Danske forskere med nyt verdenskort: Her er landene med højest og lavest antibiotikaresistens
DTU studie antibiotikaresistens

Vurdering af forekomsten af antibiotikaresistens i alle verdens lande og territorier. Kortet er farvet i forhold til estimeret forekomst af resistens fra lyseblåt (lav forekomst) til mørkeblåt (høj forekomst). (Illustration: DTU

Vurdering af forekomsten af antibiotikaresistens i alle verdens lande og territorier. Kortet er farvet i forhold til estimeret forekomst af resistens fra lyseblåt (lav forekomst) til mørkeblåt (høj forekomst). (Illustration: DTU

08 marts 2019

Vores spildevand kan afsløre mange spændende detaljer om os mennesker og vores sundhedstilstand.

Faktisk kan man ved at analyse det forurenede vand fra husstande og virksomheder kortlægge, hvor mange antibiotikaresistente bakterier forskellige raske befolkningsgrupper i verdens lande bærer rundt på.

Og det er netop, hvad forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har gjort i et nyt internationalt studie, der er udgivet i tidsskriftet Nature Communications.

Efter at have analyseret DNA-materiale i spildevand fra 74 byer i 60 lande, viser forskernes resultater, at resistens overfor antibiotika generelt er lavest i Nordamerika, Vesteuropa, Australien og New Zealand, hvor den derimod er højest i Asien, Afrika og Sydamerika.

Danmark ligger på en 6. plads i gruppen af de mindst resistente, hvilket lover godt for folkesundheden, selvom tidligere undersøgelser viser, at hver 3. dansker har resistente bakterier i tarmen.

Årsagerne til forskellen på, hvor resistente vi er overfor antibiotika i verden, skyldes mange forskellige faktorer, men især én er væsentlig, forklarer Frank Aarestrup, der er professor på DTU’s fødevareinstitut og leder af studiet.

»I kampen mod antibiotikaresistens tyder det på at være en særdeles effektiv strategi at sætte meget mere ambitiøst ind for at forbedre de sanitære forhold i lande, der har en høj forekomst af resistens,« siger han ifølge en pressemeddelelse fra DTU.

God hygiejne er altså en af de vigtigste våben i kamp mod antibiotikaresistens, der hvert år dræber 33.000 europæere, ifølge tal fra Statens Serum Institut.

LÆS OGSÅ: Undgå antibiotikaresistens: Fire gode råd til dig

LÆS OGSÅ: Ny viden om celler kan stoppe antibiotikaresistens

ie

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.