Sidder du op ad en hvid væg, har du planter i baggrunden, eller peger kameraet ud mod et rodet rum, når du deltager i videokonferencer eller møder digitalt?
Din baggrund ser ud til at betyde noget for det førstehåndsindtryk, du giver - derfor kan det være en god idé at overveje, hvilken slags du vælger.
Det skriver tidsskriftet Public Library of Science i en nyhed.
De seneste år er det blevet mere og mere normalt at bruge digitale platforme som Teams og Zoom til at mødes, og sommetider er platformen dér, vi ser hinanden allerførste gang.
Derfor har engelske forskere undersøgt, hvordan vores kamera-baggrunde ser ud til at påvirke det vigtige førstehåndsindtryk.
For at finde ud af det skulle 167 voksne mennesker se på en række forskellige stillbilleder, der så ud til at stamme fra en videokonference.

Billederne viste alle et ansigt, enten af en kvinde eller en mand, som smilede eller så neutrale ud. Bag ansigterne var baggrundene forskellige:
- En stue
- En sløret stue
- Nogle stueplanter
- En reol
- En tom væg
- Et billede af en hvalros på et isbjerg
Deltagerne skulle undervejs vurdere, hvor stor en grad af kompetence og troværdighed, de oplevede, hvert ansigt udstrålede.
Vurderingerne blev samlet analyseret, og derfra kunne forskerne se, at de ansigter, der blev vurderet som værende mest kompetente og troværdige, var dem, som havde baggrunde med stueplanter eller en reol.
Modsat blev ansigter med en stue eller med et billede af en hvalros i baggrunden anset som mindre kompetente og troværdige.
Førstnævnte, altså stuen, gjaldt dog primært mænd, da kvindeansigterne med stuen i baggrunden ikke blev vurderet betragteligt lavere.
Generelt blev kvinderne på billederne vurderet som værende mere kompetente og troværdige end mændene, og samme tendens viste sig blandt glade ansigter, der blev vurderet bedre end neutrale ansigter.
Lektor Paddy Ross, der er en af forskerne bag studiet, siger ifølge The Guardian:
»Hvis du kan sidde foran en bogreal eller nogle stueplanter, finder vi, at det giver dig de højeste bedømmelser i forhold til troværdighed og kompetence. Prøv at undgå at have en sjov baggrund eller din stue bag dig. Udviskede baggrunde er okay, men hvis du kan fremvise planter eller bøger, giver det det bedste førstehåndsindtryk.«
Studiet, der er offentliggjort i tidsskriftet PLOS ONE, er et af de første af sin slags, og derfor er der brug for mere forskning på feltet, før resultaterne kan slås fast med sikkerhed.
smb
































