Dansk dopingpolitik er for unuanceret

Du kender det måske. En kande kaffe eller en Red Bull til at holde dig vågen efter en lang uge. Et glas rødvin til at sove på. Botox til at skjule rynkerne. Fiskeolie-piller i stedet for fisk. Slankepulver til at eliminere de der sidste to kilo.

»Vi lever i et samfund, hvor der er fokus på at præstere. På jobbet, som kæreste eller forælder, rent udseendemæssigt. Og der er et quick fix for alt. På den måde lever vi lidt i et dopet samfund,« siger Nicole Thualagant, nyuddannet ph.d. og sociolog.

Hun har netop forsvaret sit ph.d.-projekt, hvor hun har undersøgt opfattelsen af – og bevæggrundene for - at bruge midler til at forbedre kroppen blandt medlemmer af foreningsbaserede fitnesscentre, altså fitnesscentre, der bliver drevet i regi af en idrætsforening.

På baggrund af projektet kommer Nicole Thualagant med en kritik af både Antidoping Danmark, der sammen med fitnesscentrene står for dopingbekæmpelsen, og resten af samfundet.

»Det var formålet med mit projekt at vise, at der er nogle problemstillinger omkring den aktuelle dopingdefinition, og samtidig vise, hvordan det præstations – og sundhedsfikserede samfund, vi har, også kan siges at motivere motionister til at dope sig,« forklarer Nicole Thualagant.

Mangler øje for bred befolkning

I sit projekt identificerer Nicole Thualagant flere problemstillinger. Den første handler om, at den opfattelse af doping, som Antidoping Danmark opererer med, er for snævert fokuseret på unge mænd, der misbruger anabole steroider.

»Når man vælger at indføre dopingpolitikker i fitnesscentre er det ud fra en sundhedspolitisk logik, der går ud på, at man gerne vil sikre populationens sundhed. Men opfattelsen af doping er hentet fra elitesporten, hvor der er nogle helt andre logikker på spil, for eksempel sportsånd, fair play og lige muligheder for alle. De er ikke relevante i et fitnesscenter,« forklarer forskeren.

Når Antidoping Danmark alligevel baserer deres antidoping-regler for motionister på en opfattelse, der hører til i elitesporten, kommer dopingbekæmpelsen til kun at beskæftige sig med en snæver gruppe, nemlig yngre mænd, der misbruger anabole steroider.

»Jeg ønsker at påpege, at den nuværende antidoping-kamp er snæver og uden øje for den brede befolkning,« siger Nicole Thualagant.

Mænd og kvinder arbejder forskelligt med kroppen

For at undersøge, hvordan et bredere udsnit af befolkningen forholder sig til kropsforbedring og doping, har Nicole Thualagant indsamlet spørgeskemaer i 10 foreningsbaserede fitnesscentre og afholdt fokusgrupper med henholdsvis yngre mænd og midaldrende kvinder.

»Jeg valgte de to grupper, fordi det er dem, der er flest af i foreningsbaserede fitnesscentre, og fordi det kunne være interessant at se på forskelle i både alder og køn. Jeg fandt, at der var to forskellige orienteringer i den måde, de to grupper arbejder med og på deres krop,« fortæller Nicole Thualagant.

De yngre mænd gik mest op i udseende. De arbejdede på deres krop og på at forbedre deres udseende ud fra nogle bestemte idealer.

»At arbejde på kroppen er et kropsprojekt, hvor man gerne vil bygge på kroppen, ligesom man bygger på et hus,« forklarer Nicole Thualagant.

De midaldrende kvinder var mere fokuserede på sundhed end udseende og arbejdede med deres krop i stedet for på den. De tænkte på krop og bevidsthed som en helhed, og for dem var sundhed en følelse, de trænede for at opnå.

»Man skal selvfølgelig ikke gøre det sort og hvidt, for de yngre mænd var også interesserede i sundhed og de midaldrende kvinder i udseende, men det andet fyldte mest. Fælles for begge grupper var dog, at de arbejdede meget velovervejet med deres kroppe ud fra de forskellige orienteringer,« siger Nicole Thualagant.

Brug for bredere forståelse af doping

Og her kommer behovet for en bredere opfattelse af doping ind i billedet. Blandt de yngre mænd var der kun få ud af de 299, der besvarede forskerens spørgeskema, der angav, at de brugte steroider. Til gengæld brugte mange midler, der ifølge Nicole Thualagant ligger i 'gråzonen'.

»Der er rigtig mange, der bruger proteinpulver og shakes, og det er ikke altid lige klart, hvad der er i de forskellige produkter. Mange tyr også til kreatin, som er ulovligt for eliteudøvere, men ikke for motionister. Blandt kvinderne bliver der også brugt tilskud, men de befinder sig i højere grad i den alternative boldgade, for eksempel kosttilskud, rå ingefær, syv gram mandler, og hvad der nu ellers kan være af forskellige gode råd om vejen til sundhed,« forklarer Nicole Thualagant og fortsætter:

»Der mangler en social forklaring på, hvorfor nogen i det hele taget vil bruge kropsforbedrende midler. Og det er måske er nødvendigt at se mere på, hvad andre befolkningsgrupper er villige til at gøre.«

Fitness kan også være doping

Nicole Thualagant vil altså gerne opfordre Antidoping Danmark og fitnesscentrene til at se på et bredere udsnit af brugerne, men også til at se på, hvor meget brugerne egentlig træner.

»Et emne, der ofte kom op i spørgeskemaer og fokusgrupper, var overtræning. Man bliver lidt småafhængig af at træne, så træningen kan i sig selv blive en slags doping. Så jeg mener, at det ville være smart, hvis man ikke kun fokuserede på steroider, men så på villigheden til at forbedre kroppens udseende, for det kan medføre, at sundheden tager overhånd og dybest set holder op med at være sundt og sjov,« siger Nicole Thualagant.

Hun opfordrer fitnesscentrene til at kigge indad og overveje hvilken rolle, de udfylder for medlemmerne.

»Som fitnesscenter skal man være lidt mere selvkritisk og spørge sig selv: Hvad er vi med til at fremme? Jeg tænker på, at de for eksempel skal opfordre brugerne til ikke at overtræne,« forklarer Nicole Thualagant.

Et samfundsskabt problem

Målet med at have en antidopingpolitik i fitnesscentrene er som nævnt befolkningens sundhed, men for at politikken reelt skal leve op til sit mål, er der brug for et bredere fokus.

»Skulle jeg helt konkret anbefale noget, så skal man væk fra det snævre fokus på unge mænd og steroider. I stedet skal man se på alle brugere og deres forhold til kroppen og fitness,« siger Nicole Thualagant.

»Det er ikke fordi, man skal forstå eller acceptere doping, men måske skal man prøve at forstå samfundets rolle i det her. Hvis en mand doper sig, er det ikke kun hans skyld, der er også nogle ting ude i samfundet, der giver incitamentet til at dope sig. Derfor kan man se doping som et samfundsskabt problem,« slutter hun.