Fem problemer spænder ben for kvindefodbold

VM i kvindefodbold 2023, arrangeret af FIFA, er nok den mest ventede fodboldturnering for kvinder nogensinde.

En del af al den medfølgende hype og entusiasme tyder på, at kvindefodbold ikke længere står i skyggen af herrernes, og at det bare er et spørgsmål om tid, før de indhenter mændenes kampe.

Men der er en række problemer, der fortsat står i vejen for kvindernes spil.

Selvom fodbold er en stor del af samfundet i mange lande rundt om i verden - fra højeste niveau i de professionelle ligaer til børn, der spiller i parken - ses spillet stadig primært som en mandesport.

Netop denne opfattelse har indflydelse på, hvordan kvindefodbold er organiseret, repræsenteret og udstyret på måder, der fortsat begrænser kvindernes succes, sikkerhed og vedholdenhed.

I takt med, at turneringen går sin gang, ønsker vi, at folk ser og taler om den fra et informeret perspektiv.

Derfor kommer der hér fem problemer, som kvindefodbold stadig kæmper for at overkomme.

Problem 1: Spillere og hold skal kæmpe for lige vilkår

Før turneringen begyndte, protesterede nøglespillere fra tophold som Frankrig, Spanien, Canada og Jamaica over dårlig støtte, manglende ressourcer og coaching ved enten at nægte at spille eller ved åbent at kritisere deres forbund og søge råd fra Den Internationale Spillerforening (Fifpro).

Som vi har set i de første par dage, betyder det, at mange af de journalistiske historier fra turneringen indtil videre har handlet om det drama, der foregår udenfor banen, snarere end det drama og de præstationer, der udspiller sig på græsset.

Problem 2: Alvorlige skader decimerer holdene

Mange spillere vil mangle under VM på grund af et uforholdsmæssigt højt antal alvorlige skader, der kunne have været afværget.

Forskning skal prioritere forebyggelse af skader hos kvindelige atleter, da vores nuværende viden i høj grad er baseret på mænd. Der er også brug for udstyr skabt specifikt til kvinder.

Alt for lange knopper på fodboldstøvler, som er designet til mænd, har til dels fået skylden for de berygtede ACL-skader (skader på de forreste korsbånd i knæet) og andre alvorlige skader, der decimerer holdene.

Nyere forskning har også konkluderet, at 82 procent af kvindelige spillere rapporterer om smerter og nedsat præstation som følge af det for indeværende tilgængelige fodtøj.

Nye 'kvindefodboldstøvler' er på vej, men om de kun er mærket som til kvinder, eller om der er væsentlige videnskabelige ændringer i designet, er stadig uklart.

Problem 3: Europæisk TV-aftale kom for sent

Aftalen om medierettighederne i fem europæiske nationer, blandt andet England, faldt først på plads mindre end seks uger, før turneringen begyndte.

Denne fiasko udspringer af, at Fifa dummede sig ved at hype beslutningen om at adskille rettighederne til henholdsvis herrernes og kvindernes turneringer for at vise, at kvindefodbold 'ikke længere stod i skyggen'.

Tiden har vist sig ikke at være moden til en sådan beslutning, og de lave bud, som Fifa betragtede som 'uacceptable', tyder på, at de mandsdominerede medier stadig ikke er overbeviste om, at kvindefodbold er noget værd i sig selv.

Forsinkelserne betød, at TV-stationerne havde langt mindre tid til at promovere begivenheden og opbygge publikums efterspørgsel og opmærksomhed, end de normalt har til store sportsturneringer.

I forlængelse heraf har der også været tvivl om kvaliteten af de udsendelser, der vil være tilgængelige, hvilket har konsekvenser, fordi det påvirker publikums opfattelse.

Kvaliteten af udsendelserne kan nemlig enten få kvindefodbold til at tage sig godt eller dårligt ud - især sammenlignet med dækningen af mændenes kampe.

Problem 4: Mange hold er støttet og forberedt dårligt

Mange nationale forbund har undladt at yde tilstrækkelig støtte, faciliteter og investeringer til at forberede holdene tilstrækkeligt.

Trænernes metoder og ledelsestil af en del kvindehold har mødt hård kritik ved siden af aflysning af træningslejre og manglende betaling af spillernes honorar for at deltage i turneringen – de såkaldte appearance fees.

Det engelske landshold har offentligt givet udtryk for frustrationer over det engelske fodboldforbund (FA) og forhandlingerne, da de erfarede, at de - i modsætning til de amerikanske og australske hold - ikke vil modtage de forventede bonusser udover Fifa-præmiepengene.

FA indførte også nye foranstaltninger for at begrænse spillernes deltagelse i lukrative PR-muligheder i opbygningen til turneringen for at sikre, at de var udhvilede, for så at ændre mening, da det var for sent.

Fordi internationale turneringer udgør en stor del af disse spilleres indtjening, skal de vide, hvor de står – og meget længere tid i forvejen.

Problem 5: Samme gamle nedladende marketingstrategi

Markedsføringen af turneringen har været undervældende og alt for afhængig af den konventionelle 'inspiration' rettet mod unge piger – strategier, der har kun lille dokumenteret effekt på deltagelse og ofte bliver opfattet som nedladende.

Den globale branding og promovering af kvindefodbold er typisk fokuseret på to ideer:

1. At kun unge piger er interesserede.
2. Kvindelige fodboldspillere skal præsenteres som rollemodeller for unge piger.

Denne strategi holder ikke, da den står i vejen for kvindefodboldens eksisterende voksne publikum.

Det er heller ikke ønskværdigt eller holdbart, da strategien ikke overvejer at tiltrække et bredere publikum – mænd, drenge, kvinder uden børn – til kvindernes fodboldkampe.

Støt op om kvindeholdene

De fem problemer indikerer, at fremskridt i kvindefodbold ikke bør tages for givet.

Opmærksomhed på problemerne kan hjælpe os med at se forbi hypen og være bevidste om, at spillet stadig er i en usikker position.

Men det er vigtigt, at taler vi om det med vores venner, skriver om det på de sociale medier og viser de store medieselskaber, at der er et marked for kvindefodbold, når vi ser VM i fodbold for kvinder.

Derfor er vores opfordring klar: Læg socialt pres på at få ordentlig støtte til kvindefodbold.

Momentum opnået fra sommerens turnering vil kun blive opretholdt, hvis vi stiller Fifa, de styrende organer og medierne til ansvar for at leve op til den høje standard, kvinderne har udvist på banen.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.