For første gang nogensinde er laboratorieskabt, kunstigt blod blevet transfunderet ind i et menneske. Det drejer sig om et klinisk studie foretaget af forskere fra Cambridge University, hvor to personer har modtaget små mængder svarende til et par teskefulde, skriver dr.dk.
Der er tale om røde blodceller (erytrocytter), hvis funktion er at fragte ilt rundt i kroppen. Men hvordan skaber man egentlig kunstigt blod?
Det har Mike Bogetofte Barnkob, der er læge og forsker ved Syddansk Universitet og Oxford University, forklaret i en Twitter-tråd.
Kort fortalt, forklarer Mike Bogetofte Barnkob, fandt forskerne bag blod-studiet en donor, hvis blod matchede den patient, man ville målrette det kunstige blod efter.
Herefter fiskede de stamceller fra bloddonationen og fodrede dem med vækstmedier, »så de bliver til millioner af erytrocytter med samme blodtype,« skriver Mike Bogetofte Barnkob på Twitter.
I Twitter-tråden uddyber Mike Bogetogte Barnkob processen yderligere:
Det kunstige blod skal nu testes på raske testpersoner. Dog er målet at kunne bruge det kunstige blod til patienter, som har en sjælden blodtype eller er blevet immuniseret.
Det vil være et stort skridt, fordi at de patienter der er blevet immune over for blodtransfusionerne, ender med at dø, hvis man ikke kan matche deres blod.
Det er særligt patienter, der modtager blod gennem et livslangt forløb, der har svært ved at undgå at blive immuniseret. Det vil man forhåbentlig kunne afhjælpe med det kunstige blod, skriver Mike Bogetofte Barnkob på Twitter.