Københavns Universitet har sammen med Statens Serum Institut indsamlet flåtnymfer (små flåter) ved den sjællandske skov Tisvilde Hegn.
Tidligere har der nemlig været fire tilfælde af hjernebetændelse hos besøgende i skoven, som er blevet bidt af flåter.
Nu viser det sig, at antallet af flåter, som bærer den såkaldte TBE-virus, der forårsager hjernebetændelse, er meget høj i området.
Forskerne fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut har indsamlet flåtnymfer fra Tisvilde Hegn i sensommeren og efteråret 2019. Her blev TBE-virus påvist i flere af blodsugerne.
Nu er undersøgelsen blevet gentaget, og det viser sig, at der fortsat er virus, nu også i de større, voksne flåter.
På den baggrund lukker myndighederne nu naturlegepladsen i skoven og flytter den til et TBE-frit område.
Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
»Personer, som færdes jævnligt i og omkring Tisvilde Hegn, især uden for stier i skov og krat, bør derfor være meget opmærksomme på at beskytte sig mod flåtbid«, siger seniorforsker René Bødker fra Københavns Universitet i pressemeddelelsen.
\ Læs mere
TBE (Tick-Borne Encephalitis, Centraleuropæisk hjernebetændelse) har ifølge forskerne bag studiet spredt sig i løbet af de sidste år.
Man ved endnu ikke hvorfor, men det kan ifølge overlæge og virusforsker Anders Fomsgaard skyldes bedre betingelser for TBE: trækfugle, klimatiske udsving, mange hjorte og flere besøgende uden for stierne i skoven.
\ Læs mere
tkt

































