Prøv at bevæge din højre og venstre pegefinger om bag dit hoved og få dine fingerspidser til at ramme hinanden. Ja, det er ikke helt nemt i første forsøg. Prøv nu et par gange mere. Hvordan gjorde du dét?

Ville du være i stand til at gøre det uden at tænke over det imens?

Hvis du bliver bedt om at rette din opmærksomhed mod, hvad du gør, imens du bevæger fingrene mod hinanden, kan du beskrive, hvad du gør. Du kan beskrive, hvor dine fingre befinder sig, hvilken retning de bevæger sig i, og med hvilken hastighed du bevæger dem.

At du kan beskrive, hvad du gør, betyder, at du har ’bevægelsesbevidsthed’. Den synes at spille en vigtig rolle for, at du kan lykkedes med at få de to fingre til at ramme hinanden. Men hvilken rolle?

Er der nogle situationer, som altid kræver, at man har en bevidsthed om de bevægelser, man udfører? Er der situationer, hvor bevidsthed om ens bevægelser er en nødvendig betingelse for, at de kan udføres?   

Den type spørgsmål kan måske synes banale eller langt væk fra din hverdag. Men for mange af de 230.000 danskere, der lever med en hjerneskade, er det alt andet end banalt.

Her kan viden om, hvad der sker i hjernen, når vi forsøger at få to fingre til at mødes, være af afgørende betydning for, hvordan man tilrettelægger et genoptræningsforløb.

I sidste ende kan det endda have betydning for, hvorvidt man genvinder dele eller hele sin førlighed efter eksempelvis en hjerneblødning.

På et mere grundlæggende plan kan viden om det neurofysiologiske grundlag for vores bevægelsesbevidsthed gøre os klogere på bevidsthedens basale funktion - ét af de vedblivende mysterier for aktuel neurovidenskab.

Bevægelsesbevidsthedens mekanismer forsøger vi at blive klogere på i vores forskningsprojekt ’The Functional Role of Perception of Movements’.

Bevægelsesbevidsthedens dobbeltliv

Bevægelsesbevidstheden lever et mærkeligt dobbeltliv. På den ene side synes bevægelsesbevidsthed at være et konstant fænomen i vores liv og en nødvendig betingelse for indlæring af komplekse bevægelser.

På den anden side lader det til, at bevægelsesbevidstheden ikke spiller nogen nødvendig rolle i de neurofysiologiske mekanismer, der kontrollerer, at ens bevægelser når deres mål.

Så hvad er forholdet mellem vores bevidsthed og vores bevægelser?

Det er det grundlæggende spørgsmål, som vi prøver at besvare i vores forskning og i denne artikel.

Sanse- og motoriske signaler kan give oplevelse af bevægelse

Bevæg din hånd bag dit hoved igen. Når du har en oplevelse af bevægelse, kan din oplevelse stamme fra sansesignaler fra muskler og sener eller fra motorsignaler, som hjernen sender til rygmarven og videre ud til musklerne.

Vi ved endnu ikke, hvordan disse signaler kombineres og vægtes i vores oplevelse af bevægelse.

Neurofysiologisk ved vi en masse om, hvordan oplevelsen af bevægelser hænger sammen med aktiveringen af sanseorganer i muskler, sener hud og led, når man bevæger sig (se faktaboks).

Bevidste oplevelser af at bevæge sig hænger sammen med aktiveringen af alle disse sanseorganer. Men de motorsignaler, som hjernen sender til musklerne, for at disse kan trække sig sammen og skabe bevægelse, påvirker sandsynligvis også bevægelsesbevidstheden.

Endelig forsøger centralnervesystemet hele tiden at forudsige konsekvenserne af de bevægelser, kroppen laver. Disse signaler er også med til at påvirke bevægelsesbevidstheden.

Alle disse signaler (sansesignaler, motorsignaler og forudsigelsessignaler) bidrager til, at en person kan blive bevidst om, hvordan kroppen bevæger sig, hvor meget kraft der udvikles, hvilken retning en legemsdel bevæges, og hvor hurtigt denne forflyttelse sker.

Derfor er andre bedre til at kilde dig

Når mennesker udfører bevægelser, sender hjernen signaler fra den primære motoriske hjernebark til rygmarvens motor-neuroner. De sender signaler videre til musklerne, der trækker sig sammen, alt efter hvordan motor-neuronerne sender signaler.

Når musklerne trækker sig sammen, vil sanseorganer i musklerne, muskel-sene-overgangen og huden blive aktiveret.

Det har vist sig vanskeligt at studere, hvorvidt det er den ene eller anden type signaler, vi mærker – blandt andet fordi sammentrækningen af musklerne og sansesignalerne sker samtidig.

Samtidig tilpasser centralnervesystemet også vigtigheden af de sansesignaler, som det forventer at modtage fra kroppen, når en bevægelse udføres. Det sker ved at skrue op eller ned for, hvor meget sansesignalerne skal påvirke nervesystemet.

Eksempelvis føles det ikke så kraftigt, hvis man forsøger at kilde sig selv, som hvis andre gør det.

Centralnervesystemets justering gør det nemmere at opdage udefra kommende sansesignaler, som man ikke forventer og måske er nødt til at reagere på.

Videnskaben har altså endnu ikke et klart billede af, hvordan sansesignaler fra kroppen, motoriske signaler hjernen og neurale forudsigelser tilsammen frembringer en bevidsthed om bevægelse.

Det er ligeledes uklart, hvilken rolle oplevelsen af egne bevægelser spiller i vores indlæring af komplekse bevægelseshandlinger.

Bevægelser kan udføres på utallige måder

Når vi bevæger vores kroppe, sker det ved, at de omtrent 650 muskler, der er fæstnet til de 206 knogler, som findes i den voksne krop, trækker sig sammen og slapper af i vekslende mønstre.

Dette giver næsten uendelige mulige kombinationer af muskler, der kan trække sig sammen og slappe af i forskellige mønstre.

Selv en simpel bevægelse, som at række ud efter en kop, kan udføres på utrolig mange måder.

Prøv at lægge din hånd på bordet foran dig og forestil dig så, at du skal række ud efter en kop, som står længere inde på bordet foran dig.

Hvad er det første, du kan gøre? Du kan enten aktivere skulderens muskulatur, så du løfter hele armen. Du kan også løfte hånden som det første. Eller du kan vælge at bøje i albuen, så hele underarmen løfter sig fra bordet.

Alle tre muligheder er et første trin på vej hen imod at række ud efter koppen, men hvad du gør, er nok ikke noget, du normalt er bevidst om.

Hvis vi skulle overveje hver eneste bevægelse i en sådan detaljegrad, ville det være tæt på umuligt at gå en tur og samtidig snakke med en god ven.

Hvilke bevægelser kræver, at vi bevidst tænker over dem?

De fleste af os kan uden problemer række ud og gribe en kop foran os eller gå en tur uden at tænke videre over, hvordan vi sætter det ene ben foran det andet.

Men hvis vi pludselig blev sat ned foran et klaver og bedt om at spille en af Chopins klaversonater, vil det for de flestes vedkomne kræve en koncentreret, bevidst indsats, hvor man er nødt til at fokusere på fingrenes bevægelser de første mange gange, man øver dele af musikstykket.

Er det så et eksempel på, at bevidstheden om ens bevægelser har en funktion, nemlig at gøre en i stand til at indøve og raffinere bevægelser, som man ikke har været i stand til at udføre før?

Ja, vil mange af os nok have en tilbøjelighed til at mene. Men en række adfærds-, perceptions-, neuro- og psykologiforsøg peger dog på, at mennesker kan udføre og tillære sig endog temmelig komplekse handlings- og bevægelsesmønstre uden at være eksplicit bevidste herom.

Eksempelvis kan mennesker lære at udføre komplekse fingersekvensbevægelser, uden de er bevidste om, at de udfører disse både hurtigere og mere præcist.

Det er også vist, at det er muligt for mennesker at vælge en korrekt handling mellem flere mulige ud fra synsindtryk, som man ikke er bevidst om (se her og her).

Det er altså muligt for mennesker at udføre relativt komplekse bevægelser – eksempelvis at forsøge at gribe en kop, der ryger ud af et køkkenskab – uden at man bevidst beslutter sig for at udføre den pågældende handling.

Reflekser er ikke bare reflekser

Men er det ikke ’bare’ reflekser, der gør os i stand til at kunne gribe koppen? Der er naturligvis en vis grad af reflektorisk aktivitet forbundet med den type bevægelser.

Reflekser kan forstås som simple motoriske reaktioner på specifikke sansestimuli.

En række neurofysiologiske forsøg har dog vist, at reflekser ikke er statiske størrelser og tilpasser sig både akut og over længere tid.

Reflekser er altid nøje tilpassede den pågældende situation, som man eksempelvis kan se under gang, hvor størrelsen af ens reflekser afhænger af, om foden er i svæve- eller stand-fasen af et skridt (se her og her).

Forsøg har også vist, at hvis man bevidst forestiller sig en bevægelse uden at udføre en bevægelse, vil en refleks udløst i en muskel, der er involveret i den forestillede bevægelse, blive forøget (se her og her).

Så alt afhængigt af omstændighederne er refleksens størrelse tilpasset denne omstændighed.

Dermed overgår reflekser fra at være noget, der er uden for bevidst kontrol, til at være noget, der forandres og tilpasses situationen, og som kan være under bevidst kontrol.

Hvordan opmærksomhed kan ændre bevægelser

Måske er spørgsmålet om, hvorvidt man er bevidst om sine bevægelser, blot et spørgsmål om, hvad man er opmærksom på, mens man bevæger sig.

Når du forsøger at få dine fingre til at mødes bag hovedet, er du opmærksom på oplevelsen, og den er bevidst. Er det blot et spørgsmål om opmærksomhed?

Ens opmærksomhed kan bruges konstruktivt, hvis man gerne vil udføre og forbedre bevægelser. Hvis man eksempelvis kaster dartpile mod en målskive, kan man rette sit opmærksomhedsfokus på målskiven eller mod hånden, der kaster pilen.

Alt efter om man gør det ene eller andet, har det forskellige virkninger. Hvis man retter opmærksomheden mod målskiven, vil pilene samle sig og ramme tættere på hinanden.

Hvis man derimod retter opmærksomheden mod hånden, vil man kunne observere, at håndens bane i luften bliver mere ensartet, hvilket dog ikke nødvendigvis betyder, at pilene lander mere præcist. Den bevidste opmærksomhed har dermed stor indflydelse på typen af bevægelse, man udfører. Du kan mindske variationen af dét aspekt af bevægelsen, som du retter din opmærksomhed imod.

Graden af bevægelsesbevidsthed, kontrol af bevægelser og opmærksomhed på handlingens forskellige aspekter hænger dermed tæt sammen.

Dette er en vigtig indsigt for træning af bevægelser, for eksempel ved genoptræning efter en hjerneskade.

Hvad sker der nu?

Når vi bevæger os, har vi bevidste oplevelser af bevægelsernes retning, hastighed og kraft. Det er dog vanskeligt at påvise, hvilken rolle en sådan bevægelsesbevidsthed spiller i kontrollen og indlæringen af bevægelser.

Med projektet ’The Functional Role of Perception of Movements’ vil vi forhåbentlig blive i stand til at besvare nogle af følgende spørgsmål.

• Hvilke bevægelser er vi som mennesker nødt til at være bevidste om for at kunne udføre dem?
• Hvilke aspekter af en bevægelse er det, vi bør fokusere vores opmærksomhed imod, når vi bevæger os?
• Er det de nære kropslige oplevelser, som tryk på huden og stræk af musklerne?
• Eller er det snarere, hvor koppen står på bordet, og så gør kroppen resten helt selv, uden vi behøver tænke over det?

Denne skelnen mellem nære og fjerne aspekter af en bevægelse er måske vigtigere, når vi er i gang med at lære en ny bevægelse, for eksempel ny vanskelig tennisserv, end når vi er blevet eksperter på tennisbanen.

I sidste ende har det måske en stor betydning, både for hvordan et nyt tennistalent skal trænes, og hvordan genoptræning efter en hjerneblødning skal tilrettelægges.

Det tværvidenskabelige projekt ’The Functional Role of Perception of Movements’ er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond. Projektet er et samarbejde mellem Institut for Neurovidenskab og Sektionen for Filosofi på Københavns Universitet.