peger han på den ulykkelige modsætning mellem forskere og foreningen for patienter med kronisk træthedssyndrom, ME.
»Så snart forskere peger på en ikke-fysisk årsag til problemerne, fører det til raseri. Dette er forståeligt, fordi lægestanden har haft en tendens til kun at anerkende symptomer og oplevelser, de kan finde kropslige forklaringer på,« siger han.
Patienter med stærke lidelser oplever derfor en mistro, selvom det ikke siges direkte.
»Hvis jeg oplever smerte i foden, har jeg smerte lige netop der, uanset om årsagen til smerten sidder et helt andet sted for eksempel i ryggen, eller der slet ikke er en fysisk årsag i det hele taget.«
»Det er medicinsk hovmod at tro, at alt menneskeligt kan beskrives fysisk og objektivt, men det objektive fysiske har fået status og er indgangen til forsikringssystemet,« understreger Brodal.
Sultne dommere dømmer hårdere
Men tænk hvis nu, at forskerne i fremtiden formår at udvikle metoder, som sikkert kan forudsige, hvordan behandling virker. Hvordan kan sådanne metoder bruges etisk forsvarligt, og hvordan kan de misbruges?
Artiklen i Neuron understreger, at hjernescanningen trods alt giver sikrere grundlag for rigtige beslutninger end de metoder, vi bruger i dag. Som et ekstremt eksempel bruger de et studie, som viser, at dommere ofte giver strengere domme lige før frokost, når de er sultne. Skal sådanne tilfældigheder råde?
»Kun et enkelt studie har vist, at dommere opfører sig sådan,« præciserer Leknes.
Hun har dog forståelse for, at sundhedsvæsenet og kriminalforsorgen har brug for det sikrest mulige grundlag, når de skal træffe svære valg.
Illusion at tro, økonomi ikke har betydning
Forfatterne af artiklen i Neuron fremhæver, hvordan hjernescanningerne skal vise, hvem der reagerer dårligst på behandling, så de kan få en særlig behandling.
Men risikerer man ikke hurtigt, at det får den modsatte virkning?
Man vil kunne nå et bedre behandlingsresultat ud fra en given sum penge, hvis de med bedst behandlingseffekt vælges ud, og de andre sorteres fra.
»Det er en illusion at tro, at økonomi ikke har betydning for, hvem der får behandling, og hvem der ikke skal have det. Sådanne beslutninger må læger træffe dagligt,« siger Leknes.
Vi må ikke erstatte politik med hjernescanning
Studiet i Neuron drøfter også brugen af resurser. Som eksempel peger de på, at omkostningerne ved en hjernescanning er mindre end de udgifter, samfundet har haft ved rehabilitering af kriminelle, som har slået fejl.
»Er det forsvarligt at bruge så mange resurser på en lillebitte del af verdens rigeste befolkning?« spørger Brodal.
»Vi må ikke erstatte politik med hjernescanning. Underprivilegerede børn kommer i skole uden den evne til selvregulering, som de skulle have lært i de tidlige leveår. Hvis vi skal opnå forbedringer, der rykker, må vi finde politiske løsninger på sådanne problemer,« mener han.
Har vi en fri vilje?
Leknes og Brodal ser også begge filosofiske problemer ved tankegangen bag artiklen i Neuron.
»En af grundene, til at folk reagerer på sådanne studier, er, at de stiller spørgsmål ved, om vi har fri vilje, hvis det er i orden at forudsige, hvordan vi vil opføre os eller reagere,« siger Leknes.
»Hvilket slags menneskesyn har vi egentlig? Vi kan diskutere, om mennesket har fri vilje eller ej, men neurovidenskaben kan ikke give et svar. Ingen hjerneaktivitet kan sige noget om det. Oplevelsen af at have fri vilje – det vil sige valgmuligheder i vigtige situationer – er en af forudsætningerne for at kunne leve et meningsfyldt liv,« siger Brodal.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
