Et par danske udviklere har opfundet en app, der skal bremse snyderi i casual-spillet 'WordFeud'. Det kunne man læse højt oppe på pol.dk.
Tidigere på året var medierne fyldt rasen og undren over at skruppelløse snydere nu downloader ufine apps til at vinde over deres venner og familie i kriblekryds-spillet. For man skal da være en ynkelig stodder, hvis man fjerner udfordringen for sig selv og de andre.
Men hvorfor snyder vi så? Og endda i spil, hvor man ikke engang kan vinde noget? Ødelægger det ikke bare fornøjelsen for både snyderen og de andre spillere?
Det prøver vi at finde ud af her på spilbloggen.
Der er fire slags spillere...
Typen af gamer der får allermest fornøjelse ud af at kvase andre, er i en traditionel 4-deling blevet beskrevet som 'the killer'. Killeren er typen af spiller, der i et online-spil nyder at deltage i PvP (spiller-mod-spiller) kampe, og helst går i kødet på svagere modstandere. Faktisk får han ud over fornøjelsen ved at vinde, en rus ud af andres lidelse og afmagt. Jeg tror at alle har prøvet at være på folkeskolegymnastikhold med dén type.
Den anden og tredje spiller-kategori er mindre tilbøjelige til at snyde – 'achievers', som gerne vil udfordres af spillet og klare sig godt ved egne evner, og 'socializers' som bruger spillet socialt.
Men den sidste af de fire typer snyder på sin egen måde – nemlig 'The Explorer'. Explorers spiller dog ikke for at vinde – de vil bare gerne kulegrave spillets regler og finesser. Der er ikke en taktik eller et sted i en online-verden, en explorer ikke nyder at afdække.
Og for en sand explorer kommer den største glæde fra at outsmarte spillets designere – at knække reglerne. F.eks. er der flere eksempler på folk der nyder at hacke et spils programmering, mindst lige så meget som de nyder at bruge selvsamme hack.
Man kan bruge trykket fra granater til at 'hoppe'
I andre klassiske eksempler har The Sims-spillere valgt at torturere deres stakkels figurer for at se hvad de kan dø af, og first-person shooter spillere fandt engang ud af, at de kunne bruge trykket fra miner og granater til at 'hoppe', så de pludselig kom op på tage og mure, som designerne slet ikke havde tænkt sig som en del af 'banen' (en taktik Killerne hurtigt overtog for at snigskyde forsvarsløse fjender).
Når spillets kode så er knækket mister explorers dog ofte interessen, og rykker videre for at opdage nye spil.
Typerne ligger i os alle, så helt almindelige spillere har mere eller mindre fremtrædende killer og explorer-træk. 'Casual explorers' som dem der snyder i WordFeud er måske bare drevet af nysgerrigheden over mediefortællinger om snyde-apps.
De svageste snyder
Der har været mange diskussioner af om 'sund konkurrence' er en god måde at motivere f.eks. medarbejdere og skolebørn. Et forskerhold på Heidelberg universitet satte sig for at undersøge om øget konkurrence også førte til snyd, og det gjorde det – øjensynligt for kvinder og svage spillere.
Forskerne udsatte deres forsøgsdeltagere for en opgave, hvor de havde mulighed for at 'snyde' ved at bruge forskellige redskaber – apropos WordFeud cheat-appen.
I stedet for at løse en serie computer-labyrinter med piletasterne, kunne de f.eks. liste sig til at vælge nemmere sværhedsgrad, bruge automatiske løsninger, eller endda lyve om deres præstation på et indberetningsark, der bare skulle udfyldes i hånden. Opgaven var opbygget sådan, at det føltes som snyd – ikke accepterede muligheder.
Ved første øjekast lod det til at kvinder(!) var mere tilbøjelige til at falde i snyde-fælden når konkurrencepresset blev øget.
Øget konkurrence leder til snyd
Nu kunne man godt komme med alle mulige evolutionære forklaringer om at hunkønsvæsener ikke er gearet til konkurrence på samme måde som mænner, og at gaming derfor naturligt tiltrækker flere fyre.
Men efter at have gået tallene efter I sømmene kunne forskerne se, at det faktisk ikke havde noget med køn at gøre: Med statistisk kontrol viste det sig nemlig at den største prediktor for snyd slet ikke var køn, men hvorvidt man klarede sig godt(!). Tilfældigvis må kvinderne gennemsnitligt have havnet i den 'svage' ende, for denne 'svage snydere' tendens udlignede kønsforskellene.
Med andre ord, kan øget konkurrence lede til snyd i stedet for engagement, og især blandt spillere der føler sig presset fordi de ikke klarer sig så godt – måske for at undgå at tabe ansigt eller fordi de føler sig berettiget til det pga. uretfærdighed i spillet, foreslår forskerne
Snydernes personlighed
I et andet forsøg, gik forskere på jagt efter personlighedsforskelle hos snyderne i en forventning om at personlighedstrækket 'sensation seeking' ville betyde meget.
De satte 105 psykologistuderende (det mest anvendte forsøgsdyr næst efter rotter!) til at deltage i et vanskeligt fagligt quiz-spil, men midt i aktiviteten forlod 'quizmesteren' lokalet i 3 minutter, så deltageren kunne smugkigge på svarene.
Her var det de mandlige studerende der lagde sig i spidsen af snyd, hvilket også stemmer bedre overens med tidligere studier af snyd, bedrag og lovovertrædelser. Samtidigt var der en pæn korrelation med 'sensation seeking'.
Pres og psykologisk selvforsvar kan være drivkraften bag snyd
Man kan kritisere eksperimentet for, at forskerne kun målte 'sensation seeking' med et lille 7-item spørgeskema, for man får ikke den store viden om hvilke andre personlighedsvariabler der kunne spille ind. De færreste psykologer ville nøjes med 7 spørgsmål.
Sensation-seeking som træk er dog af andre blevet forbundet med narkomisbrug, seksuel promiskuøsitet, ture i brummen, og generel risikovillighed, og lader til at gå hånd i hånd med implusivitet. Sammen med snyde-tendenser er det ofte på kant med trækket 'prudence' – altså fornuft/forsigtighed.
Quizzen satte noget på spil med svære akademiske spørgsmål på deltagernes hjemmebane, og de kunne vinde op til 50 dollars. Igen kan man se pres og psykologisk selvforsvar som en drivkraft for snyderi. Ingen har lyst til at være dårlig til en aktivitet, men nogle lader altså til at være mere til falds end andre.
WordFeuds snydenarkomaner
Men ødelægger snyd ikke fornøjelsen?
Svaret er jo, det gør det sikkert for de fleste. I Csikszentmihalyis godt fortærskede beskrivelse af 'flow', handler det nemlig om at holde spilleren i det optimale balancefelt imellem 'boredom' og 'anxiety' – der hvor man er udfordret og opslugt uden at kede sig eller møde umulig modstand.
Snyd kan så afgjort afhjælpe de sværeste udfordringer, så man kan komme videre i sit spil. Men vedholdende snyd vil hurtigt lede ind i kedsomheds-feltet – for de fleste.
'Gaming addiction' er efterhånden blevet accepteret som diagnose
En sidste mulighed er dog, at snyderne ganske enkelt er blevet afhængige undervejs. Afhængighed handler nemlig sjældent om den afghængighedsskabende ting i sig selv, men fraværet af en velkendt fornøjelse - f.eks. et lille gambling-sug. Det har en biopsykologisk grundlag og dermed muligvis genetisk afsæt, hvor neurotransmitteren dopamins opførsel er 'the usual suspect'.
Selvom mange tror det, er dopamin ikke hjernens 'belønningsstof', men hænger sammen styring og læring af adfærd - at 'ville' tingen. Rigtigt mange misbrugere kan faktisk ikke lide deres drug of choice – de må bare have det. Og det sker på bekostning af venner og familie. 'Gaming addiction' og 'internet addiction' er derfor efterhånden blevet accepteret som reelle diagnoser der kræve behandling.
Så måske er dine nærmeste WordFeud-snydere bare blevet afhængige af det lille kick, som det er at se et svært ord lægge sig nydeligt på kriblekryds-pladen, eller rusen ved at have vundet.
Man kan grave længe i det med snydere, men de ovenstående lidt anekdotiske fund peger da i et par retninger: Folk kan lide at spille spil på forskellige måder, mange snyder i afmagt, og så er der bare nogle mennesker der er mere tilbøjelige til at snyde – men det er (i et bevidst provokerende snit herfra) formentligt den samme kategori af fjolser der også bryder færdselsloven og er utro til julefrokosten.
Enkelte hænger nok fast i en slags snyde-afhængighed, som de godt selv kan se er dum. En ting er dog sikkert – så længe der er spil med regler, vil nogen prøver at komme uden om dem.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
