Unge udkantsdanskere uddanner sig - og knuser hjemstavnen

For unge mennesker i udkantsbyer, hvor det dominerende hovederhverv ikke længere kan tilbyde befolkningen arbejde og fremtid, rykker afskeden med familien, vennerne, byen og slægten nærmere for hvert nyt uddannelsestrin.

Når de unge sidder i toget eller rutebilen på vej til 10. klasse og gymnasierne i regionens uddannelsescentrum, er turen ikke blot en midlertidig adskillelse fra deres hjemstavn.

For en del af dem er den et endnu ubevidst varsel, som deres forældre måske allerede har erkendt, om en større afsked, når studenterhuen er smidt højt mod himlen. Uddannelsen er en dannelse væk fra lokalsamfundets overalls, fysiske arbejde, sovs og kartofler og tunede knallerter.

»De unge skal næsten bogstaveligt talt køre scooteren i havnen for at komme videre i uddannelseslivet,« siger ph.d.-studerende Sune Jon Hansen fra Institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet.

Forældre kan godt se behovet for uddannelse

Han har i løbet af 3,5 måneders feltarbejde i en vestjysk havneby, hvor fiskeriet tidligere dannede rammen for alles liv, interviewet unge, forældre og fiskere til sin ph.d. om, hvad der sker med et lokalsamfund, når det tidligere hovederhverv ikke længere kan opfylde sin rolle.

»Paradokset er, at mange forældre på den ene side godt kan se, at uddannelse er blevet en nødvendighed for deres børns fremtid, men på den anden side på mange måder er med til at lægge byen øde,« siger Sune Jon Hansen.

De unge lever i en anden verden

De unge i byen er formet af slægtninge, der har levet livet på havet og havnen. For disse beslægtede familiemedlemmer har havet dannet rammen om deres tilværelse.

Men for disse unge, der ikke er ombord på kutterne eller kæreste med en fiskerknægt med egen bil, vil havet aldrig komme til at spille den samme rolle.

De lever i en anden verden, hvor fremtiden ligger i karakterer og verificerbare kompetencer. Hele deres valg, deres identitet, rummer en automatisk afvisning af det liv, der en gang blev levet i byen, der opstod om havnen ud mod det uberegnelige Vesterhav.

Uddannelse skaber afstand til forældrene i udkantsdanmark

»Det er en by, der er opstået omkring havnen. Fiskeriet har været det altdominerende erhverv i generationer. Hierarkisk var dem på havet øverst, dem på havnen i midten, og dem i andre erhverv nederst.«

»Men nedgangen i fiskeriet er sket parallelt med de generelle samfundsmæssige krav om uddannelse. Udannelse erstatter fiskeriet, som ikke krævede egentlig uddannelse, men var noget, man lærte i blæsten på havet, og som i høj grad var i opposition til skolebænken og stillesiddende arbejde,« siger Sune Jon Hansen.

Blandt andet derfor rummer uddannelse, som nærmest er den eneste mulighed for ungdommen, en begyndende afstand mellem forældrene og deres børn.

»Fortællingen om, at uddannelse er vigtig, har bidt sig fast. Forældrene ved godt, at deres børn skal tage en uddannelse. Men paradokset er, at jo mere børnene uddanner sig, desto større er sandsynligheden for, at de forlader byen. Dermed bliver afstanden mellem børnene og familien ikke bare større, men byens deroute fortsætter også,« siger Sune Jon Hansen.

Skolen markerer mental adskillelse

Samtidig repræsenterer skolen også en anden afstand, der på sin vis er endnu større. En mental adskillelse mellem forældre og unge, og de kompetencer og den viden, som er nødvendig for tilværelsen.

»Forældrene er rundet af havnen, som repræsenterer det modsatte af skole. På havnen og havet praktiserer man et erhverv. Man lærer ved at være fysisk til stede med kedeldragt, olie på hænderne og blæst i ansigtet.«

»Skolen står for noget markant andet, og det bliver fremmedgørende og afstandsskabende mellem ungdommen og deres forældre. De unge bliver ikke nødvendigvis klogere, men de bliver kloge på noget andet, som forældrene måske ikke har så nemt ved at forstå,« siger Sune Jon Hansen.

Uddannelse gør verden større

Uddannelse handler ikke blot om at forøge sine muligheder på arbejdsmarkedet. Det handler om at ændre noget af sig selv, og for de fleste unge i udkantsområder betyder det også at efterlade gamle måder at gøre tingene på.

»Det handler om at slippe af med dialekten, som ofte forbindes med, at man må nøjes med håndsarbejde i stedet for åndsarbejde. Det handler om påklædning og hygiejne; om at klæder gør folk, og at kedeldragter, olie og fisk, havet og havnen, ikke hører til i uddannelsessystemet.«

»Det handler om transport; om at køre på knallert og scooter uden hjelm, købe bil straks man bliver 18 år i modsætning til at tage toget og bussen. Det handler om arbejdsetik; om at tjene sine egne penge, at arbejde efter skole og i ferierne frem for at studere. Det handler om madvaner; om at uddannelsessystemet lancerer sundhed og økologi, hvor lokalsamfundet har præferencer for sovs og kartofler. Det handler om medievaner; om at fokus skal flyttes fra lokale nyheder til nationale og internationale nyheder,« siger Sune Jon Hansen.

Det handler kort sagt om, at verden bliver en anden, og nogle vil måske mene, at verden bliver større.

Uddannelse er devalueret i lokalsamfundet

I modsætning til det står en slægt, der i velmagtsdagene netop definerede sig selv i modsætning til det uddannede kulturelle borgerskab.

I de gode tider tjente fiskerne langt mere end deres uddannelsesniveau strukturelt berettigede til.

»At ufaglærte har klaret sig bedre økonomisk end folk med uddannelse har derfor historisk betinget det lokale sociale hierarki og på mange måder devalueret betydningen og værdien af uddannelse. I mit materiale optræder en række fortællinger, om hvordan man i de gode tider i 60’erne og 70’erne tog til den nærmeste storby eller endda til København og markerede sin rigdom på de fineste restauranter og hoteller: ’Hold kæft, de stirrede noget, når man kom anstigende der og bestilte champagne og det hele,’ som en pensioneret fisker sagde,« fortæller Sune Jon Hansen.

Markerer slutningen på en æra for udkantsdanmark

Fiskerne har med andre ord gjort en dyd ud af, at de med ringe uddannelse, hårdt arbejde og knofedt har kunnet opretholde en livsførelse, der overgik parnassets.

Men de gode tider er forbi, og børnene i toget eller rutebilen mod regionens uddannelsescentrum har hele derouten med i skoletasken.

»På et niveau er de unges nærmest uundgåelige tilvalg af uddannelse en afvisning af familiens, oftest særligt den fædrene, arv. Det udfordrer familiens klasseidentitet og er en snigende markering af dens underordnede position i det sociale rum, der ikke længere kun omfatter det lokale.«

»Verden og videnssamfundet uden for havnebyen devaluerer det manuelle arbejde og markerer afslutningen på en æra. Lokalsamfundet kan ikke længere holde på sine unge, fordi havnen ikke længere er, hvad den har været,« siger Sune Jon Hansen.

Sune Jon Hansen forventer at have sin ph.d. klar om et år. Hvilken by, der er tale om i artiklen, er redaktionen bekendt.