Kvalme og ekstrem træthed: Hvorfor er graviditet ikke en sygdom?
Graviditet kan sammenlignes med at blive invaderet af en parasit. Alligevel er graviditet ikke en sygdom, lyder det fra forskerne.
Graviditet kan sammenlignes med at blive invaderet af en parasit. Alligevel er graviditet ikke en sygdom, lyder det fra forskerne.

Kvalme, opkast, ekstrem træthed, organsvigt og i sjældne tilfælde døden.
Graviditet medfører nogle gange en række symptomer, der gør, at man får lyst til at stille spørgsmålet: Er graviditet en sygdom?
Natur- og lægevidenskaben definerer, ifølge Den Store Danske, sygdom som en »forstyrrelse af den menneskelige organismes biologiske funktioner. En person er rask, når organismen fungerer normalt, og syg, når den fungerer abnormt«.
Ifølge Suzette Sørensen, der forsker i udvikling af sygdomme på Regionhospital Nordjylland, sker der netop store biologiske forandringer i kroppen, der adskiller sig fra normalen, når en kvinde er gravid.
»Graviditet er en periode, hvor kvinden gennemgår nogle store hormonelle forandringer. Nogle af dem giver symptomer, der er sygdomslignende,« siger hun.
Alligevel mener hun ikke, at graviditet bør anses som en sygdom.
»Selve graviditeten i sin naturlige proces er ikke en sygdom, for oftest kan forandringerne i kroppen klares uden problemer. Men graviditet kan udvikle sig til reelle sygdomme.«
»Så grænsen er hårfin,« siger Suzette Sørensen.
Netop nu diskuteres det, om kvinder bliver diskrimineret på baggrund af deres køn, fordi flere nægtes erstatning for ulykker og skader, der er opstået i forbindelse med graviditet.
Institut for Menneskerettigheder udtrykker i et interview med P1 Morgen, at kvinder, der oplever invaliderende bristninger i forbindelse med fødsler, bør kontakte dem, hvis de bliver afvist af forsikringsselskaber, når de søger erstatning.
Kilde: P1 Morgen, 16. april 2024
Ifølge Jacob Alexander Lykke, der er fødselslæge på Rigshospitalet, kan en graviditet da også godt minde om en slags sygdomstilstand.
»Begrebet graviditet er fantastisk spændende. At man skal have et fremmed individ til at vokse inden i sig, og at den gravides krop skal acceptere det. Tilstanden kan godt sammenlignes med at have en parasit,« siger han.
Men selvom fostret inde i den gravides mave kan minde om en parasit, der snylter på værtens ressourcer og forsøger at undvige den gravides immunforsvar på mere eller mindre heldige måder, kan graviditet alligevel ikke betegnes som en sygdom, mener Jacob Alexander Lykke.
»Graviditet er som udgangspunkt ikke en sygdom. Langt de fleste graviditeter går godt, og man ender med sunde og raske børn,« forklarer han.
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s miniserie om graviditet. Vi undersøger påstande om myter og graviditet.
Vi dykker blandt andet ned i:
Følg med i serien her på Videnskab.dk.
Samme konklusion lyder fra Thomas Hviid, der er professor og overlæge på Sjællands Universitetshospital.
»Graviditet er en normal fysiologisk proces, der dog i nogle tilfælde kan føre til sygdomstilstande. De fleste gravide vil opleve ubehag og gener såsom træthed og hævelser i forbindelse med den store belastning, det er at gennemføre en graviditet,« siger han og fortsætter:
»Men at kalde graviditet en sygdom svarer til at betegne ømme muskler efter en lang løbetur som en sygdom. Der er et ubehag, men det går over, og man får oftest noget godt ud af det. Rent begrebsmæssigt ville det også være underligt at kalde graviditet en sygdom, når processen sikrer artens overlevelse«.
Men selvom graviditet altså som udgangspunkt ikke er en sygdom, kan gravide godt opleve følgevirkninger, der enten minder om – eller er – decideret sygdom, forklarer forskerne videre.
»Kvalme om morgenen er for eksempel helt normalt i første trimester, men den kan kamme over og eskalere til noget sygdomslignende. Hvis du for eksempel ikke kan passe dit arbejde og dine børn, fordi du kaster op hele tiden, er du jo funktionshæmmet og syg,« pointerer Jacob Alexander Lykke.
Graviditet kan også lede til graviditetsdiabetes, der går over efter graviditeten, men øger sandsynligheden for at udvikle type 2-diabetes senere i livet, forklarer Suzette Sørensen.
»De hormonelle forandringer under graviditeten kan føre til, at kroppens celler bliver dårligere til at optage sukkeret i blodet. Det gør, at blodsukkeret stiger, og man kan få graviditetsdiabetes,« siger hun.
Derudover er der aspekter af graviditeten, der er meget belastende for kroppen. Organerne er sat på prøve, især i den sidste del af graviditeten, lyder det fra fødselslæge Jacob Alexander Lykke.
»I slutningen af graviditeten skal hjertet pumpe mellem 50 og 100 procent mere blod rundt i kroppen, fordi moderkagen kræver mere næring og ilt via blodet. Det gør blandt andet, at nyrerne og leveren er på overarbejde med at rense al det ekstra blod,« siger han og fortsætter:
»De fleste klarer det fint, men nogle kan faktisk opleve symptomer på hjertesvigt. Tilstanden kan også ende i svangerskabsforgiftning, hvor blodtrykket stiger voldsomt og organerne kan fejle. Det kan give hjerneblødning og graviditetskramper, som man kan dø af i værste tilfælde.«
Jacob Alexander Lykke understreger, at der er meget få dødsfald grundet graviditet i Danmark. Omkring én gravid kvinde om året dør som følge af svangerskabsforgiftning.
Dog viser det, at graviditet ikke altid er en nem proces, og at kvinders kroppe bliver udsat for voldsom belastning i perioden.
»Nogle sammenligner det at være gravid med at træne op til en ekstrem sport. Du har aldrig pause. Heller ikke om natten. Man kan også måle, at hjertemuskulaturen efter en graviditet er fortykket, svarende til atleter, der træner op til OL. Dog afhænger effekten af ens grundform og fysik,« lyder det fra Jacob Alexander Lykke.
Graviditet er altså en voldsom belastning for kroppen og kan minde om en sygdomstilstand på flere forskellige måder, selvom forskerne ikke vil betegne tilstanden som en decideret sygdom.
»Graviditet er en meget sårbar periode i en kvindes liv, og det er derfor virkelig vigtigt, at vores sundhedsvæsen fungerer optimalt for at sikre flest mulige ukomplicerede graviditeter, hvor generne er på et minimum,« slutter Jacob Alexander Lykke.