Måske har du hørt nogen sige til en gravid kvinde, at hun ’stråler’. Eller at hendes hud ’bare har en helt særlig glød’.
Men er komplimenterne blot et udtryk for ren indbildning og fascination af, at den gravide bærer på et lille baby-mirakel i maven?
Eller er der noget (videnskabeligt) om snakken?
»Gravide kvinder har et tårnhøjt niveau af hormonerne progesteron og østrogen. Det gør, at de typisk har det fysisk og psykisk godt,« lyder det fra Jacob Alexander Lykke, der er fødselslæge på Rigshospitalet.
Hormonerne påvirker desuden vores blodkar, hvilket kan have en effekt på vores hud, forklarer Iben Marie Miller, der er hudlæge, ph.d. og konsulent hos firmaet Novartis, der udvikler lægemidler mod hudsygdomme.
»Østrogen udvider blodkarrene, så de bliver større under graviditeten, simpelthen for at den gravides krop kan få nok blod, og fosteret kan overleve inde i morens krop,« siger hun og tilføjer:
»Udvidelsen af blodkarrene og den generelle øgning af blod i kroppen, der stiger med cirka 30 procent under graviditeten, sker også i huden. Processen kan derfor muligvis gøre, at man får mere røde kinder og en smuk glød«.
\ \ Miniserie om graviditet
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s miniserie om graviditet. Vi undersøger påstande om myter og graviditet.
Vi dykker blandt andet ned i:
- Hvorvidt man virkelig stråler, når man er gravid?
- Om man får flere huller i tænderne, når man er gravid?
- Om der er forskel på graviditet med drenge og piger?
En mere skinnende hud
Forskning viser også, at hormonændringerne under graviditeten øger produktionen af fedtstoffer i huden.
»Tilførslen af oliestoffer i huden gør, at den ser mere skinnende ud, hvilket også kan kædes sammen med, at nogle oplever, at gravides hud stråler,« siger Iben Marie Miller.
Dog kan den forhøjede produktion af fedtstoffer i huden også medføre akne. Det vil sige bumser og uren hud, som mange kvinder døjer med under graviditeten.
»Det viser, hvor forskellige ændringerne i huden hos gravide kan være. Så selvom udvidelsen af blodkarrene kan give et ekstra rosa skær til kinderne, og fedtstofferne kan give et skinnende look, er det stadig meget individuelt fra person til person,« siger Iben Marie Miller.
Selvom Iben Marie Miller altså mener, at hormonændringer kan være en plausibel teori om forekomsten af de (måske ekstra) rosa kinder hos gravide, understreger hun, at der mangler forskning på området, der kan dokumentere effekten til fulde.
Hvert hårstrå bliver tykkere
Alligevel er der noget, der peger på, at hormonerne under graviditeten er noget af en vitaminpille, når det gælder vores hud – og faktisk også vores hår.
»Det høje niveau af østrogen under en graviditet gør, at nye hår bliver tykkere og stærkere. Man taber også færre hår på daglig basis, når man er gravid,« forklarer Jacob Alexander Lykke fra Rigshospitalet.
Faktisk kan man se hormonernes effekt på det enkelte hårstrå, uddyber Iben Marie Miller:
»Foruden øget hårvækst, sker der en øget diameter af hvert enkelt hårstrå. Dog forsvinder goderne fra graviditeten ret hurtigt efter fødslen, og en del oplever hårtab,« siger hun.


































