Danmark og Storbritannien er begge stolte af grundtanken bag deres offentlige sundhedsvæsener.
Ingen bliver afvist, og ingen får stukket en regning i hånden på vej ud.
Grundidéen er den samme i begge lande: Helbred og chancen for at overleve bør ikke afhænge af, hvor man er født, eller hvor mange penge man har.
Alligevel lever danskerne længere, flere spædbørn overlever deres første leveår, og flere kræftpatienter er stadig i live fem år efter de får konstateret livmoderhalskræft eller tyktarmskræft.
Flere danskere føler også, at sundhedssystemet er der for dem, når de har brug for det, ifølge tal fra OECD.
Får briterne simpelthen mindre for deres skattekroner, når det kommer til sundhed?
Så mange penge bruger landene på sundhed
Ser man på, hvor mange penge staten bruger på hver enkelt borgers sundhed, bruger Danmark faktisk flere penge end Storbritannien.
Storbritannien bruger omkring 2.100 kroner mindre på hver brite om året, end Danmark bruger på hver dansker.
En hurtig forklaring på, at danskerne blandt andet lever længere, kunne derfor være, at Danmark simpelthen bruger flere penge på sundhed.
\ Ny serie: Sundhedskløften
Vi lever længere, flere har kroniske sygdomme, og mental mistrivsel er et stigende problem.
Det er fælles for både Danmark og Storbritannien, der også begge har skattefinansierede sundhedsvæsener.
Så hvad kan vi lære af hinanden?
Det forsøger vi at komme nærmere i denne serie, hvor du blandt andet kan blive klogere på, hvordan danskerne kan spise markant mere sukker, mens briterne stadig er mest overvægtige, eller hvordan vi regulerer vores fælles ’dårlige vaner’ som øl og gambling.
Du kan også læse om cykelkultur, vores forhold til kroppe og nøgenhed, faldende fertilitetsrater, sperm-industrien og præventionsvaner, sundhed i fængsler og støjforurening.
Find alle udgivne artikler i serien her.
Serien er et samarbejde mellem The Conversation UK og Videnskab.dk, og alle artikler er skrevet af danske og britiske forskere, som vil gøre os klogere på Danmarks og Storbritanniens forskellige forhold til sundhed, sygdom, trivsel og hverdagsliv.
Men ser man på de seneste OECD-tal, så bliver billedet mere mudret.
Storbritannien bruger faktisk en større andel af sin samlede økonomi (BNP) på sundhed: 11,1 procent af BNP i Storbritannien går til sundhed, mod 9,4 procent i Danmark.
Med andre ord:
Sundhedsvæsenet fylder mere i den britiske økonomi, men briterne bruger færre penge på sundhed per indbygger sammenlignet med danskerne.
Og kan forskellen på, hvordan pengene bliver fordelt i sundhedsvæsenet virkelig forklare, hvorfor en gennemsnitlig dansker lever 1,8 år længere end en brite?
Ja, til dels. Men en stor del af forklaringen skal faktisk findes uden for sundhedsvæsenet.
Danmark bruger flere penge på tidlig opsporing
Danmark prioriterer flere penge på at opdage og behandle sygdom tidligt og på at understøtte de sociale og økonomiske forhold, der former befolkningens sundhed.
Storbritannien har prioriteret anderledes, og det kan faktisk ses helt konkret på hospitalerne:
Danmark har 29 flere CT-, MR- og PET-scannere per million indbyggere end Storbritannien.
Store investeringer i kræftudstyr har gjort det muligt at diagnosticere flere og begynde kræftpatienternes behandling inden for to uger efter, diagnosen er stillet.
I Storbritannien går der til sammenligning omkring ni uger.
Langt flere danskere end briter deltager desuden i kræftscreening, hvilket betyder, at sygdommen oftere bliver opdaget tidligt, og behandlingen kan sættes hurtigere i gang.
For eksempel er der for hver 100 kvinder 17 flere i Danmark, der deltager i brystkræftscreening, end der er i Storbritannien.
Tidlig opsporing og tidlig behandling gør en reel forskel, når det gælder kræft.
Sundhed begynder uden for hospitalet
Så er der livsstil.
Andelen af briter, der rapporterer, at de lever med svær overvægt, er 10 procentpoint højere end blandt danskere.
Svær overvægt øger risikoen for alvorlig sygdom, større behandlingsbehov og mere komplicerede forløb, hvis man bliver ramt af eksempelvis kræft eller hjertesygdom.
Selv om danskeres og briters ryge- og alkoholvaner minder om hinanden, viser OECD’s seneste rapport, at langt flere danskere er fysisk aktive, og danskerne er udsat for mindre luftforurening end briterne.
Danmark har også den laveste forekomst af diabetes blandt OECD-landene:
Omkring 23 ud af 1.000 voksne har diabetes i Danmark mod 88 ud af 1.000 i Storbritannien.
Sundhedsbudgettet rækker længere og kan gøre mere gavn for alle, når færre bliver alvorligt syge.
Gratis uddannelse, tryghed og gode boliger gør en forskel
Vi ved en del om, at sociale forhold også spiller en stor rolle for vores sundhed:
Hvor lang en uddannelse man har, hvor godt stillet man er økonomisk, hvor stærke sociale relationer man har, og hvor og hvordan man bor, har alt sammen betydning.
Vi kan altså ikke nøjes med at se på, hvordan de to lande fordeler pengene indenfor sundhedsområdet, vi må også se på, hvad de gør på andre sociale områder.
Indkomsten efter skat er mere ligeligt fordelt i Danmark, som har et af de laveste niveauer af indkomstulighed blandt OECD-landene.
Næsten alle børn mellem tre og fem år (97 procent) går i dagtilbud, universitetsuddannelser er gratis, og danske forældre har mulighed for et års barselsorlov.
Danskerne nyder generelt også godt af boliger af høj kvalitet og trygge nærmiljøer i forhold til Storbritannien.
Man kan se udgifterne til andre dele af velfærdssamfundet som en social investering, der betaler for sig selv i form af bedre sundhed og et mindre pres på sundhedsvæsenet.
Set fra et sundhedsøkonomisk perspektiv har Danmark opbygget et system, hvor velfærdsstaten i vid udstrækning forebygger de uligheder, der ellers kan føre til et lotteri, hvor ens bopæl og sociale baggrund bliver afgørende for, hvilke tilbud og hvilken hjælp man får.
I Storbritannien har udviklingen været en anden:
Især siden 2010 har skiftende regeringer været under økonomisk pres og gennemført besparelser på velfærden. Velfærd er i mindre grad blevet set som en social investering.
I stedet har Storbritannien forsøgt at lappe hullerne i sundhedsvæsenet, uden rigtigt at anerkende, at voksende sociale og økonomiske uligheder uden for sundhedsvæsenet er en væsentlig årsag til dårligere sundhedsresultater.
Storbritannien vender på en måde modellen i Danmark på hovedet og forsøger at bruge sundhedssystemet til at behandle sig ud af dybere sociale og økonomiske problemer.
Men uanset hvor mange penge man bruger på sundhedsvæsenet, kan det ikke alene løse problemer, der begynder længe før, et menneske træder ind i et lægehus.
Sundhed er et samfundsansvar
Som professor i sundhedsøkonomi i Storbritannien mener jeg, at Danmark derfor gør meget rigtigt, men man skal ikke overse, at der også er reelle udfordringer.
Forskellene i sundhed mellem forskellige grupper bliver større:
Velhavende mænd lever nu markant længere end mænd med de laveste indkomster, og personer med kortere uddannelse lever ikke så længe, hvis de bliver ramt af sygdomme som hjertesygdom eller slagtilfælde.
Danmark og Storbritannien har grundlæggende samme ambition: at forbedre befolkningens sundhed.
Men Danmark er lykkedes langt bedre med at omsætte ambitionen til praksis.
Her betragtes befolkningens sundhed som et resultat af beslutninger truffet på tværs af hele samfundet, ikke kun af det, der sker på hospitaler og i lægepraksisser.
Gennem mange år er Danmark fortsat med at opbygge politikker og strukturer, der understøtter et sundere liv.
Storbritannien havde en lignende vision, da deres sundhedssystem blev grundlagt i 1948, men landet videreudviklede ikke det bredere system omkring sundhedsvæsenet på samme måde.
Danmark gjorde det anderledes og mere konsekvent.
Det er den forskel, der i dag skiller de to lande ad.
Denne artikel er en del af serien Sundhedskløften / The Health Gap, der er et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation, hvor artiklen er publiceret i en engelsk version. Den er oversat til dansk af Stephanie Lammers-Clark.
