Grise grynter - men hvad betyder de enkelte grynt egentligt?
Det har et hold internationale forskere undersøgt, hvor de ved brug af tusindvis af lydoptagelser fra grise har udviklet en algoritme, der kan afkode de forskellige grynt.
Således er det med algoritmen angiveligt muligt at afkode, om den enkelte gris oplever en positiv eller en glad følelse - eller et sted midt imellem.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse om det nye studie, der blandt andet tæller forskere fra Københavns Universitet, og som er blevet udgivet i tidsskriftet Scientific Reports.
\ Læs mere
Studiet og algoritmen bygger på mere end 7.000 lydoptagelser fra grise i landbruget, når de har gryntet i forskellige situationer.
Ud fra grisenes adfærd er de enkelte situationer, der både tæller opstillede og almindelige situationer, blevet kategoriseret som enten forbundet med noget negativt eller noget positivt.
Positivt er for eksempel, når smågrise får mælk hos deres mor, mens en negativ situation kunne være adskillelse, eller når turen gik til slagtning, lyder det i pressemeddelelsen fra KU.
Også nuancerne midt imellem blev fanget ved hjælp af de opstillede situationer.
Samtlige lyde blev herefter analyseret for at spotte et mønster, og ifølge forskerne fandt man et mønster, der detaljeret afslørede, hvad grisene følte i de forskellige situationer, skriver KU.
Elodie Breifer, lektor ved biologisk institut og hovedforfatter på studiet, forklarer i pressemeddelelsen, at de fandt tydelige forskelle på grisenes lyde.
»I de positive situationer er gryntene meget kortere, og der er færre udsving. Når vi ser på de negative situationer, er gryntene længere. De starter højt og går langsomt nedad. Ved at træne en algoritme til at genkende lydene, kan vi placere 92 procent af lydene til den rigtige følelse,« siger Elodie Briefer.
Ifølge forskerne er håbet, at viden om grisenes grynt kan være med til at forbedre dyrenes mentale helbred. Således kan algoritmen på sigt blive grundlaget for systemer i landbruget, hvor dyrenes lyde overvåges, lyder det i pressemeddelelsen.
\ Læs mere
rf


































