Kan Rusland gå i opløsning?
Taber Rusland krigen i Ukraine, kan vi ikke udelukke muligheden for, at landet kollapser, skriver australsk forsker.
Det russiske flag med en flænge ned gennem midten

Ingen forudså opløsningen af USSR: Når autoritære regimer imploderer, har de nemlig en tendens til at gøre det meget hurtigt og med lidt varsel. (Foto: Shutterstock)

Ingen forudså opløsningen af USSR: Når autoritære regimer imploderer, har de nemlig en tendens til at gøre det meget hurtigt og med lidt varsel. (Foto: Shutterstock)

Partner The Conversation

Videnskab.dk oversætter artikler fra The Conversation, hvor forskere fra hele verden selv skriver nyheder og bringer holdninger til torvs

Der bliver stillet mange spørgsmål om Ruslands katastrofale krig mod Ukraine, men ét bliver kun stillet meget sjældent:

Kan Rusland overleve, hvad der i stigende grad ser ud til at ende som et ydmygende nederlag til en langt mindre nabo?

Umiddelbart forekommer spørgsmålet nærmest absurd.

Vladimir Putin står muligvis svækket som følge af tre afgørende fejlberegninger - den russiske militærstyrke, den ukrainske beslutsomhed og Vestens sammenhold - men der er endnu intet, der indikerer, at han er på nippet til at miste grebet om magten, for slet ikke at tale om, at den russiske stat skulle implodere.

Der har været få signifikante demonstrationer på gaden som protest mod krigen, mod Putins ledelse eller endda mod mobiliseringen af værnepligtige. 

Borgere, der har midlerne til at forlade Rusland i frygt for at blive indkaldt til militærtjeneste, er allerede flygtet

Signifikante økonomiske chok i vente

Selvom der sandsynligvis er signifikante økonomiske chok i vente, i takt med at de vestlige sanktioner begynder at kunne mærkes, har en ret kreativ finansforvaltning i Moskva indtil videre lagt en dæmper på konsekvenserne.

Faktisk forsøger Putin at projektere styrke, ikke skrøbelighed, ved at rasle stadig højere med atomsabelen midt i åbenlys falske anklager om ukrainske 'beskidte bomber'.

Kognitive bias blandt vestlige kommentatorer spiller også en rolle, når de dømmer autoritære stater som Rusland, hvilket kan få os til at se svagheder, som i virkeligheden ikke eksisterer.

Når alt kommer til alt, var der ingen, der seriøst troede, at USA ville gå i opløsning efter dets forsmædelige tilbagetrækning fra Vietnam, eller Irak eller Afghanistan, for den sags skyld.

Fakta
Om Forskerzonen

Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.

Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.

Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.

Men der er tre gode grunde til, at vi ikke bør udelukke muligheden for, at et nederlag i Ukraine kan få Kremls styring til at smuldre, hvilket vil gøre det vanskeligt at regere Rusland som helhed, eller i det mindste i den nuværende form.

Grund nummer 1: Det er sket før

Først og mest indlysende - det er sket før. 

I historisk forstand er det endda sket for relativt nylig, med USSR's sammenbrud i 1991, som med rette betragtes som en seismisk hændelse i verdenspolitikken.

Men ingen forudsagde opløsningen af USSR.

Faktisk var Vesten overbevist om, at Mikhail Gorbatjov ville fortsætte med at regere Sovjetunionen, indtil kupforsøget i august 1991, der dog ikke formåede at vælte Gorbatjov (men efterlod ham dødeligt såret i politisk forstand).

Grund nummer 2: Ingen realistiske alternativer til Putin

For det andet betyder fordelingen af politisk magt i Rusland, at der ikke er realistiske, levedygtige alternativer til Putin. 

Det er til dels bevidst: Putin har konstrueret staten i sit eget billede og er nu uadskillelig fra ethvert større spørgsmål om det russiske samfund og den russiske stat.

Putin har unddraget sig en majestætisk titel, men handler i overensstemmelse med titlens forskrifter. Han er Ruslands zar i stort set alt andet end navn. 

Men det betyder også, at der ikke er nogen patrilineær arvefølge (nedarvning efter mandslinjen, red.), og heller ikke nogen i hans stadig mindre kreds af semi-betroede hoffolk, der skiller sig ud som arvtager.

Det er svært at forestille sig en efterfølger, der kan aftvinge respekt og udøve autoritet og forene de konkurrerende kliker i Kreml – som Putin selv tilskyndede dannelsen af for at sikre fortsat troskab, og at de hver især stod svagt.

Navne som Sergei KiriyenkoNikolai Patrushev og Sergei Sobyanin bliver ofte nævnt, når analytikere spekulerer på, hvem der mon vil efterfølge Putin. 

Men de har alle enten irriteret Putin, givet ham grund til at mistro dem, eller ville have svært ved at bringe de forskellige klaner sammen.

Grund nummer 3: Etniske spændinger

En tredje grund til, at Ruslands fortsatte levedygtighed i kølvandet på nederlaget i Ukraine ikke er helt sikret, er, at krigen har gjort kløften mellem den privilegerede russiske politiske kerne og den etnisk koncentrerede periferi endnu dybere. 

En del af myten, som er elsket af Ruslands yderste højrefløj, er, at Rusland er 'det tredje Romerige': En nødvendig stormagt, der forener mennesker fra forskellige etniske og religiøse baggrunde og forhindrer dem i at bekæmpe hinanden.

I betragtning af den relative fattigdom blandt Ruslands minoriteter er det ikke overraskende, at de har tendens til at være overrepræsenteret i militæret. 

Vi ved for eksempel, at Ruslands militære ofre uforholdsmæssigt kommer fra Ruslands fattigste etniske grupper: Fra Dagestan, Tjetjenien, Ingusjien, Burjatia og Tyva.

Vi ved også, at Kremls kampagne for at indkalde yderligere 300.000 rekrutter til militærtjeneste i Ukraine var målrettet etniske minoriteter

Det skærmer indbyggerne i Moskva og Sankt Petersborg og sikrer, at krigen stadig er et abstrakt fænomen, der ikke berører deres liv videre. Men det betyder også, at personer i Ruslands periferi effektivt bliver brugt som kanonføde.

Hvis Rusland skulle gå i opløsning, hvor og hvordan kan det så ske?

Nordkaukasus er den mest sandsynlige krudttønde.

Af de få demonstrationer mod Kremls militære mobiliseringskampagne har demonstrationerne i Dagestan været de mest synlige, med voldelige sammenstød med uropolitiet. 

Men opmærksomheden rettes nu også mod Tjetjenien, hvor forsøg på at løsrive sig fra Rusland har ført til to krige, fra 1994 til 1996 og fra 1999 til 2009.

Tjetjeniens bramfrie leder Ramzan Kadyrov, som er blevet holdt i temmelig stram snor af Putin, siden han blev indsat som fungerende statsminister i den russiske delrepublik, har været én af hans mest ivrige støtter

Men dette belyser også skrøbeligheden i Putins position som afgørende for at holde andre i skak.

Ramzan Kadyrov har ikke mange venner i Moskva ud over den russiske præsident, og han har vist sig som en førende kritiker af Ruslands militære ledelse - især forsvarsminister Sergei Shoigu. 

6. oktober fulgte han forslag fra Kiril Stremousov, den Moskva-støttede chef for det besatte Kherson, om at Shoigu skulle overveje selvmord med påstanden om, at general Oleksandr Lapin, en Shoigu-allieret, skulle sendes til frontlinjen for at »vaske sin skam væk med blod«.

Russiske soldater på grænsen til Kharkiv, Ukraine, februar 2022

Vi skal ikke helt udelukke muligheden for, at Rusland - hvis de taber krigen mod Ukraine - potentielt bliver meget svært at regere som en samlet nation. (Foto: Shutterstock)

Bekymringen her er, Ramzan Kadyrov vil blive meget svær at styre, hvis Putin forlader den politiske scene. 

Han har, hvad der svarer til hans egen private hær (som er loyale over for ham og har været indblandet i adskillige menneskerettighedskrænkelser). 

Og hvad mere er, kunne han blive tilskyndet til at udnytte et magtvakuum ved at søge større uafhængighed. Det er afgørende, fordi Ruslands multi-etniske sammensætning ikke har udraderet etniske identiteter og idéer om nationalitet.

Her kan vi tage ved lære af historien på to punkter:

  • Opløsningen af USSR i 1991 ikke blev bevirket af Sovjetunionens sidste leder, Gorbatjov, men snarere af Boris Jeltsin, daværende leder af Den Russiske Republik - den største del af USSR - og den første præsident for den nye Russiske Føderation. Mere generelt kom afslutningen på Sovjetunionen som følge af samtidige nationale revolutioner, hvor Ukraine, Belarus, de baltiske stater og de centralasiatiske tidligere republikker i USSR alle valgte selvstyre frem for at fortsætte med at være en del af det sovjetiske imperium.
     
  • USSR's kollaps blev starten på fire nye atombevæbnede stater: Belarus, Kasakhstan, Rusland og Ukraine. Men lærestregen fra Ukraine i 2022 - der var dét af de tre ikke-russiske lande, der i 1991 nærede størst modvilje mod at overdrage kontrollen over atomvåbnene på eget territorium til Moskva - er, at det er afgørende at beholde ethvert magtinstrument som potentiel forsikring.

Gradvist - og så lige med ét

Dét, sammen med den menneskerettighedsmæssige nødsituation, der ville opstå, er årsagen til, at et fragmenteret Rusland (eller et Rusland midt i en borgerkrig) vil sætte regional og global sikkerhed i en risikabel og ustabil position. 

Selv et lokaliseret brud vil uundgåeligt ske langs etniske linjer og potentielt skabe en række atombevæbnede aspirant-stater.

Og mens opløsningen af Sovjetunionen bogstaveligt talt ændrede kortet over Eurasien, vil enhver nutidig splintring af russisk magt potentielt være langt farligere, uden nogen som helst garanti for, at en potentielt blodig dominoeffekt vil kunne afværges.

Er det så spekulativt at tale om et fremtidigt russisk sammenbrud? Ja.

Er der evidens for, at det er nært forestående? Nej. 

Men på mange måder er netop det problemet: Når autoritære regimer imploderer, har de en tendens til at gøre det meget hurtigt og med lidt varsel.

Derfor er det i Ruslands tilfælde vigtigt at overveje alle mulige eventualiteter, selvom de på nuværende tidspunkt forekommer højst usandsynlige.

Om ikke andet er det altid bedre at blive positivt overrasket end at blive trængt op i krog af hændelser, som vi ubelejligt besluttede os for ikke at forudse.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

The Conversation

Alle må bruge og viderebringe Forskerzonens artikler

På Forskerzonen skriver forskere selv om deres forskning. Vi mener, det er vigtigt, at alle får mulighed for at læse om forskning fra forskerens egen hånd.

Alle må derfor bruge, kopiere og viderebringe Forskerzonens artikler udfra følgende enkle krav:

  • Det skal krediteres: 'Artiklen er oprindelig bragt på Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler'. Hvis artiklen bringes på web, skal der linkes til artiklen på Forskerzonen.
  • Artiklen må ikke redigeres og skal bringes i fuld længde (medmindre andet aftales med forskeren).
  • Du skal give forskeren besked om, at du genpublicerer.
  • Artikler, som er oversat fra The Conversation, skal have indsat en HTML-kode til indsamling af statistik i bunden. HTML-koden finder du i den originale artikel på The Conversations hjemmeside ved at klikke på knappen "Republish this article" ude til højre, derefter klikke på 'Advanced' og kopiere koden. Du finder linket til artiklen på The Conversation i bunden af Forskerzonens oversatte artikel. 

Det er ikke et krav, men vi sætter pris på, at du giver os besked, hvis du publicerer vores indhold (undtaget indhold fra The Conversation). Skriv til redaktør Anders Høeg Lammers på ahl@videnskab.dk.

Læs mere om Forskerzonen i Forskerzonens redaktionelle retningslinjer.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcasts herunder. Du kan også findes os i din podcast-app under navnet 'Videnskab.dk Podcast'.

Videnskabsbilleder

Se de flotteste forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om det betagende billede af nordlys taget over Limfjorden her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk