3-årig stemplet som psykopat: Sådan fik børn diagnoser før i tiden

I maj 1943 bliver en dreng på tre år indlagt på Rigshospitalet.

Han er 'vanskelig i hjemmet' og kan ikke enes med sine søskende, som han slår og bider.

Og der er store raserianfald, hvis man prøver at irettesætte ham.

Et par uger efter bliver diagnosen stillet: Han lider af psykopati.

Eksemplet er langt fra enestående og stammer fra en ny historisk gennemgang af, hvordan danske børn tidligere flittigt har fået tildelt diagnosen psykopat.

En betegnelse for en mental tilstand, der trækker tråde helt tilbage til 1800-tallet, men som først for alvor slår igennem i Danmark omkring 1911.

»Dengang var det en ekstrem bred diagnose. Den gjaldt børn, der blev anset som ’moralsk defekte’ ved eksempelvis at være ulydige, hæmmede, usikre og udadreagerende.«

Jesper Vaczy Kragh, der forsker i psykiatrihistorie på Syddansk Universitet, står bag den historiske gennemgang af psykopati hos børn herhjemme.

»I dag ville mange af børnene formentlig slet ikke have fået en svær psykiatrisk diagnose.«

Børn blev indlagt med voldsomme voksne

Det var den danske psykiater August Wimmer, der introducerede psykopatibegrebet i Danmark.

Han var inspireret af den tyske psykiater Emil Kraepelin, der arbejdede med diagnosen i sin lærebog Physchiatrie fra 1896, som fik stor indflydelse i Danmark og Europa.

De tyske teorier fik August Wimmer til at lave flere undersøgelser af det mentale helbred hos børn, der var anbragt på børnehjem herhjemme.

I slutningen af 1920’erne viste hans analyse af adfærden hos knap 300 danske børnehjemsbørn, at over halvdelen af børnene havde såkaldte ’sjælelige mangler’.

Mellem 13 og 17 procent af drengene og cirka 50 procent af pigerne led af psykopati, lød Wimmers konklusion.

»I 1940’erne var psykopatibegrebet så udbredt, at man begyndte at indlægge børn sammen med voksne på hospitalerne,« fortæller Jesper Vaczy Kragh.

»Det betød, at børn kunne ligge side om side med stærkt udadreagerende voksne, der ofte var psykotiske.«

Et nyt børnesyn dukker op

I 1950’erne begynder en anden psykiater at få gennemslagskraft i Danmark – den østrigske læge og psykiater Sigmund Freud.

»Han introducerer psykoanalysen og får vores øjne op for betydningen af barndom og tidlig tilknytning mellem forældre og børn,« siger Jesper Vaczy Kragh.

Det bliver starten på en bevægelse mod et markant anderledes børnesyn.

Psykiatrien ser ikke blot på børns adfærd, men på mulige årsager dertil i både miljø, opvækst og genetik, forklarer Per Hove Thomsen, der er professor i børne- og unge-psykiatri på Aarhus Universitet.

»Man begyndte at se på børn som ikke bare små voksne, men som mennesker på forskellige udviklingstrin, der alle har værdi i sig selv. Og se på barndommen som mere end udelukkende forberedelse til voksenlivet,« siger han, der også er overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Psykopati eksisterer ikke som diagnose nu

Vi skal helt frem til 1980, før psykiatrien herhjemme stopper med at bruge psykopati som en officiel diagnose.

»Og der findes stadig masser af populærvidenskab om psykopati og tests, man kan tage på nettet. Så idéen om, at folk er psykopater, hænger ved,« siger Jesper Vaczy Kragh.

I dag har vi andre betegnelser for den adfærd, der før kom under kategorien ’psykopati’.

»Vi har noget, der kaldes adfærdsforstyrrelse eller ’conduct disorder’ på engelsk. Det beskriver adfærd, der indeholder grove brud på samfundsnormerne. Eksempelvis meget voldsom og krænkende adfærd mod andre. Men vi kalder det ikke psykopati,« forklarer Per Hove Thomsen.

I det hele taget kan den historiske gennemgang bruges til at få øjnene op for, hvad diagnoser skal kunne, mener Per Hove Thomsen.

»Psykopati ramte ikke plet i forhold til at beskrive en tilstand, lave en prognose for, hvordan tilstanden udvikler sig, og give en mulig behandling. Det blev et stempel og ikke noget brugbart.«

Vi er blevet klogere

Heldigvis er vi blevet klogere siden dengang, mener begge forskere.

»Der var også engang, hvor man troede, at kvinder, der udviste vrede, var syge, og man kaldte det ’hysteri’ eller talte om ’neuroser’,« påpeger Jesper Vaczy Kragh.

»Homoseksualitet var en psykiatrisk diagnose frem til 1980. Men de begreber og den forståelse bruger man ikke længere.«

Professor Per Hove Thomsen har samme pointe.

»Psykopati-diagnosen var alt for bred. Det ved vi nu, fordi vi står på meget mere viden, end vi gjorde dengang. Heldigvis.«

Samtidig sætter den historiske gennemgang nutidens diagnoser i perspektiv, mener Jesper Vaczy.

»Det er interessant at tænke på, at nogle diagnoser kan have kæmpe forklaringskraft og indflydelse i 70 år for så at forsvinde i takt med samfundsmæssige ændringer,« siger han.

Per Hove Thomsen peger på, at der er kommet markant mere fokus på mental trivsel hos børn – både i samfundet og blandt forældre.

»Det ser jeg som et sundhedstegn. Vores måder at diagnosticere på i dag er langt mere forfinede end dengang, jeg startede som psykiater i 1990’erne,« siger han.

»Der er sket så meget, og det kan vi være stolte af.«