De foruroligende rapporteringer om Islamisk Stat-relaterede terrorcellers formodede overvågning af et belgisk atomkraftværk har ført til spekulationer om Islamisk Stats ambitioner som atommagt.
Atomvåben og beskidte bomber bliver ofte nævnt i samme åndedrag, men det er to helt forskellige teknologier.
En forståelse af forskellen på de to slags våben kan fæstne spekulationerne i virkeligheden og hjælpe os med at forudsige den mest sandsynlige retning, terroristgrupper som Islamisk Stat vil vælge fremover.
To slags atomvåben
Der findes to slags atomvåben: Fissions- og termonukleare våben.
- En fissionsbombe har en fissil sprængladning af eksempelvis uran og plutonium, der ved spaltning af atomkernerne udløser en voldsom energiudladning, hvilket udløser en nuklear eksplosion.
- Termonukleare våben adskiller sig fra atombomber, fordi det meste af energiudviklingen sker som følge af en sammensmeltning, fusion, af lette atomkerner ved en kædereaktion, i modsætning til fission eller atomspaltning. Her bliver kerner presset sammen, hvilket udløser en endnu større eksplosion.
Til dato er der ingen tegn på, at terrorgruppen har fået fat i fissile (spaltelige) stoffer. Hvis de får fingrene i radioaktive stoffer, vil det være muligt for dem at konstruere et fissionsvåben, selvom det vil være en enorm teknisk udfordring.
Beskidte bomber er en ‘lettere’ løsning
Selvom man kun har brug for et par kilo fissilt stof til at konstruere et højtudviklet fissionvåben, vil et våben bygget og designet af terrorister kræve langt mere. Termonukleare våben er alt for komplekse til, at en terrorgruppe er i stand til selv at udvikle en.
Det ville være en lettere løsning for terrorgruppen at konstruere en ‘beskidt bombe’.
En beskidt bombe er baseret på konventionelle, kemiske sprængstoffer, men indeholder radioaktive stoffer som bliver spredt over et større område ved eksplosionen.
I modsætning til egentlige atombomber ‘bidrager’ det radioaktive materiale i en beskidt bombe ikke til bombens sprængkraft; dets formål er alene at forurene omgivelserne med radioaktivitet som radioaktive isotoper cobalt, cæsium og americium, når bomben detoneres.
Terrorceller kan konstruere beskidte bomber
Den tjetjenske oprørsleder, Shamil Basayev, stod forrest, da en beskidt bombe blev begravet i en park i Moskva i 1995. Basayev truede med at forvandle Moskva til en ‘evindelig ørken’, medmindre hans krav blev imødekommet.
Bomben blev dog ikke detoneret. Episoden kan bedst beskrives som et terrorist-publicity-stunt; hvor man truede med at bruge ukonventionelle våben mod den russiske civilbefolkning.
Men den beviste også, at hvis en terrorcelle er målrettet nok, er den rent faktisk i stand til at konstruere en beskidt bombe.
Hvor farlige er beskidte bomber?
Selvom beskidte bomber ikke producerer katastrofale eksplosioner, kan de sagtens være dødbringende. Radioaktive stoffer producerer ioniserende stråling, som kan ødelægge kropsvæv og forårsage frygtelige kræftdannende mutationer.
Den fare, det radioaktive materiale udgør, er afhængig af, hvordan man bliver eksponeret for den, og hvilken type stråling den producerer.
Alfastråling er kun skadelig, hvis den indåndes eller indtages, mens andre strålingstyper – kaldet beta og gammastråling – kan trænge ind og skade væv, selv om komponenten er ekstern i forhold til legemet.
‘En af verdens værste radiologiske hændelser’
I 1987 stjal to mænd terapiudstyr fra en forladt kræftklinik i Goiania, Brasilien, fordi de troede, at de kunne tjene penge på det som skrot. Udstyret indeholdt en kraftig afskærmet cæsium-137 radioaktiv kilde, der producerede højintensiv gammastråling.
Da kilden blev fjernet fra hylstret, blev begge mænd eksponeret for gennemtrængende stråling. De arbejdede i flere dage på at fjerne cæsiummet; tiltrukket af det fascinerende blå lys fra en åbning, der normalt bliver anvendt til at dirigere stråling mod ondartede tumorer.
De fik diarré og kastede op, men det blev begrundet med madforgiftning. Mændene gav det radioaktive cæsium til deres familie og venner som gaver.
En far gav det glødende stof til sin datter, der legede med det i flere timer. Hun var én af fire personer, der bukkede under for strålingsskader kort tid senere.
20 personer udviklede akut stråleforgiftning, som er karakteriseret ved mavetarm-symptomer, immunsystemsforstyrrelser, bevidstløshed og død.
Enorm effekt, men ikke nødvendigvis mange dødsfald
(Foto: MD111/wikimedia, CC BY-SA)
De personer, der håndterede cæsiummet, udviklede desuden lokale strålingsskader såsom erytem (hudrødme), vabler og sår, afskalning af hud og vævsnekrose (tidlig død af celler i vævet).
Hændelsen skabte stor panik i Goiania. 112.00 personer søgte hjælp (10 procent af indbyggerne), hvilket overvældede den lokale sundhedstjeneste.
Omkostningerne, da man skulle fjerne de radioaktive affald, kom til at beløbe sig til mere end 70 millioner kroner, bygninger blev revet ned, og forurenet jord blev fjernet. Den offentlige frygt fyrede også op under en uofficiel boykot af lokalt producerede varer, som faldt i pris med 40 procent, og turismen kollapsede.
På trods af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) beskriver episoden som ‘en af verdens værste radiologiske hændelser’, blev kun fire liv tabt.
Men hvis man ser på den psykologiske effekt på befolkningen, den langvarige oprydning og økonomiske forstyrrelse, kan en beskidt bombe ikke desto mindre have enorme effekter.
På lang sigt er kontaminationens effekt stort set social. Offentlighedens frygt for at komme i kontakt med kontaminering har ført til diskrimination af de overlevende. Alligevel forblev raten af kræfttilfælde i Goiânia sammenlignelige med andre områder af Brasilien.
Håndtering af truslen
I modsætning til uran og plutonium, der bliver opmagasineret i anlæg med mange sikkerhedsforanstaltninger, og som er ekstremt svære for terrorister at få fat i, er der mange radioaktive stoffer, der har almindelige anvendelsesmuligheder.
Heriblandt udstyr til kræftbehandling på hospitaler, anordninger der benyttes til at bestråle fødevarer ved konservering, skadedyrsbekæmpelse og i røgalarmer.
Tilgængeligheden udgør en sikkerhedsudfordring. Men hvad kan vi gøre ved det?
En stærk reguleringsordning og effektiv kontrol af salg og transport af farligt radioaktive kilder kan helt sikkert mindske truslen.
Fornuftig bekymring – ikke hysterisk spekulation
Alternative teknologier kan undertiden erstatte de radioaktive kilder, der bliver anvendt til medicin.
En anden mulighed er at installere strålesporingsudstyr i havne og grænseovergange for at identificere uautoriseret transport af farlige stoffer.
En ting er sikker; det er lettere for terroristgrupperne at fremstille beskidte bomber end atomvåben.
Der er årsag til fornuftig og forsvarlig bekymring, snarere end hysteriske spekulationer om Islamisk Stats seneste aktiviteter i Belgien og ikke mindst Irak og Syrien.
I sidste ende, uden en effektiv regering er det uklart, hvem der kontrollerer de mange radioaktive kilder i regionen.
Robert J. Downes modtager støtte fra MacArthur Foundation og UK Department of Energy and Climate Change. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
