OL er netop afsluttet, og måske sidder du og overvejer, om du (eller dit barn) har en chance for at deltage ved OL i Paris i 2024 eller i Los Angeles i 2028.

Men – tænker du måske videre – er det ikke for sent? Skal man ikke begynde på sin valgte sport i de tidlige barneår og generelt bare specialisere sig så tidligt som muligt?

Det er en udbredt opfattelse, at jo tidligere børn kommer i gang med målrettet og intensiv træning i én specifik sport, desto bedre. Men det er en meget forsimplet forståelse af, hvad der udgør vejen til elite.

Der er masser af danske og internationale eksempler på atleter, der er endt på OL-medaljeskamlen eller i verdenseliten, selvom de er startet sent (dem vender jeg tilbage til).

I vores forskningsgruppe har vi lavet studier af de forskellige karriereveje i eliteidræt. Og vores forskning viser, at der i en dansk kontekst er mange veje til eliten.

Samme tendens viser internationale studier, og især vores svenske forskerkollegaer har også underbygget dette fund.

De veje – og hvad vi kan gøre for at sikre, at flest mulige får chancen for at udvikle deres talent – dykker jeg ned i i resten af artiklen.

Hvad vil det sige at specialisere sig i sport?

Vi hører historier om atleter, der har skiftet sportsgrene, dyrket flere sportsgrene sideløbende, er startet tidligt og er startet sent.

Således er OL et udstillingsvindue for de mange forskellige specialiseringsveje i elitesporten.

Men lad os lige først få defineret, hvilke spørgsmål vi som minimum stiller, når vi vil få beskrevet specialisering i sport: Det er nemlig ikke kun et spørgsmål, om man starter tidligt, så man kan akkumulere mange træningstimer.

Udover at specialisering varierer på tværs af sportsgrene og kulturer, så har man typisk beskrevet fem byggesten, der udgør specialisering:

1. hvornår man begynder i sin primære sport,
2. om man dyrker flere sportsgrene, og hvornår man starter,
3. i hvilken alder man eventuelt påbegynder talentprogrammer,
4. hvilken mængde af leg, træning og konkurrence man har gennem barndommen i primærsporten og
5. i andre sportsgrene.

Samlet set giver det flere nuancer til forståelsen af sports specialisering, når vi betragter det som en sammensætning af flere relevante ’byggesten’. Traditionelt har man i litteraturen diskuteret to veje:

Tidlig specialisering (målrettet træning og kun en sport fra 12-årsalderen) og sen specialisering (flere sportsgrene og legende træning indtil 15 år).

Sen specialisering er bredt anerkendt og danner også baggrund for de danske anbefalinger for talentudvikling, udgivet af Team Danmark.

Fire typiske veje til eliten

I en skandinavisk kontekst er der mange veje til eliten, her vil jeg fremhæve fire af de mest typiske, som vi har afdækket i vores forskning:

1. Tidlig specialisering: Vejen, hvor udøvere tidligt har haft fokus på en sport og tidligt investeret i den og tidligt prioriteret præstationsaspektet, og derfor har haft store mængder af bevidst målrettet træning gennem hele specialiseringsvejen.

   Med ’investering’ mener jeg, at de har prioriteret sporten over andre aktiviteter og øget træningsintensitet og mængde.

2. Tidlig fokus på en sport, men sen investering og legende træning: Vejen, hvor udøvere tidligt har haft fokus på en sport, dog har nogle ’prøvesmagt’ andre sportsgrene, og nogle har oplevelser med en form for mangesidig sportsudøvelse i deres primære sport.

   De har prioriteret sociale aspekter af sporten i de tidlige år og oplevet træningen som sjov. Først senere har de investeret i sporten.

3. Tidlig mangesidig sportsudøvelse, sen investering og legende træning: Vejen, hvor udøvere i deres tidlige år i sporten har dyrket flere forskellige sportsgrene, først senere har de udvalgt den sportsgren, som de bliver eliteudøvere indenfor.

   Der er endog nogle der har haft ’talent’ inden for flere sportsgrene. De har prioriteret sociale aspekter i de tidlige år af sportsudøvelse og har oplevet træningen som sjov. Først senere har de investeret i sporten.

4. Sen indgang til primær sport: Vejen, hvor udøvere først i en alder af >15 år har begyndt den sport, de bliver eliteudøvere i.

   Derfor har deres specialiseringsproces været relativt komprimeret, og de har tidligt investeret i sporten. Udøverne har erfaringer med at træne hårdt og målrettet fra tidligere sportsaktiviteter.

Ovenstående er, i sagens natur, et forsøg på generalisering, og der kan være store forskelle fra sportsgren til sportsgren.

Fodbold er eksempelvis højt professionaliseret og kommercialiseret allerede i børne- og ungdomsårgangene, hvilket også giver sig udslag i en vis grad af tidlig fokusering og specialisering modsat eksempelvis mountainbike eller roning.

En klar fordel at dyrke mere end én sport

Børn er ikke små voksne, som man bare uden videre kan placere i et elitesportsmiljø fra barnsben.

De har markant andre forudsætninger og behov for at kunne lære og udvikle sig både fysisk, socialt og kognitivt end voksne. 

Helt generelt viser studier, at børn og unge har gavn af at være engageret i en række forskellige sportsgrene gennem barndommen, primært uformelt organiseret, men også i formelt forenings- og klubregi.

Hermed lærer de emotionelle, kognitive og motoriske færdigheder, som de vil have gavn af senere i deres karriere, hvor presset øges, både mentalt, fysisk og færdighedsmæssigt.

En bred sportslig basis øger slet og ret udviklingen af den atletiske kapacitet og reducerer skadesrisiko.  

Legende træning styrker talentudviklingen

Vi må skelne mellem, hvornår man starter i sporten som én ting, og hvilken type af træningsaktiviteter man primært har, som en anden.

Det åbner for mange flere diskussioner og for mange flere specifikke måder at tilrettelægge de tidlige år i sport på den allermest hensigtsmæssige måde.

Der er i stigende grad opmærksomhed på det, der hedder legende træning (deliberate play).

Deliberate play er en aktivitetsform foretaget med et minimum af udstyr i ikke-specialiserede faciliteter, i enhver form for rum, med et hvilket som helst antal spillere i forskellige aldre og størrelser, uden påkrævet styring af voksne.

Deliberate play skaber mulighed for at lære at være innovativ, improvisere og eksperimentere. Det bidrager til at udvikle initiativ og mod, som er et vigtigt fundament.

Miljøer, der er kendetegnet ved, at udøverne tager (og har mulighed for at tage) det frie initiativ, er særdeles succesfulde med deres talentudvikling og udvikler i særlig grad motivation.

Fælles for alle sportsgrene gælder det, at man ved at tilrettelægge miljøer, der dyrker alsidighed og understøtter flere former for sportsaktiviteter, i højere grad kan styrke motivation, atletisk kapacitet, og forebygge at udøverne falder fra som konsekvens af overbelastning.

Det viser vores forskning, og det er vigtigt af mange grunde – ikke mindst af hensyn til udvikling af mentalt sunde udøvere.

En legende tilgang til sport er et vigtigt element i en succesfuld udvikling af talenter. (Foto: Shutterstock)

Fra college basketspiller til verdens bedste højdespringer

I indledningen lovede jeg, at jeg ville vende tilbage til et par eksempler på forskellige atleters vej til eliten.

Et godt eksempel på sen specialisering er den tidligere OL-bronzevinder og EM-guldvinder Joachim B. Olsen, der først specialiserede sig i kuglestød i starten af 20’erne. Inden da havde han diskoskast som sin primærdisciplin. 

På det danske håndboldlandshold er der også variation i spillernes veje til verdenstoppen (se et kandidatsspeciales konklusioner om det her).

Jannick Gren var eksempelvis også en dygtig fodboldspiller helt op til 16 år. Johan Hansen har nævnt, at han også både spillede fodbold og håndbold, mens Lasse Svan, Hans Lindberg og Rasmus Lauge startede i 11-12-årsalderen.

Jeanette Ottesen, der netop har afsluttet en karriere i verdenstoppen, begyndte først på svømning som 12-årig.

En af de vildere historier er om basketballspilleren Donald Thomas fra Bahamas. Han sprang 2.23 meter… i basketstøvler uden nogen egentlig højdespringserfaring. 18 måneder senere blev han verdensmester i højdespring.

Idrætsskift kan give os flere strenge at spille på

Denne historie (blandt flere) er en anledning til i højere grad at diskutere og forstå potentialerne i talent transfer.

Talent transfer (dvs. skift mellem idrætsgrene) kan helt klart også indeholde et potentiale, som i en nation som Danmark kan give os mange gode muligheder i fremtiden.

Men det kan også have betydning for den enkelte, der måske har mistet motivationen i én sportsgren, men finder mening og muligheder ved at bruge sine kompetencer på ny.

Det kan potentielt få stor betydning for, hvilke specialiseringsveje vi ser i dansk eliteidræt.

Sådan sikrer vi, at flere når eliten på en forsvarlig måde

Vi kan ikke forudse, hvem der bliver de bedste, og derfor er opgaven for trænere og ledere først og fremmest at lade flest muligt af dem, der gerne vil, være længst muligt i sporten.

I langt de fleste sportsgrene er det ikke en forudsætning at begynde tidligt. Det er derimod vigtigere at skabe et bredt fundament – både bevægelsesmæssigt og mentalt – for at kunne mobilisere den energi, der skal til senere.

Det kan ikke anbefales at have tidlig ensidig træning, men da børn i stigende grad dyrker færre sportsgrene, bør trænere, forældre og ledere i dag være opmærksomme på, hvordan alsidighed opbygges indenfor én sport, hvis ikke et flersportsligt fokus opretholdes.

Eksempelvis ved i det mindste at spille forskellige positioner på banen eller ved indenfor sporten at afprøve flere andre aktiviteter og discipliner.

Talentudvikling handler om at udvikle færdigheder og kompetencer, der kan øge mulighederne for, at de unge mestrer overgangen fra ungdom til elitesport. Ikke tidlig succes.

Afsluttende vil jeg gerne slå fast, at det selvfølgelig ikke kun er træning, der har betydning for, om man lykkes med at komme i eliten.

Forældrestøtte, træner-udøver relationer, det samlede miljø, fysiologisk kapacitet, mental styrke, skadesforebyggelse, trivsel, tilfældigheder og meget andet spiller selvfølgelig også ind.