Arne Astrup: Mælkebog bygger på konspirationsteori

Havde jeg læst bogen, da jeg var en ung medicinstuderende uden kendskab til ernæring, så ville jeg nok have købt konspirationsteorien.

Jeg havde været overbevist om, at der var en sammensværgelse mellem mejeriindustrien og korrupte forskere.

Men når jeg - med den viden om ernæring jeg har i dag - graver lidt ned under overfladen, så er hele argumentationen uden videnskabelig substans.

Det er ellers al ære værd at lave en systematisk gennemgang af mælkevidenskaben og udelukke al den, som er støttet af mejerierne. Men ikke engang det dogme er forfatterne tro i mod.

To artikler af Camilla Hoppe fra Institut for Human Ernæring (bogens reference 15 og 16) citeres, til trods for at studierne udgår fra en forskergruppe, der modtager forskningsbevillinger fra Mejerierne.

Forklaringen er åbenlys: De to artikler peger på, at indtagelse af mælk hos børn øger indholdet af væksthormonet IGF-1 i blodet. Så kilden til forskningsstøtten betyder altså mindre for forfatterne, blot det er resultater, der kan passe ind i deres konspirationsteori.

Ignorerer modbeviser

Med til en redelig gennemgang af litteraturen hører, at man ikke kun medtager de videnskabelige artikler, der støtter den konklusion, man har besluttet sig for at nå frem til.

Den fremtrædende forsker Peter C. Elwood fra Cardiff University i England modtager ikke støtte fra Mejeriindustrien, og han har gennemført store systematiske analyser af sammenhængen mellem mælkeindtag og dødelighed af hjertekarsygdomme og diabetes.

Han finder, at personer med højt mælkeindtag lever længere end personer med lavt mælkeindtagelse, og det skyldes, at de har en lavere dødelighed af type 2 diabetes og hjertekarsygdomme. Det vil sige blodpropper i hjerne og hjerte, samt af hjerneblødninger.

Elwoods forskning ignoreres totalt af forfatterne, og den gennemhuller jo også deres teorier om, at mælk skulle øge risikoen for disse sygdomme.

Værst for forbrugerne

Resten af bogen fungerer på samme måde:

Gamle forladte hypoteser om skadelige virkninger af mælk støves af, men man ignorerer totalt, at videnskabelige selskaber og myndigheder, uden støtte fra mejeriindustrien, for længst har gennemgået hele den videnskabelige litteratur og begravet teorierne.

Personligt er jeg ikke bekymret for mejeriindustrien, men for forbrugerne.

De skal på ny have en omgang 'kernesund familie' kastet i hovedet, hvor resultatet kan blive flere fejlernærede børn, som skal vokse på kunstige industrielle produkter som sojadrik, i stedet for økologiske mejeriprodukter, som har en naturlig plads i vores madkultur.