Vaccinationen hos lægen. De fleste kender scenariet. Hvis du er en af dem, der ikke modtager stikket med stoisk ro, men i stedet kigger ængsteligt på nålen, så er der spændende forskning i sigte.
Et samarbejde mellem forskere fra Australien og USA har nemlig ført til en ny vaccinemetode, hvor man bytter nålen ud med et plaster.
Det er forskere fra University of Queensland, University of Texas og biotekvirksomheden Vaxxas, der har sat gang i forskningen og udviklingen af plastret.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Nyheden kommer på baggrund af et nyt studie, der er publiceret i tidsskriftet Science Advances, hvor forskerne viser lovende resultater i forsøg med at sætte plastrene på mus.
Plastrene måler én gange én centimeter og er udstyret med 5.000 mikroskopiske nåle, som er belagt med en vaccine mod COVID-19.
En række mus blev injiceret med vaccinen på den traditionelle måde via en nål, og en anden gruppe mus blev givet plastret, som sad på musene i to minutter.
Plastrene viste sig langt mere effektive end nålevaccinationen. Og efter to doser med plaster kunne forskerne måle høje niveauer af antistoffer i musene inklusive deres lunger, hvilket er særligt vigtigt i forbindelse med eksempelvis covid-19.
»Normalt skyder vi vaccinationen via nålen ind i muskelvæv. Men muskelvæv holder ikke på særligt mange immunceller, der ellers skal til for at reagere på vaccinen,« fortæller David Muller, virolog ved University of Queensland og medforfatter på studiet, til AFP.
Derudover sætter de 5.000 mikronåle gang i kroppens immunrespons, som søger mod det område, nålene har penetreret.
En anden fordel ved plastrene, særligt i ulande, er, at de kan holde sig friske i omkring tredive dage ved en temperatur på femogtyve grader og en uge ved fyrre grader, hvilket er meget længere end holdbarheden for Pfizers og Modernas coronavacciner ved stuetemperatur.
»Derudover er plastret bare rigtig nemt at bruge, så man behøver ikke højtuddannet personale til at gøre det,« fortæller David Muller ifølge AFP.
Virksomheder, der i flere år har arbejdet på at udvikle vaccineplastre, tror ifølge AFP på, at plastrene er fremtidens vaccinationsmetode. Men for at plastre kommer til at overtage fuldstændigt, skal virksomhederne kunne producere mange millioner. Og så langt er ingen producenter endnu.
Det er også vigtigt at bemærke, at studiet endnu kun er foretaget på mus. Et forsøg med mennesker er planlagt til april, skriver AFP.
Læs mere om konceptet i vores tidligere artikel 'Plaster kan bruges til at vaccinere'.
fth



































