Derfor er CrossFit en slags kult

CrossFit er efterhånden noget af en gigant inden for fitnessverden - en gigant med en rigtig god sixpack.

Antallet af affilierede 'bokse' - CrossFit-tale for fitnesscentre - er plottet på et verdenskort på virksomhedens hjemmeside, og antallet bevidner det stadigt voksende imperiums rækkevidde.

Når man har knækket det fransk polynesiske marked, er man berettiget til at betragte sig selv som en international succeshistorie.

Der er etableret mere end 13.000 'bokse' siden CrossFit blev grundlagt af Greg Glassman i Santa Cruz, Californien, for 16 år siden.

LÆS OGSÅ: CrossFit-debat: Medfører CrossFit skader?

CrossFit har opnået kultstatus

Virksomheden og dens klienter er blevet tildelt 'kultstatus'; et prædikat påhæftet af kritikerne og budt velkommen af tilhængerne.

CrossFitters - CrossFit-udøverne - er notorisk engagerede i den krævende træning og den benhårde konkurrence, der kendetegner hele bevægelsen.

Det siges ofte, at CrossFits første regel er, at man aldrig holder op med at tale om CrossFit.

De dedikerede CrossFit-udøveres uhæmmede iver nærmest inviterer til latterliggørelse og måske også til mistænksomhed.

Mange har allerede stillet en række potentielt ubehagelige spørgsmål:

Hvorfor bliver folk så afhængige af træningsregimet? Hvad - eller hvem - er det egentlig, at CrossFitt-udøverne træner for?

LÆS OGSÅ: Intens træning hæmmer kræfttumorers vækst

Fælles kamp skaber tætte bånd

Der er almindelig enighed om, at størstedelen af forklaringen på CrossFits popularitet ligger i træningsmetodens kollektive og konkurrencemæssige egenskaber.

Det er der sådan set hverken noget aparte eller nyt i. I flere århundrede har man kendt til de forenende kræfter, som intens fysisk aktivitet leverer.

Fra agōgē til aerobics, fra Sparta to spandex - fælles bestræbelser og anstrengelser har vist sig at være en effektiv måde at knytte tætte bånd og skabe et godt gruppesammenhold.

LÆS OGSÅ: Gruppesammenhold øger atleters smertetærskel

Selvom CrossFits strenge og benhårde etos er tættere på oldtidens Grækenland end Jane Fonda i hendes storhedstid i 1980'erne, er det bagvedliggende princip stort set ens.

I fælleskab med andre lidende kan man underkaste sig et udvalg af pinsler og komme ud på den anden side lykkelig og triumferende - eller man kan lide under et bredt udvalg af pinsler i grum isolation.

Livet er blevet trøstesløst og tomt

Glæden ved at overkomme modstand og genvordigheder som en del af en gruppe forklarer måske ikke helt, hvorfor CrossFit-udøverne træner med så ubønhørlig lidenskab og entusiasme.

Det er en gåde, der har givet anledning til adskillige teorier, men ingen af dem er dog helt korrekte.

En teori er, at vores liv er blevet så trøstesløse, så tomme, så meningsløse, at vi er tvunget til at søge noget - lige meget hvad - der giver os en følelse af, at vi er i kontrol.

Vi har indset, at selvomsorg og selvkærlighed er alt vi har.

Vi er besatte af omskabe vores kroppe til templer; for vi har erkendt, at vi ikke kan omforme det uendelige tomrum, der omgiver os.

LÆS OGSÅ: Maraton og triatlon skader hjertet

Individuelt velvære på bekostning af fælles engagement

I realiteten har vi opgivet verden omkring os, men bliver utroligt opmuntrede, når nogen siger: »Wauw, hvor ser du bare godt ud!«

Men som Carl Cederström og André Spicer argumenterer i 'Wellness Syndromet', sker den nihilistiske og målbevidste jagt på individuelt velvære på bekostning af fælles engagement.

Og det lader til at være det modsatte af CrossFits filosofi.

Motion er forlængelse af arbejdslivet

En anden teori er, at motion er blevet en forlængelse af arbejdslivet.

Det er et fænomen, som vi berørte i forbindelse med forskning, der undersøgte professionelle erhvervsfolks tilbøjelighed til at reflektere og indordne sig de professionelle idealer - konkurrencedygtighed, motivation og succes - gennem medlemskabet til fitnesscenteret og udviklingen af en 'professionel krop'.

Derigennem bliver sundhed og fitness et udtryk for kontrol i arbejdslivet: 'Livsstil' bliver erstattet med 'arbejdsstil'.

Der er ingen tvivl om, at CrossFit er med til at udviske grænserne. For det første fordi det er blevet en kæmpe forretning - også i adfærd.

Det er ublu business-talk, når det postuleres, at Glassman er 'den første person i verdenshistorien, der definerer fitness på en meningsfuld og målbar måde' - som om ingen siden civilisationens begyndelse har trukket en linje mellem at være totalt udkørt og beslutte sig for, at nu er det altså fyraften.

LÆS OGSÅ: Motion gør dig mere sund end et vægttab

Arbejdslivsbalance er en myte

CrossFits åbenlyse tilegnelse af erhvervsjargon - overvågning, måling, data og strategi - understreger endnu en vigtig påstand fra vores tidligere forskning; at arbejdslivsbalance er en myte.

Som vi tidligere har skrevet, kolliderer de to tilsyneladende adskilte områder - arbejdslivet og fritiden - konstant. Og det sker ofte i en så overvældende grad, at vi ikke magter at adskille dem.

Man behøver ikke engang at være fitnessfanatiker for at genkende dette mønster; selv en hurtig joggingtur midt på ugen er et bevis på vores pointe.

I lang tid så det ikke ud til, at der var den store forskel mellem CrossFit og arbejdslivet, men vores seneste forskning antyder, at der er noget i gære.

LÆS OGSÅ: Følelsen af flow påvirker, om vi bliver ved at dyrke sport

CrossFit vinder over arbejdet

På trods af arbejdsjargonen - som problemstillinger, mål og feedback - fortalte enkelte Crossfitters os, at CrossFit fører i kampen om hvad, der ender med at få størst opmærksomhed.

Så i stedet for at arbejde sent og blive siddende på kontoret for at nå en deadline, går crossfitterne klokken 17.00 for at nå WOD (workout of the day).

Engang troede de på, at arbejdslivet kunne levere tilfredsstillelse, men det viste sig at være mangelfuldt. Så nu leder crossfitterne efter deres kick, spænding, oplevelsen af gruppesammenhold og følelsen af kontrol inde i 'boksen'.

Både mænd og kvinder udfordrer den traditionelle og fastforankrede opfattelse af femininitet og maskulinitet, når de træner.

Så baseret på vores foreløbige forskningsresultater virker det som om, CrossFit er en slags modstand mod arbejdslivet.

Det er en mulighed, vi vil fortsætte med at udforske, men for nu kan vi blot sige, at - uanset om de befinder sig i Santa Cruz eller Tahiti - kun meget få mennesker risikerer et smugkig på deres smartphone samtidigt med, at de forsøger at løfte et traktordæk.

Og det er - alt taget i betragtning - ikke så dårligt endda.

Amanda Crompton, Laurie Cohen og Sareh Pouryousefi hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark