Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Derfor skal du huske at spise, når du har influenza

Annonce:

Du kender det sikkert. Du ligger under dynen og kan ikke komme op. Din krop gør ondt, din næse løber, og din pande brænder som en kogeplade. Din mor lærte dig, at det er vigtigt at spise, når man er syg, men mad er det sidste, du har lyst til.

Men afhængigt af din sygdom kan det være en rigtig god idé at trodse den manglende appetit. Det skriver forskere fra Yale School of Medicine i et nyt studie ifølge The Guardian.

Forskerne besluttede sig for at sætte det gamle engelske mundheld 'feed a cold, starve a fever' (fodr en forkølelse, sult en feber) på en prøve. Det gjorde de ved at smitte forsøgsmus med forskellige bakterie- og virusinfektioner og måle effekten af næring - og manglen herpå.

Det viste sig, at mus med vira såsom influenza kom sig bedre, når de blev fodret. Omvendt forværrede føde kun tilstanden hos mus smittet med bakterieinfektioner.

»Vi blev overraskede over, hvor markante effekterne at føde var, både de negative og de positive,« siger professor og forskningsleder Ruslan Medzhitov ifølge The Guardian.

»Faste er et almindeligt adfærdsmønster under sygdom hos både dyr og mennesker. Vores resultater viser, at det har en stærk positiv effekt på nogle infektioner, men ikke andre.«

Forskerne smittede først forsøgsmusene med bakterien listeria, som er forbundet med madforgiftning. Musene holdt naturligt op med at spise og kom sig, men når de blev tvangsfodret, så døde de.

Annonce:

Sukker var den store synder. Musene klarede sig, når de indtog fedt og proteiner, men ikke glukose.

Ved musene smittet med influenza var virkningen modsat. Her overlevede musene, når de blev tvangsfodret, mens de døde, når de fastede. Og glukose var her nøglen til den positive effekt.

Glukose lader altså til at være afgørende i bekæmpelsen af vira, mener Medzhitov. Omvendt kan såkaldte ketonstoffer måske hjælpe kroppen med at bekæmpe bakterieinfektioner, og dem producerer kroppen flere af under faste.

Forskerholdet vil nu undersøge, hvordan forskellige søvnmønstre under sygdom påvirker immunsystemets evne til at bekæmpe infektionen.