Sådan kan du hjælpe med at løse forskningens mysterier

Opklaring af videnskabens mysterier er forbeholdt de heldige og hårdtarbejdende få: De der tog en forskeruddannelse og fik job på et universitet, en forskningsinstitution eller i en medicinalvirksomhed.

Det skulle man i hvert fald tro. For forskning kræver jo både viden om alt det, forskningen hidtil har fundet ud af på området, om forskningsfeltets intense debatter og om videnskabelige metoder og datakilder.

Men faktisk er der en lang række muligheder for, at mennesker uden specialviden kan blive en del af forskningsverdenen.

Og for forskerne er det samtidig med til at give afgørende input, fortæller en kvantefysiker, en biokemiker og en arkæolog, som Videnskab.dk har talt med.

»De er en ressource af intuition,« siger Jacob Sherson, der er lektor på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

I hans forskning i kvantemekanik er borgeres input afgørende for at skabe forskningsresultater – samtidig får han også meget ud af, at skulle forklare sin forskning.

»Vi lærer som forskere meget af at skulle præsentere vores forskning på en måde, så det er muligt for almindelige mennesker at forstå. Det får os også til at tænke på vores egen forskning på en ny måde,« siger Jacob Sherson.

En anden dansk forsker, der inddrager borgere i sin forskning, er professor i plantebiokemi Birger Lindberg Møller fra Københavns Universitet. Han har involveret sig i nogle af de gør-det-selv-miljøer – såkaldte biohacker-grupper – der er opstået inden for biologien verden over. De består typisk af biologi-interesserede borgere med vidt forskellig baggrund, der sammen udvikler nye biologiprojekter, hvor alle bidrager med idéer og forskellig viden.

»Alle mennesker har noget godt i sig, vil gerne gøre en forskel og bidrage med noget. Har en eller anden kompetence. Man stiller sig selv til rådighed for andre, når man går ned i en biohacker-gruppe og bliver grebet af den positive tilgang, alle kommer med,« siger Birger Lindberg Møller.

Han har blandt andet støttet en gruppe studerendes udvikling af pris-vindende rum-mos, der kan gro på Mars.

Menneskehjernen slår computere

Hver for sig bruger Jacob Sherson og Birger Lindberg Møller vidt forskellige metoder til at inddrage udenforstående i deres forskning.

På Aarhus Universitet har Jacob Sherson som leder af universitetets center for brugerdrevet forskning (kaldet CODER - det står for Center for Community Driven Research), specialiseret sig i at bygge computerspil, der involverer almindelige borgere så meget som muligt i en række forskellige forskningsprojekter.

For Jacob Sherson startede interessen for borgerinddragelse, da han gik i gang med at finde måder at bygge en kvantecomputer. Sammen med sin forskergruppe udviklede han et computerspil – Quantum Moves – hvor folk uden forskerbaggrund kunne bidrage til at finde løsninger på, hvordan man får kvantecomputerne til at fungere.

I spillet – der er spillet omkring 400.000 gange – skal spilleren flytte et kvantepartikel gennem en bane, hvor kvantemekanikkens love gælder. Det samme har forskerne brug for at gøre i virkeligheden for at få kvantecomputere til at virke. Når en spiller kommer med en god løsning på et problem i spillet, gemmes denne i en database, og forskerne afprøver de gode løsninger i virkeligheden.

»Det ville være rigtigt dyrt at sætte en computer til at prøve alle løsninger af. Det kan vi ikke,« siger Jacob Sherson.

Computeralgoritmer er nemlig gode til at finpudse gode løsninger og gøre dem helt perfekte. Men at finde frem til de gode løsninger, der skal finpudses, er svært for computere – det er mennesker langt bedre til.

Uden menneskelig instruktion om, hvor de gode løsninger ligger, er computeren nemlig nødt til at starte fra en ende af på at beregne alle løsninger i verden – og det tager tid.

Behøver ikke at have læst fysik

En af spillerne, der ivrigt har kastet sig over Quantum Moves, er Susanne Bernth. Godt nok har Susanne Bernths arbejdsdage ikke meget med forskningsverdenen at gøre. De forløber i højt tempo i investeringsafdelingen i en dansk fond. Men når hun kommer hjem og skal slappe af, så er det med nogle af kvantefysikkens endnu uløste mysterier.

»Man kan bidrage meget. Man behøver ikke at have læst fysik eller have en forestilling om, hvordan en kvantecomputer kommer til at se ud for at kunne bidrage til delelementer og komme med alternative løsningsmuligheder på problemstillinger. Det, synes jeg, er spændende. Det er ikke mit erhverv, men det er interessant at kunne bidrage til sådan noget,« siger Susanne Bernth.

Susanne Bernth er ikke bare en ivrig spiller af onlinespillet, der kan findes på forskergruppens hjemmeside – ifølge forskerne er hun også indehaver er rekorden som den bedste spiller i Quantum Moves-spillet.

»Vi har flere spillere, der gør nogenlunde det samme for at løse problemerne. Og det overraskede os, at de gør noget andet, end vi troede, de skulle,« siger Jacob Sherson.

»Vi kan se, at hun (Susanne Bernth, red.) og to andre spillere har brugt hinanden og udfordret hinanden på forskellige baner og har hjulpet hinanden til at blive bedre. Når vi kan se, at de kommer ind i toppen af high scoren, så er det nogle af de løsninger, vi piller ud og kan bruge,« siger Jacob Sherson.

57.000 bidrag til forskningsartikel

Med spillet går forskerne fra Aarhus Universitet i samme retning som en række andre, der har brugt input fra computerspillere til at forbedre deres forskning. Forskere fra University of Washington lancerede for eksempel i 2008 spillet Foldit, hvor spillere skal folde proteiner.

Da forskerne to år senere publicerede en forskningsartikel i Nature, kunne de samtidig takke mere end 57.000 spillere, der havde bidraget til resultatet.

For Jacob Shersons forskergruppe er visionen at skabe en række forskellige forskningsspil, der kan trække folk ind i forskningsmiljøerne – ikke bare kvantefysik.

De har tidligere i 2015 lanceret opfølgeren til Quantum Moves – Quantum Minds – der handler om at forstå hjernens indlæringsmetoder. Alle forskergruppens spil kan findes på scienceathome.org/play/

Susanne Bernth har haft fingre i både Foldit og begge Quantum-spil. Hun synes det er interessant, at bidragene fra brugerne munder ud i forskningsartikler.

»Jeg læser de fleste af de artikler, de kommer på hjemmesiden om forsøgene på at lave kvantecomputere. Det tekniske interesserer mig, uden at jeg bliver fysiker af det,« siger Susanne Bernth.

Bio-hackere giver hurtige input

Inden for biologien har professor i plantebiokemi Birger Lindberg Møller fra Københavns Universitet også grebet muligheden for at inddrage borgere.

Han er kommet med gode råd og har hjulpet til med opbygningen af forskellige biohacker-miljøer, hvor engagerede og nysgerrige amatører og unge studerende kan møde op med en god idé og en interesse for biologi og udvikle nye produkter, eksperimenter og endda kunstprojekter i samarbejde med eksperter. Danske biohackere har udviklet projekter lige fra fra maling med bakterier til udvikling af alge-drinks.

Birger Lindberg Møller synes, det giver anledning til mange gode diskussioner og bliver selv inspireret på en ny måde.

»Biohacker-miljøerne kan agere meget hurtigt. I universitetssystemet skal man sende en ansøgning ind, når man vil i gang med et nyt projekt, og så er behandlingstiden ofte et helt år, inden man får besked, om man får tildelt en bevilling. Det er ganske anderledes, når en række mennesker stiller deres arbejdskraft gratis til rådighed. Under ebola-epidemien i Afrika var der akut mangel på sikkerhedsdragter til sygeplejersker og læger - og dragterne var meget dyre. Så var der en biohacker-gruppe i USA, der udviklede billigere ebola-dragter, og selvom de ikke var officielt godkendt, var de nok bedre end ingenting« siger Birger Lindberg Møller.

Birger Lindberg Møller ser en klar fordel i, at biohacker-miljøerne – hvor amatører og forskere arbejder sammen – kan handle langt hurtigere end en forsker på et universitet kan på egen hånd.

Men ud over muligheden for at bidrage til et dynamisk og engageret miljø af frivillige, ser Birger Lindberg Møller også klare fordele for ham som forsker ved at være til stede i et miljø, hvor der er folk uden for universitetsverdenen.

»Hvis man involverer såkaldt almindelige mennesker i sin forskning, så de ved hvad den drejer sig om, hvad der er svært og hvad der er af usikkerheder – så vænner man også folk til de usikkerheder, der altid er og får dem diskuteret og dermed en stillingtagen, der ikke er sort eller hvid,« siger Birger Lindberg Møller.

Hans egen forskning inden for syntesebiologi er rettet mod at udvikle lysdrevne biologiske systemer til fremstilling af medicinske stoffer.

Her har han lært, at folk opfatter det som bedre at producere stofferne i alger, blågrønalger eller mos i stedet for i bakterier.

»Inddragelse er utrolig vigtig – for lige pludselig sidder Edith og siger, 'det er da ikke rigtigt at gøre det på den måde, det er ondt at gøre det sådan', og på den måde får man nogle andre tanker meget tidligt i forskningsprocessen, hvor det er lettere at tilpasse ens fremgangsmåder, end at skulle gøre det når man står med et færdigt produkt og må indse, at der ikke er nogen begejstring for det eller ønske om at bruge det,« siger Birger Lindberg Møller. På den måde bliver samarbejdet med biohacker-miljøer til gavn for begge parter.

»Det er sandelig gensidigt. Når jeg får at vide, at det virker mærkeligt at gøre det på en bestemt måde, og at folk synes, det er bedre at bruge alger end bakterier, så er det input meget tidligt i projektdesignet. Det kan være godt at få folks kommentarer. Jeg bruger tid på det, men jeg får meget tilbage. Men man kan ikke planlægge, hvordan det sker. Det er en langsigtet investering.«

Guldgruben på Bornholm

På Bornholm er frivillige også værdsat, for her står arkæolog og museumsinspektør ved Bornholms Museum Finn Ole Sonne Nielsen med en guldgrube og et problem.

Guldgruben er efterladt af driftige handelsfolk, der udnyttede Bornholms unikke placering i Østersøen til at føre omfattende handel og gjorde øen rig.

Placeringen betød også, at Bornholm blev angrebet langt oftere end andre rige områder af Danmark, og når fjender dukkede op, var folk hurtige til at grave værdigenstandene ned. Det var ikke altid, at folk overlevede plyndringerne og mange af de skjulte skatte ligger der endnu.

Problemet er til gengæld, at der er alt for meget at finde i landskabet, til at de professionelle arkæologer kan nå at finde det hele selv.

»Der er et kæmpe misforhold mellem det vidensgrundlag, vi har, og så det, man kan gå ud og samle op, hvis man går ud i landskabet og finder kilderne, altså vores arkæologiske fund. Jeg har brugt frivillige til at hjælpe med at få viden ved at gå med metaldetektorer og finde den historie, der ligger gemt i jorden. Det har givet resultater, der er helt overvældende,« siger Finn Ole Sonne Nielsen.

Blandt de frivillige arkæologers største fund er guldgubberne (guldfigurer fra 550 til 700 e.v.t.) ved jernalderbopladsen Sorte Muld nær Svaneke på Bornholm og fundene af de næsten 5.000 år gamle dekorerede solsten, der er unikke for Bornholm.

Amatørarkæologer væltede sig i fund

Finn Ole Sonne Nielsen, der forsker i Bornholms forhistorie frem til Middelalderen, modtog i maj 2015 Nationalmuseets prestigefyldte Westerbypris for sin forskning og sit arbejde med amatørarkæologer.

Tanken om at inddrage frivillige i arkæologien startede allerede i 1980, hvor han samlede en gruppe af interesserede.

»Vi fik fat i en gruppe, som var ekstremt aktiv. Vi væltede os i fund,« siger Finn Ole Sonne Nielsen, som skrev speciale om gruppens fund på Bornholm i 1983. Flere af de 14-15-årige, der startede som amatørarkæologer dengang, er stadig aktive, og i dag er der 70 frivillige på Bornholm, fortæller Finn Ole Sonne Nielsen.

»Arkæologi er ikke helt på niveau med brandmand eller politimand, men der er mange, der går med en drøm om det, og for mange bliver det ikke til noget. Men de har en mulighed for som fritidsarkæolog at udleve den drøm ved at arbejde sammen med professionelle og gøre en forskel. Det oplever jeg, at der er mange, der er glade for,« siger Finn Ole Sonne Nielsen.

Foredrag og pølser til fritidsarkæologerne

For at engagere de frivillige laver han aktiviteter lige fra at organisere sociale arrangementer med grill, pølser og brød på udgravningspladsen til at arrangere kurser og foredrag.

»Jeg sørger for, at de hele tiden bliver fodret med information. Det nytter ikke, at samarbejdet er envejs, så det kun er arkæologen eller videnskabsmanden, der lukrerer. Det holder ikke ret længe. Man skal hele tiden sørge for godbidder og at de involverede føler, at de gør en uvurderlig indsats,« siger Finn Ole Sonne Nielsen.

Mens Finn Ole Sonne Nielsen har fået meget ud af sit samarbejde med frivillige, er hans råd til andre forskere, at de huske, at det kræver en betydelig investering at inddrage udenforstående i forskning.

»Man skal meget nøje overveje, hvad man får ud af det. Det er en investering, hvor man skal så, før man kan høste. Det kan betale sig, hvis man har tiden til det, men det er ikke i al forskning, man har det. Men hvis man kan uddanne de frivillige og få et samarbejde, hvor de også føler, at de bliver beriget, så kan det betale sig,« siger Finn Ole Sonne Nielsen.

Jacob Sherson har færre forbehold, da Videnskab.dk spørger, om han har et råd til andre forskere, der overvejer at inddrage offentligheden i deres forskning:

»Smid frygten væk for, om det kan blive til noget fornuftigt. Gør det! For der kommer så mange overraskelser, at man ender et helt andet sted, end man troede, man ville hen. Kast dig ud i den proces – det giver altid noget,« siger han.