Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvad fremtiden for COVID-19 er.
Men på grundlag af vores erfaringer med andre smitsomme sygdomme er der ikke meget, der tyder på, at coronavirussen SARS-CoV-2 vil forsvinde snart, selv ikke når en vaccine bliver udviklet.
Et mere realistisk scenarie er, at COVID-19 ender som endnu et medlem af den (store og voksende) familie af smitsomme sygdomme, der er 'endemiske' blandt menneskeheden.
Nu hvor smitten af sygdommen på globalt plan er stigende igen, er det usandsynligt, at de nuværende foranstaltninger og tiltag er i stand til andet end at inddæmme smitten - med undtagelse af lande der effektivt kan isolere sig fra omverdenen.
Vacciner betyder ikke, at sygdommen forsvinder helt
Størstedelen af verdens befolkning er stadig i nogen grad modtagelige for smitte, og det betyder, at der stadig er tilstrækkelig brændstof til at holde gang i bålet i et godt stykke tid.
Det vil også være tilfældet, selv hvis specifikke lokationer opnår såkaldt befolkningsimmunitet (eller flokimmunitet).
Det står desuden heller ikke klart, hvor sandsynligt det er, at det sker.
Når et tilstrækkeligt antal personer er immune - enten gennem vaccination eller naturlig smitte - begynder udbredelsen af sygdommen at mindskes, og antallet af sygdomstilfælde falder gradvist.
Men det betyder ikke, at sygdommen forsvinder med det samme, eller at den forsvinder helt.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Så godt som umuligt at isolere sig fuldstændigt
Uden for områderne med befolkningsimmunitet er der sandsynligvis mange steder med et tilstrækkeligt antal modtagelige individer til at holde transmission igang.
Det er så godt som umuligt at isolere sig fuldstændigt og stoppe menneskelig interaktion mellem regioner, både indenfor nationale grænser, mellem forskellige lande eller globalt.
Det er også muligt, at spredningen af en infektion til sidst vil ligge stabilt på et konstant niveau, så den konstant er til stede i samfundet, muligvis på et relativt lavt, forudsigeligt niveau.
Det er det, vi mener, når vi siger, at en sygdom er endemisk.
De fleste sygdomme er endemiske i visse dele af verden
Visse infektionssygdomme er til stede og bliver spredt aktivt næsten alle vegne; eksempelvis mange seksuelt overførte sygdomme og børnesygdomme.
Men de fleste sygdomme er endemiske i bestemte dele af verden.
Det kan forekomme, når effektiv kontrol har elimineret sygdommen andre steder, eller fordi de nødvendige betingelser for effektiv smitteoverførsel kun findes bestemte steder. Det er tilfældet for malaria og mange andre sygdomme, der overføres af myg.
Teoretisk set bliver en sygdom endemisk, hvis hver smittet person i gennemsnit overfører sygdommen til en anden person.
Med andre ord, når reproduktionstallet (R) er 1. Til sammenligning hvis R er mere end 1 i løbet af en epidemi, er smitteoverførslen stigende. R-tallet falder til under 1, når tiltag, foranstaltninger eller flokimmunitet får effekt.
Spreder sig, så længe der er tilstrækkelig mange modtagelige personer
I praksis kan vi observere en række forskellige mønstre i forhold til endemiske sygdomme.
Nogle sygdomme er i blandt os på et lavt niveau i løbet af året, mens andre har perioder med mere udbredt smitte afbrudt af perioder med lavere smitte.
Det er eksempelvis, hvis sæsonbetingede faktorer påvirker, hvor meget kontakt vi har med hinanden, hvor modtagelige vi er for sygdommen eller andre organismer, der spreder sygdommen, som for eksempel insekter.
Så længe der er tilstrækkelig mange mennesker, der stadig er modtagelige for sygdommen, som hver inficeret person kan smitte, vil sygdommen sprede sig.
Antallet af smittemodtagelige personer kan 'tankes op' på forskellige måder afhængigt af sygdommens karakteristika.
\ Læs mere
Faldende immunitet
Ved sygdomme, der leverer permanent immunitet efter infektion, er hvert nyfødt barn modtageligt, efter at immuniteten opnået fra moderen er forsvundet.
Derfor er børnesygdomme som mæslinger endemiske i mange dele af verden, hvor fødselsraten er tilstrækkelig høj.
I forbindelse med sygdomme, der kun giver midlertidig immunitet gennem naturlig infektion, mister vi immunbeskyttelsen og bliver modtagelige igen.
En virus eller bakterier kan også unddrage sig immunhukommelsen gennem mutation, så personer med immunitet over for en ældre stamme bliver modtagelige for den nye version af sygdommen. Influenza er et rigtig godt eksempel.
Immunitet er sjældent jævnt fordelt
Vi ved endnu ikke, hvor længe immuniteten mod COVID-19 varer, eller hvor god en vaccine vil være til at beskytte os.
Men andre coronavirusser, der er endemiske i den menneskelige befolkning, som forkølelsevirusser, giver kun midlertidig immunitet, der varer omkring et år.
En anden vigtig pointe er, at personer med immunitet - uanset om de er inficerede eller vaccinerede - sjældent er jævnt fordelt i et samfund eller land, endsige hele verden.
I COVID-19-virussens tilfælde er der områder, hvor infektionen har spredt sig mere intensivt, og områder, der er sluppet forholdsvis let.
Lokaliserede udbrud
Uden jævn fordeling er der ingen befolkningsimmunitet, selvom et tilstrækkeligt antal personer er blevet vaccineret for at nå op over den fornødne tærskel.
I disse tilfælde kan den gennemsnitlige R være lav nok til, at infektionen er under kontrol, men i de ubeskyttede ‘lommer’ vil den være et godt stykke over 1.
Det fører til lokaliserede udbrud, som gør det muligt for sygdommen at forblive endemisk.
Den fortsætter med at sprede sig fra sted til sted, ‘podet’ fra få lokationer, hvor befolkningstætheden og interaktionen er høj nok og beskyttelse lav nok til at opretholde smitteoverførslen.
Sådan reagerer vi
Måden vi håndterer COVID-19, når sygdommen bliver endemisk, afhænger af, hvor gode vacciner og behandlinger vi har til den tid.
Hvis de kan beskytte os mod de mest alvorlige effekter, kan vi håndtere sygdommen.
Så bliver COVID-19 som flere andre sygdomme, som vi har lært at leve med, og som mange af os vil opleve i løbet af livet.
Afhængigt af om immuniteten - enten gennem naturlig infektion eller vaccination - er permanent eller midlertidig, vil vi muligvis få brug for årlige vaccineopdateringer, som kan at beskytte os (som er tilfældet ved influenza).
Eller måske kan vi holde sygdommen under kontrol gennem vaccination i en eller anden optimal alder (som er tilfældet med mange børnesygdomme).
Realistisk set? En usandsynlighed
Hvis vaccine ikke kun forhindrer klinisk sygdom, men også kraftigt reducerer smitteoverførsel samt leverer langvarig immunitet, kan vi forestille os andre scenarier, som eksempelvis en potentiel udryddelse af sygdommen.
Men realistisk set er det usandsynligt.
Udryddelse af sygdom er notorisk vanskelig, selv for sygdomme, hvor vi har næsten perfekte vacciner og permanent immunitet. Endemisk sygdom er derfor det mest sandsynlige resultat.
Hans Heesterbeek modtager støtte fra Hollands Organization for Medical Research (ZonMw) og Organisation for Scientific Research (NWO). Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
