Dansker jager Grækenlands fortid under vandet
Danske Bjørn Lovén leder udgravningen af verdens måske vigtigste antikke handelshavn. Der er så meget at arbejde med, at det ikke bliver færdigt i hans levetid.

Kom med under vandet til udgravningerne af havnebyen Lechaion (Video: Youtube/Carlsbergfondet).

»Ikke alle har råd til at tage til Korinth,« lyder et græsk mundheld fra antikken.

For at rejse til Korinth skulle man nemlig have en stor pung. Bystaten lå på tangen mellem det græske fastland og halvøen Peloponnes og kontrollerede søfarten mellem det østlige og vestlige Middelhav.

Skibsfarende kunne lægge til ved Korinth og få slæbt skibet sikkert ud på den anden side og dermed spare turen rundt om den græske halvø - en farefuld færd i et lumsk hav.

»Sejler du omkring Kap Malea, så glem dit hjem,« skrev geografen Strabon ildevarslende om turen syd om halvøen i 1. årh. f.v.t.

Det nød korinterne godt af, for de tog sig godt betalt, og indtægterne gjorde havnebyen Lechaion til en gylden forretning. Og det nyder danske Bjørn Lovén fra Københavns Universitet godt af i dag, for den klassiske arkæolog står nemlig i spidsen for udgravningen af den antikke havn.

Udgravninger i Lechaion

- Bystaten Korinths hovedhavn Lechaion var en af den antikke verdens vigtigste handelshavne og blev grundlagt cirka 600 f.v.t.

- Placeringen mellem halvøen Peloponnes og fastlandet gav Korinth kolossale indtægter.

- Danske Bjørn Lovén leder udgravningerne, der har været i gang siden 2013.

- Grækenland har en lang tradition for internationale arkæologiske samarbejder.

- Udgravningen sker i samarbejde med det græske kulturministerium og støttes af Augustinus Fonden, Carlsbergfondet og Dronning Margrethes II’s Arkæologiske Fond.

Et mylder af liv

»Der har været et mylder af liv med søfolk og varer, okser har slæbt skibe frem og tilbage. Lechaion har været et kæmpeforetagende og et af verdens vigtigste handelssteder i oldtiden,« siger Bjørn Lovén til Videnskab.dk.

Han og teamet er nået til den indre del af havnen efter tre års indsats. Kanaler, moler og bolværk dukker op med arkæologernes minutiøse arbejde.

Drømmen er at finde en triere – det specielle græske oldtidskrigsskib, der ifølge visse kilder blev opfundet i Korinth.

»Det er næppe realistisk. Men der var nok også nogen, der sagde til Edison, at hans glødetråd aldrig ville komme til at lyse. Trieren er min hellige gral. Vi kender kun grove dimensioner, ved ikke, hvordan den blev bygget og heller ikke med sikkerhed af hvilken slags træ. Der skal nok være en derude. Og Lechaion et godt sted at lede,« siger Bjørn Lovén håbefuldt.

Havet omkring Lechaion er nemlig en blanding af salt- og ferskvand, som gør, at pæleormen, som æder alt træ, ikke kan leve dér. Derfor har arkæologerne flere gange helt unikt fundet velbevaret træ fra oldtiden i havnen.

Varer livet ud

Den 46-årige arkæolog har god tid til at finde drømmemålet.

»Området er enormt og komplekst og gemmer stadig på masser af hemmeligheder. Der er mulighed for at grave i Lechaion resten af livet. Og det er min plan,« slår Bjørn Lovén fast.

Lechaion Korinth Marinarkæolog

Marinarkæolog i gang med med at udgrave bolværk i det antikke Korinths havneby Lechaion. (Foto: Vassilis Tsiairis).

Eller med projektets græske direktør Dimitris Kourkoumelis’ ord:

»Det smukkeste ved Lechaion er, at der er så meget at udgrave, at det bliver næste generation – eller generationen efter den, der færdiggør arbejdet.«

Drøm går i opfyldelse

Bare det at få lov til at grave dér er en drøm, der går i opfyldelse for danskeren.

»Når jeg står på stranden ved Lechaion, tænker jeg på, at det var herfra, at kimen til Europa blev lagt, da kolonister drog vestpå og grundlagde Korkyra på Korfu og Syrakus på Sicilien, som også blev mægtige bystater. Jeg ser handels- og krigsskibe krydse forbi for mit indre øje og kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon ligger på havbunden,« siger Bjørn Lovén.

»Jeg føler mig enormt privilegeret over at få lov at udgrave en af antikkens vigtigste havne. Det er ikke bare Grækenlands eller Europas historie. Det her er hele verdens historie.«

Se, hvordan arkæologerne forestiller sig, at Lechaion har set ud, på billederne herunder:

Lechaion Korinth Bjørn Lovén

Verdens måske vigtigste havn i oldtiden udgraves af danske Bjørn Lovén. (Illustration: Carlsbergfondet og Yiannis Nakas).

Lechaion indre havn

Bjørn Lovéns udgravninger er nået til Lechaions indre havn. (Illustration: Carlsbergfondet/Yiannis Nakas).