Fra en computer på et teenageværelse i Brønshøj til et vundet verdensmesterskab i programmering af geometriske algoritmer.
Sådan har rejsen været for den 22-årige danske studerende William Bille Meyling, som nu kan kalde sig uofficiel verdensmester i programmering efter 30 timers søvnløs tasten af kommandoer.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Til mesterskabet var udfordringen at designe og kode en algoritme, der hurtigt kunne afdække 206 tilfældige polygoner - en to-dimensionel figur med mange kanter. Det kan sammenlignes lidt med tetris, hvor brikkerne falder fra himlen i forskellige geometriske former.
Med andre ord skulle deltagerne til konkurrencen ‘Computational Geometry Challenge’ programmere en algoritme, der kunne finde løsninger til 206 forskellige geometriske figurer - over fire måneder.
»Jeg endte med at arbejde på min algoritme non-stop uden søvn de sidste 30 timer af konkurrencen og sluttede heldigvis af med at vinde,« siger William Bille Meyling i pressemeddelelsen.
\ Kort om William Bille Meyling
- Bachelorstuderende på Datalogisk Institut, Københavns Universitet
- Vinder af Computational Geometry Challenge 2023 med sit bachelorprojekt
- Andenplads til DM i AI 2022
- Andenplads til DM i programmering 2021
- Vinder af PRACE ‘best computational project’ til EM i Science 2021
- Årets Unge Forsker 2020 for billedalgoritme
- Med det danske datalog-landshold til OL i 2020, 2019
William Bille Meyling formåede at vinde mod 17 andre hold fra hele verden, hvoraf mange havde langt flere års erfaring end den 22-årige dansker.
»Det er jo ikke en konkurrence kun for studerende. På andenpladsen kom en garvet professor fra Frankrig, som ellers har vundet flere år i træk. Det er meget imponerende, at William kan slå sådan en modstander,« siger lektor og forsker ved Datalogisk Institut Mikkel Vind Abrahamsen, der sammen med kollegaen André Nusser fungerede som vejleder for William Bille Meyling under konkurrencen.
Ifølge Mikkel Vind Abrahamsen er der meget at hente hos William Bille Meylings arbejde.
»Geometriske problemer af den type, som konkurrencen drejede sig om, er kendte og berygtede for at være meget vanskelige at lave algoritmer til. Det resultat, William fik lavet på de måneder, han arbejdede med konkurrencen, ligger langt ud over, hvad mange professionelle softwareudviklere nogensinde ville kunne få til at virke,« siger han slutteligt i pressemeddelelsen.
mls
































