Doping giver usikre mænd selvtillid

Mange maskuline rollemodeller forsvandt i takt med, at industrien og det fysiske arbejde blev reduceret, skriver Bjørn Barland i en ny bog.

Han er forsker ved Politihøjskolen i Oslo og har for nyligt udgivet bogen 'Fortællinger om doping og kropskultur'. Bogen er baseret på møder med hundredevis af bodybuildere på almindelige, norske træningscentre gennem knap 20 år.

Konklusionen er, at mange unge mænd har færre positive maskuline rollemodeller, som de kan identificere sig med, og mange indrømmer også, at dopingen øger deres selvtillid.

»Anerkendelse og respekt fra andre mænd og tryghed og kontrol går igen som årsagen til dopingen i mange af interviewene,« fortæller Barland.

Meningsfyldt og logisk i visse miljøer

Bjørn Barland har, lige siden han var studerende, undret sig over, hvorfor nogle mænd vælger at dope sig.

Han udtaler, at miljøet har skabt sin egen logik - sin egen alternative opfattelse af doping - så det er blevet accepteret og normalt på trods af, at resten af samfundet fordømmer det.

For at forstå den fremherskende tankegang i amatørmiljøet, indså Barland, at det ikke var nok bare at interviewe brugerne. Han var nødt til at komme helt indenfor.

Han opsøgte træningscentrene og talte med deltagere ved utallige bodybuilding-konkurrencer.

Barland blev et kendt ansigt blandt de bodybuildere, der dopede sig, og de fik efterhånden tillid til ham. I bogen beskriver han bodybuildernes strenge kostplaner, svedige træningsprogrammer og dopingmisbrug enten i form af tabletter eller indsprøjtninger.

»For mange er doping en vigtig og logisk del af træningsprocessen. De doper sig, så de kan vinde konkurrencer og posere i træningscenteret,« forklarer Barland.

En muskuløs krop er en beskyttelse mod omverdenen

Kulturvidenskabsmanden Fredrik Langeland er stipendiat i Netværk for kønsforskning og forsker i tværfaglig kønsforskning ved Universitetet i Stavanger.

Han har med ph.d.-afhandlingen 'Fra metro til retro?' skrevet om den norske manderolle, og han mener, at doping og bodybuilding kan hænge sammen med behovet for at have en muskuløs krop; noget som er vigtigt for mange mænd.

»Det er en krop, der forbindes med hårdhed, usårlighed og urokkelighed - en beskyttelse mod omverdenen. I en tid, hvor man kan føle sig sårbar, er det muligt at skabe en krop, der er et værn mod omverdenen og give udtryk for de værdier, som en hård krop symboliserer,« forklarer Langeland.

Han fortæller også, at mange mænd sandsynligvis føler en længsel efter en arena, hvor mænd kan være mænd i en verden, der giver mindre og mindre plads til netop dét. De vil gerne slippe for at beskæftige sig med det virkelige liv.

Tre procent doper sig

Dopingens negative konsekvenser er godt kendte gennem medierne. Ikke kun som snyd og beskidte tricks for at slå konkurrenterne i sportsmiljøet; der er også kommet større kendskab til de psykiske, fysiske og sociale bivirkninger.

Alligevel bruger mange anabolske steroider, testosteron og en række andre midler for at få større muskler, både i fitness-konkurrencer og blandt amatørbodybuildere.

Barland fortæller, at de mænd, som doper sig, har en lidt lavere udannelse end gennemsnittet, og at mange scorer betydeligt højere på anden kriminalitet som indblanding i voldsepisoder og stofmisbrug.

»Nogle har job og uddannelse, men stopper for at hellige sig træningen,« fortæller Barland.

Undersøgelser viser, at tre procent af befolkningen (i Norge, red.) benytter væksthormoner for at ændre måden, deres krop ser ud - for at blive mere 'fit'. De fleste er mænd.

Et symptom på identitetskrise

For mange er dopingen ikke problemets kerne, men et symptom på, at de mangler fodfæste i andet. Eller også bliver dopingen løsningen på andre problemer.

»De går ind i bodybuilding og doping så ihærdigt, at det bliver en lidenskab,« forklarer Barland.

Nogle mangler mandlige rollemodeller. Ifølge Barland giver miljøet dem en retning i livet.

For andre er doping en flugt fra marginalisering, hvor de ikke følger med det øvrige samfund. De er en del af en subkultur, som er blevet dannet gennem en erindring af den maskuline rolle. Men ikke alle er afvigere.

»Nogle vælger at dope sig, fordi det virker. De oplever virkningen som positiv, og det er en ingrediens på samme linje som træning og kost for at opretholde kropsidealet,« forklarer Barland.

I videoen nedenfor kan du se Christian fra Fredrikstad og Lars fra Tønsberg fortælle om deres erfaringer med doping.

(Videoen er fra antidoping.no)

Kroppen er et spejl og et signal

»I dag er det ikke nødvendigt, at kroppen udfører tunge løft; det har vi maskiner til. Kroppen mangler arbejdsopgaver, og er i stedet blevet et socialt medium eller display, som bodybuilderne bruger til at vise styrke, disciplin og selvkontrol gennem,« fortæller Barland.

Kroppen er blevet et spejl, som viser, hvilke værdier udøverne står for. Nogle bruger også doping til at løse problemerne i et marginaliseret liv. Det er som et alternativ for dem, som ikke passer ind i arbejdslivet, uddannelse eller socialt.

»Altså, jeg gør det (doper mig,red.) sådan set for min egen skyld. Men så får jeg også at vide af rigtig mange venner og veninder, at jeg er blevet enormt stor. Og det er virkelig sjovt, at folk synes, jeg er blevet meget stor og har en masse muskler. Det har en vældig positiv effekt,« fortæller én af de bodybuildere, Barland har talt med.

Nogle starter for at overvinde komplekser. De synes, ​​de er alt for tynde og spinkle. En svensk undersøgelse af 1000 svenske unge viser, at mange fyre har sådanne komplekser.

Blandt drenge i 16-års alderen synes 23 procent, at de er alt for tynde, viser en undersøgelse foretaget af Kristina Holmqvist Gattario ved Göteborgs Universitet.

Mange overvægtige mænd anvender doping for hurtigere at gå ned i fedtprocent.

Metroseksuelle mænd og bodybuildere har noget til fælles

»Der er sket en markant ændring i hvad, man oplever som legitimt maskulint,« udtaler Fredrik Langeland.

I 2000'erne blev det accepteret, at mænd kunne sminke sig og være mere bløde og feminine. Det kan være et udtryk for et behov for at blive set på.

Traditionelt har kvinderne været objekter, og manden har været blikket, men i bodybuilding-regimet er dette ændret. Her bliver mændene også set på - af begge køn.

»Og selvom bodybuilder er modsætningen til den bløde metroseksuelle mand, er der sådan set ingen forskel på dem,« mener Langeland.

Den metroseksuelle mand lægger makeup og bærer smykker og har flot tøj, men i sidste ende vil de begge gerne blive set.

Mænd har i de seneste år generelt fået mere fokus på det ydre - til dels gennem reklamer.

Håndboldspilleren Kristian Kjelling var den første mandlige fotomodel for en solariumkæde. Mænd er begyndt at gå i solarium, blive mere optagede af deres udseende og bruger flere penge på krop, hud og hår, fortæller Langeland. Han fortsætter:

»Hvis man skal finde ægte maskuline rollemodeller er det nærliggende at se på fodboldspillere. Men selv mange af spillerne har fået mere fokus på det ydre.«

Skylder skylden på samfundet

Én af de bodybuildere som Barland interviewede var også optaget af hvilke kropsidealer, der er fremherskende i samfundet i dag, og af at mange af dem, som doper sig, opnår ‘den perfekte krop’ på kunstig vis.

»Jeg kan godt lide at være stærk! Jeg vil se godt ud. Jeg gider ikke at gå rundt og ligne et skvat! Desuden bliver jeg bare irriteret af at høre på dem, som siger, at det er farligt eller snyd, eller at det burde være forbudt. Herregud mand - se dig lige omkring!«

Dette er sagt af en ellers velfungerende mand med et ansvarsfuldt job og erfaring som model. Han mener ikke, at doping er værre end brugen af silikone, botox og hormoner i jagten på at se bedre ud.

»Se lige, hvordan samfundet altid præsenterer de perfekte. Hvordan tror du, de er blevet sådan? De, som ser godt ud, har jo taget hormoner og dopet sig hele tiden. Og så skal samfundet pludselig til at lave love, der forbyder doping - herregud! Dobbeltmoral, siger jeg bare!«

Stødte på muren

Men mange indrømmer også, at der har været bivirkninger.

»Livet på steroider var på mange måder fantastisk, men det gik helt galt. Jeg afbrød min uddannelse, mistede mit job og med dét røg det meste af mit sociale liv. Jeg rejste rundt til stævner og shows, brugte store doser af efedrin og steroider. Til sidst gik jeg over til amfetamin. Så tog det ikke længe, før det hele var forbi.«

Kvinden, som fortalte dette til Barland, fik hjælp. Efter to års intensiv behandling fungerede hun igen godt. Men det kan ende helt galt.

NRK Brennpunkt viste i 2010 en dokumentarfilm om en ung fyr, som ikke kunne klare de psykiske udsving efter langvarig doping. Han valgte at tage sit eget liv.

I dag er det forbudt at besidde eller have dopingpræparater på sig. Det straffes med bøder eller fængsel i op til seks måneder (norske forhold, red.)

Barland omtaler også dopingafsløringerne blandt norske topidrætsfolk og Lance Armstrong-skandalen i bogen.

De fleste får store eftervirkninger

Bjørn Barland har fået et tæt forhold til mange af de personer, som han interviewede. Enkelte har han stadig kontakt med 24 år efter han mødte dem for første gang.

»Nogle er kommet ud af det og er i dag motionister med familie. Langt de fleste lider med psykiske og fysiske eftervirkninger,« fortæller Barland.

Nogle er i fængsel eller afhængige af narko og er startet med hårdere stoffer, ofte amfetamin.

Og nogle er døde.

»De fleste, som er kommet ud af det, fatter ikke, at de spildte så mange år af deres liv. Det har haft store omkostninger, men de fortæller, at de blev helt opslugte,« afslutter Barland.

© forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark