Toiletskyl er måske ikke det lækreste eller mest sindsoprivende emne, men opfindelsen af et toilet med skyl revolutionerede faktisk måden vi lever på.
Desværre kostede innovationen også noget: 141 milliarder liter vand hver eneste dag på verdensplan.
Men lige netop derfor kan et 3D-printet toilet, hvor ingenting kan sidde fast, igen ændre vores hverdag. Vi sparer alle på vandet, og måske slipper du endda for nogensinde at skulle rengøre et toilet igen.
Det skriver New Scientist.
I studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet Advanced Engineering Materials, beskriver forskerne fra Huazhong University of Science and Technology i Kina, hvordan de skabte deres slidstærke, superglatte toiletskål, på engelsk forkortet ARSFT.
Teamet 3D-printede modellen, der er omkring 10 gange mindre end normalt toilet, ved at blande en mikstur af plastik og vandafvisende sandkorn med kyndig hjælp fra en laser, som smeltede partiklerne sammen, og sådan skabte de den komplekse struktur, som udgør super-toilettet.
Derefter smurte de overfladen ind i silikone-olie, som trængte ind i toilettets materiale, og så gik de ellers i gang med at teste.
Mudret vand, mælk, yoghurt, honning, stivelsesfyldt gel og syntetisk afføring - intet satte sig fast.
Selv efter at have slebet overfladen med sandpapir 1.000 gange forblev toilettet lige så glat som ved første brug.
Forskerne mener, at det mest brugbare sted, man kunne montere det slidstærke, superglatte skylletoilet i rigtig størrelse, vil være steder, som bliver brugt hyppigt såsom i tog og på offentlige toiletter.
»Den reducerede mængde af skyl ville betyde mindre spild af vand under dets transport til behandlingsfaciliteterne og derved spare på transportomkostninger,« forklarer Yike Li, som leder toilet-teamet, til New Scientist.
Men inden du pakker børsten og rengøringsmidlerne til toilettet helt væk, skal skabelsesprocessen tilpasses toiletter i rigtig størrelse, og så skal det blive meget billigere, før du kan finde et slidstærkt, superglat skylletoilet hos din lokale isenkræmmer.
aeh


































