For 42.000 år siden byttede polerne plads, og Solen ændrede adfærd. Dette satte gang i et par århundreder med apokalyptiske forhold på Jorden.

Polvendingen udløste en række dramatiske hændelser, der fik vidtrækkende konsekvenser for vores planet. 

Den viden er det vigtigste fund i vores nye tværfaglige undersøgelse, udgivet i tidsskriftet Science.

Det lyder som en gyserfilm: Ozonlaget blev ødelagt, elektriske storme hærgede troperne, solvind genererede spektakulære lysshow (polarlys), arktisk luft strømmede ned over Nordamerika, iskapper og gletsjere svulmede, og vejrmønstrene blev voldsomt forskudt.

Neandertalerne og megafauna uddøde

I løbet af denne hændelse blev alt liv på Jorden udsat for intenst ultraviolet lys, neandertalerne og mange forhistoriske dyrearter som klodens megafauna uddøde, mens moderne mennesker søgte ly i grotter.

Placeringen af den magnetiske nordpol, som tiltrækker kompasnålens nordpol, er ikke permanent.

I stedet slingrer den almindeligvis tæt på den geografiske nordpol (det ene af de steder, hvor Jordens omdrejningsakse skærer jordoverfladen) som følge af bevægelser i Jordens kerne.

Men af årsager, som endnu ikke er helt afklarede, kan polernes magnetiske bevægelser undertiden være mere ekstreme end bare slingrende.

Satte sine spor over hele verden

En af de mest dramatiske polvandringer var den såkaldte Laschamp-hændelse, som varede næsten 1.000 år, og som fandt sted for cirka 42.000 år siden .

Hændelsen er opkaldt efter den franske landsby, hvor den blev opdaget; nemlig Laschamp i Centralmassivet, som er en bjergregion i det centrale Sydfrankrig.

Laschamp-hændelsen har sat sine spor over hele verden, senest i Tasmanien, Australien, men indtil nu har det ikke stået klart, om disse magnetiske forandringer har haft konsekvenser for klimaet og livet på kloden.

Vores nye forskningsarbejde sammenholder evidens, der stærkt indikerer, at effekterne både var både globale og omfattende.

Forhistoriske træer

For at undersøge, hvad der skete, analyserede vi forhistoriske kauritræer, der har ligget beskyttet i tørvemoser og andre sedimenter i mere end 40.000 år.

Ved hjælp af træernes årringe var vi i stand til at skabe en detaljeret tidsplan for, hvordan Jordens atmosfære ændrede sig i løbet af denne tid.

Det fredede kauritræ kan blive op til 50 meter højt, 3 meter i diameter og flere tusinde år gammelt. Her er en forhistorisk stamme fra Ngāwhā, New Zealand. (Foto: The Conversation/Nelson Parker)

Træerne afslører en længerevarende stigning i atmosfærens indhold af kulstof-14  forårsaget af sammenbruddet af Jordens magnetfelt, da polerne skiftede plads. Det leverer en måde, vi nøjagtigt kan forbinde bredt geografisk spredte optegnelser.

»Kauritræerne er som en slags Rosettasten (sten med to sprog, der var nøglen til at oversætte de egyptiske hieroglyffer, red.), der hjælper os med at forbinde registreringen af miljømæssige forandringer i grotter, iskerner og tørvemoser rundt omkring i verden,« siger professor Alan Cooper, som er medforfatter på forskningsprojektet.

Ved hjælp af den nye tidsskala var vi i stand til at vise, at tropiske nedbørsbælter over Stillehavet samt vestlige vinde i Det Sydlige Ishav pludseligt blev forskudt.

Det betød, at steder som Australien blev ramt af tørke, på samme tid som en række megafauna uddøde, blandt andet den gigantiske, butsnudede kænguru Procoptodon samt det planteædende kæmpe pungdyr kaldet Diprotodon.

Længere mod nord voksede den såkaldte Laurentide-iskappe hastigt på tværs af østlige USA og Canada, mens neandertalerne i Europa uddøde.

Klimamodeller viser det samme

Meget lav solaktivitet 

Oven i dette oplevede Solen adskillige 'grand solar minima', som er længere perioder med særligt lav solaktivitet, i løbet af hele denne periode.

Solaktiviteten var ikke blot lavere, men også mere ustabil, og adskillige massive soludbrud fandt sted, der gjorde det muligt for kraftige ioniserende (radioaktive) kosmiske stråler at nå Jorden.

Vores modeller viser, at denne kombination af faktorer havde en forstærkende effekt. 

De højeenergiske kosmiske stråler fra galaksen og de enorme soludbrud var i stand til at trænge ind i den øvre atmosfære, lade partiklerne i luften og forårsage kemiske ændringer, der var drivkraften bag tabet af stratosfærisk ozon.

Har føltes som verdens undergang

De modellerede kemi-klima-simuleringer er i overensstemmelse med de miljømæssige forandringer, der er observeret i mange af de naturlige klima- og miljøarkiver.

Disse forhold ville også have fået nordlysets blændende lysshows til at strække over hele verden - til tider var nætterne formentlig lige så lyse som dagene.

Vi mener, at de dramatiske forandringer og effekten af den uhørt høje UV-bestråling fik de tidlige mennesker til at søge tilflugt i grotter, hvilket forklarer, hvorfor kunst i form af hulemalerier pludselig blomstrede op for 42.000 år siden.

Det må have føltes som verdens undergang.

'Adams-hændelsen'

Som følge af sammenfaldet af de tilsyneladende tilfældige kosmiske hændelser og de ekstreme miljømæssige forandringer, der fandt sted rundt omkring i verden for 42.000 år siden, har vi navngivet denne periode 'Adams-hændelsen'.

Navnet er en hyldest til den store science fiction-forfatter Douglas Adams, der skrev 'The Hitchhiker's Guide to the Galaxy' (på dansk udgivet flere gange, blandt andet som 'Håndbog for vakse galakseblaffere', 'Turen går til mælkevejen', 'Blafferens galakseguide' og 'Den komplette guide til galaksen', red.).

Ifølge Douglas Adams var '42' svaret på livet, universet og alt.

Han havde virkelig fat i den lange ende, men vi ved stadig ikke, hvor han vidste det fra.

Chris Fogwill modtager støtte fra UKRI og Australian Research Council. Alan Hogg modtager støtte fra Royal Society of New Zealand Marsden. Chris Turney og Zoë Thomas modtager støtte fra Australian Research Council.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.