Du vågner fra en drømmeløs søvn, og verden toner frem.
Faktisk mere end en verden: Et helt univers fuld af farver, lyde og former samt ting du kan dufte, smage og røre ved, der alle er organiseret i en sammenhængende scene fyldt med objekter, steder og mennesker.
I midten af det hele er den unikke oplevelse, der udgør netop dig – oplevelsen af at være genstand for oplevelse, af at være et bevidst selv.
Hvordan det går for sig, hvordan denne opblomstring af subjektivitet står og falder med hjernen – en avanceret computer med en tofu-lignede tekstur – er én af videnskabens og filosofiens største udfordringer.
På en eller anden måde kan hjernen – der ligger indeni i kroppen, indeni verden – lige nu og her fremkalde en bevidst oplevelse.
Spørgsmålet er hvordan? Hvordan kan den typiske hjernes cirka 90 milliarder neuroner udløbe i en bevidst oplevelse? Hvorfor eksisterer noget som bevidsthed overhovedet? Er det overhovedet ‘noget’?
Bevidsthedens ‘hårde’ og ‘lette’ problemer
Mysteriet om, hvordan et arrangement af fysiske ting og sager kan generere eller understøtte en bevidst oplevelse, bliver ofte kaldt bevidsthedsforskningens ‘hårde’ problem.
Det er en mistanke – og et filosofisk argument – der har givet anledning til dette navn; atomernes og molekylernes – for ikke at tale om neuronernes – sprog vil aldrig nogensinde kunne krydse eller forklare kløften mellem den fysiske verden og den ikke-fysiske oplevelses tilsyneladende beskaffenhed.
\ Oplev Anil Seth live
I aften, fredag 26. oktober 2018, har du mulighed for at opleve denne artikels forfatter til Science & Coctails i København.
Tanken bag arrangement er et rykke videnskaben ud af det akademiske miljø og ind i det danske natteliv.
Oplægget bliver holdt på engelsk og har titlen ‘Consciousness, perception, and controlled hallucinations’.
Science & Cocktails finder sted kl. 20.00 på Byens Lys på Christiania. Læs mere om arrangementet her.
Intet vil nogensinde kunne forklare det ‘røde ved rødt’ eller varmen fra et bål; de mentale begivenheders subjektive aspekter, som filosofferne kalder ‘qualia’ (latin: ‘hvad slags’; kan mest enkelt defineres som, hvordan det føles at have en oplevelse, red.).
Det ‘hårde’ problem sættes sædvanligvis op mod det ‘lette’ problem, som er at finde ud af, hvordan hjernens komplekse kredsløb giver anledning til adfærd og myriaden af funktionelle evner i hjernen, der ligger til grund for opfattelse, kognition og handling.
Bevidsthedens ‘virkelige’ problem
Disse problemer betegnes kun som ‘lette’, fordi der i princippet ikke er nogen indvendinger mod løsningen af dem i forhold til fysiske mekanismer som netværket af neuroner.
Mekanismer forklarer funktioner – sådan foregår det i hvert fald som regel i videnskaben.
Det hårde problem er der derimod stadig ingen løsning på.
Min foretrukne tilgang til denne gåde er at fokusere på, hvad jeg lidt provokerende kalder bevidsthedens ‘virkelige’ problem.
Det er problemet ved at forklare bevidste oplevelsers egenskaber i forhold til hjernens og kroppens egenskaber.
Dette kaldes fænomenologiske egenskaber; for eksempel: Hvorfor er en visuel oplevelse, som den er, og ikke på en helt anden måde?
Det er ikke et ‘hårdt’ problem, fordi det ikke handler om at forklare, hvordan bevidsthed opstår fra fysiske systemer (eller måske omvendt).
Det er heller ikke et ‘let’ problem, fordi forklaringen ikke fokuserer på, hvad systemerne gør – deres funktionelle eller adfærdsmæssige egenskaber – men på hvad der tilsyneladende udgør den bevidste oplevelse.
Løsning på ‘uløselige’ problemer
Forskningen finder en måde at løse ‘uløselige’ problemer. Her er en ufuldkommen analogi med livet.
For ikke så længe siden troede mange, at det at være i live aldrig ville kunne forklares ved en fysisk mekanisme. Der var brug for en eller anden élan vital (livskraft, livsopsving).
Men så begyndte biologerne at gøre rede for levende systemers egenskaber i forhold til fysiske og kemiske mekanismer som metabolisme, forplantning og homøostase, og mysteriet, der omgærdede, hvad ‘liv’ er, begyndte at fortage sig.
Teorien om, at en videnskabelig, mekanistisk redegørelse for liv i princippet ikke er mulig, er nu praktisk talt helt forkastet.
Jeg indrømmer gerne, at liv ikke er det samme som bevidstehed. Men pointen er, at vi ved at dele problemet op i dets forskellige bestanddele kan skaffe os af med vores fornemmelse af forklaringens begrænsninger.
Med andre ord: Vi ved det ikke, før vi forsøger.
Opdeling af bevidstheden
Min forskergruppe ved University of Sussex, Storbritannien, deler bevidsthedsproblematikken op i tre dele:
- Det bevidste niveau: Hvordan forklarer vi forskellen mellem at være bevidst og ikke bevidst/bevidstløs som i forbindelse med drømmeløs søvn eller fuld narkose?
- Bevidst indhold: Hvordan forklarer vi en bevidst scenes subjektivitet med hensyn til hjerneprocesser? Det vil sige objekter, mennesker, steder samt deres duft, farver og former.
- Det bevidste selv: Hvordan forklarer vi den specifikke oplevelse af at være ‘dig’; af at være genstand for oplevelsen?
Vi har omtrent den samme strategi for hvert under-problem.
Ideen bag er at isolere et sæt relevante ‘forklaringsmål’; egenskaberne ved den bevidste oplevelse, som vi forsøger at forklare.
Derefter præciserer vi disse egenskaber ved hjælp af matematiske beskrivelser og beregningsmæssige modeller.
Til sidst bruger vi beskrivelserne og modellerne til at identificere hjerneprocesserne med de samme egenskaber.
Håbet er at bygge forklarende broer fra mekanisme til fænomenologi (filosofisk retning der tilstræber at erkende og beskrive fænomenerne, udelukkende som de opfattes af sanserne, red.) for at skabe en videnskabelige redegørelse for bevidsthed.
Matematik afmystificerer bevidsthed
Der er meget at fortælle om hvert af disse underproblemer, og måden de står i forbindelse med hinanden (en bog er endda på vej!)
I denne artikel kan jeg blot levere en smagsprøve.
For det bevidste niveau fokuserer vi på egenskaber, som alle bevidste oplevelser har til fælles; uanset indholdet.
Teorien er, at alle bevidste oplevelser simultant er særdeles informative (hver eneste bevidste oplevelse er én blandt et enormt udvalg af alternative muligheder) og særdeles forenede eller integrerede (hver bevidst scene opleves som en forenet helhed).
Denne kombination af ‘information’ og ‘integration’ kan skrives matematisk på mange måder og derefter overføres til data fra eksperimenter med hjerne-afbildning.
Resultatet er en ny generation af måleredskaber, der kan sætte tal på, hvor bevidst en person er.
Vi opfatter en slags ‘kontrolleret hallucination’
Disse redskaber ser meget lovende ud; for eksempel til at spore anæstesiens dybde og til at identificere resterne af bevidsthed efter voldsom hjerneskade.
Størstedelen af forskningsarbejdet foregår i forskellige laboratorier verden over.
For bevidst indhold er vores udgangspunkt, at perception ikke er en enkel aflæsning af sansedata, men snarere en slags ‘kontrolleret hallucination’; hjernens bedste bud på de ukendte og uerkendelige årsager til sansestimuli.
Hvis vi anskuer det på denne måde, er egenskaber, som vi typisk tilskriver en eksistens derude i verden – som for eksempel farve og form – faktisk egenskaber tilhørende interne modeller (eller forudsigelser), som hjernen bruger til at komme konstante, støjende, tvetydige og uklare sansesignaler i forkøbet.
Teorien har mange år på bagen – mindst helt tilbage den tyske filosof Immanuel Kant i slutningen af det 18. århundrede.
Nu er den igen relevant, i takt med at moderne, avancerede teknikker til at kortlægge hjernen og beregningsmæssig modellering gør os i stand til at afdække, hvordan hjerne udarbejder dens forudsigelser af verden, og for at granske hvordan forudsigelserne relaterer til og former vores bevidste oplevelser.
Selvet er endnu en ‘bedste-bud’-perception
Forskningen hjælper os også med at tackle usædvanlige perceptuelle tilstande, for hvis normal perception er en slags ‘kontrolleret hallucination’, så er hallucinatoriske oplevelser (som psykose og psykedelika) en slags ‘ukontrolleret perception’, hvor hjernens forudsigelser vrister sig fri af sansedataenes tøjler.
Afslutningsvis er det bevidste selv, og hovedindsigten her er, at selvet ikke er en separat enhed (en sjæl?), som opfatter.
Selvet er en yderligere perception, yderligere en hjernebaseret ‘bedste bud’ på årsagerne til sansestimuli.
Denne gang kommer sansestimuliene overvejende fra kroppen af kød og blod, så hjernens forudsigende modeller har mindre at gøre med at regne ud, hvad ‘der er derude’, og mere at gøre med at kontrollere og regulere sansestrømmen.
Fra denne synsvinkel reflekterer basale oplevelser af ‘at være en krop’, hvor godt eller hvor dårligt hjernen formår at holde sig selv og kroppen i live.
Et godt eksempel er ‘gummihånds-illusionen‘, som ved hjælp af et ganske enkelt trick (en gummihånd stryger en menneskehånd) genererer oplevelsen af, at gummihånden på en eller anden måde er en del af kroppen. Forsøget viser, at selv en meget grundlæggende oplevelse af, hvad der er kroppen, og hvad der ikke er kroppen, er en slags kontrolleret hallucination.
Ifølge forskerne opstår illusionen efter et par minutter med samme berøring på både den rigtige og den falske hånd. Den visuelle information lægges sammen med berøringen på hånden, og hjernen tror fejlagtigt, at gummihånden er en del af kroppen.
Fri vilje, identitet og selvfølelse er genstande for debat
For mig er holdningen til selvet den mest tranformative del af al den forskning, jeg har været involveret i, fordi det når ind til selve kernen af, hvordan vi ser os selv malet på og i den fysiske verdens store lærred.
Mine følelser omkring personifikation og emotion, min identitet som menneske, selv min dybt inkarnerede følelse af ‘fri vilje’ og handlekraft – alle disse fundamentale aspekter af selvet fremstår som forskellige måder, hjernen genererer og implementerer prædiktive (som kan forudsige, red.) modeller for at maksimere sandsynligheden af at forblive levende.
Intet af det underminerer det menneskelige selvs værdi eller etiske status, men sætter det i en fyldigere kontekst; en kontekst, hvor vi er mere en del af, og mindre adskilt fra, resten af den fysiske verden.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Videnskab og kunst er ikke rivaler
Jeg vil afslutte dette korte essay med en video produceret i år for Future of StoryTelling Summit i New York, der flytter fokus fra videnskaben til kunsten.
Man taler ofte om det spændte forhold mellem ‘reduktiv’ (som reducerer, forenkler) videnskab og ‘humanistisk’ kunst, men det er blot en forestilling.
Videnskab og kunst er lige partnere i jagten på varige svar på den menneskelige oplevelses beskaffenhed og mening.
Bevidsthedsforskningen repræsenterer denne fælles mission på den mest levende måde.
Denne korte videoanimation udforsker nogle af de fascinerende fælles fodslag mellem neurovidenskab, billedkunst og historiefortælling:
Consciousness and Creation: The Neuroscience of Perception from Future Of StoryTelling on Vimeo.
Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
