Velkommen til en æra af rumskepsis – og et ulmende oprør

I løbet af de seneste 10 år er der opstået en ny form for skepsis over for menneskets aktiviteter i rummet.

Denne skepsis, som udelukkende lader til at findes i den vestlige verden, er centreret omkring idéen om, at stadig mere ambitiøse rumplaner og -aktiviteter vil skade menneskeheden og forsømme Jorden.

I Kina ser det anderledes ud, men det vil sandsynligvis ændre sig. Vores bedste data, en spørgeundersøgelse offentliggjort i 2020 af Lincoln Hines, viser en bemærkelsesværdig stor opbakning til rumfartprogrammerne i Kina.

Det er på trods af omkostningerne, affaldet, der indimellem falder ned fra himlen, samt den dødelige Xichang-katastrofe i 1996, som stadig er i frisk erindring, hvor en raketbooster af typen Long March 3B faldt ned i et nærliggende boligkompleks.

Så hvad betyder alt dette for den fremtidige udforskning af rummet?

Rumskeptikerne kom først

Der er egentlig ikke noget nyt ved vestens skepsis over for menneskelige aktiviteter i det ydre rum - og der var 'rumskeptikere', før der overhovedet var astronauter.

I januar 1920 gjorde New York Times nærmest grin med den amerikanske fysiker, professor og raketpioner Robert H. Goddard for ikke at "forstå", at raketter ikke vil have noget 'luft' at skubbe imod i rummet og derfor ville stå bomstille (misforståelse af Newton's love, red.).

Da astronauterne kom på banen, fulgte nye forudsigelser om, at det hele ville gå grueligt galt. Så snart eksistensen af Van Allen-strålingsbælterne blev bekræftet i 1958, hævdede skeptikerne, at disse to bælter med ioniserende stråling, der ligger omkring Jorden, ville dræbe alle, der var tåbelige nok til at flyve til Månen.

Det er en påstand, der stadig bliver hevet frem af konspirationsteoretikere, der benægter, at månelandingen overhovedet har fundet sted.

Der var også politiske bekymringer. Borgerrettighedsdemonstranter demonstrerede ved lanceringen af Apollo 11 i 1969, fordi pengene i stedet kunne være blevet brugt til at tackle fattigdommen i byerne.

Den afroamerikanske borgerrettighedsaktivist Malcolm X affærdigede sorte tilhængeres begejstring for rumprogrammet i sin tale 'Message to the Grassroots' i 1963.

Miljøhensyn

Nu begynder det hele at blive langt mere politisk. Den nye æra med rumskepsis er i bund og grund anti-elitær.

Det er nok ikke så overraskende, når vi tager højde for den udbredte krise i leveomkostninger og det faktum, at milliardærer som Elon Musk og Jeff Bezos er blandt dem, der råber allerhøjest og allermest op om fordelene ved udforskning, minedrift og kolonisering af rummet.

Elon Musks beslutning om at lancere en rumversion af den elektriske sportsvogn Tesla Roadster blev mødt med kritik fra mange sider, blandt andet forskere.

Der er også andre bekymringer. Mange forskere er bekymrede for det stigende antal satellitter og mængden af rumaffald, der spærrer og fylder i himlen, og for at man sender genstande til rummet, der kan forurene 'fremmede' galakser.

Der er også bekymring for, hvilke konsekvenser det får for miljøet, at vi vender blikket så meget væk fra vores egen verden. I 2021 offentliggjorde den svenske klimaaktivist Greta Thunberg og 'Fridays for Future' en satirisk video med titlen '1 procent' (se nedenfor), hvor de anbefaler, at »de 1 procent (rigeste i verden, red.) flytter til Mars, en uberørt planet«. Den opfordring blev efterfulgt af: »Vi 99 procent, der bliver tilbage på Jorden, må så koncentrere os om at håndtere klimaforandringerne«.

Videoen formidler en følelse af, at milliardæreliten ikke er særlig knyttede til vores fælles klode.

Videnskabsmænd og forskere har også udtrykt bekymring. Bogen 'Dark Skies' af politologen Daniel Deudney argumenterer for, at rumambitionerne sættes på pause i årtier, og i filosoffen Bruno Latours mere populistiske analyse 'Down to Earth' lyder det, at vi skal lære at bebo Jorden på nye måder og have fokus på livet her.

De oprindelige folks bekymringer

Folkene bag den nye bølge af rumskepsis forsøger også at tale oprindelige folks sag. I januar 2024 protesterede Navajo-nationen mod, at en del af Peregrine-missionen ville bringe aske og DNA-materiale fra afdøde personer til Månen; et sted navajostammen betragter som helligt.

Deres argument bliver i stigende grad støttet af rumskeptikere og andre. NASA-konsulenten Linda Billings, som er et unikum blandt inderkredsen af rumfolk, fordi hun mener, at koloniseringen af rummet har udspring i neoliberal ideologi, og at det, der skete med Peregrine-missionen, er en del af et større mønster: De fleste rumaktiviteter gavner kun fåtallet og er ikke en "fordel for hele menneskeheden."

Ballade og blokade ved rumhavne

Der er allerede et tendens til uenighed og splid ved mange opsendelsessteder, for eksempel den europæiske rumhavn i Kourou i Fransk Guyana i det nordøstlige Sydamerika, hvor Det Europæiske Rumagentur (ESA) har adgang til rummet, og hvor demonstranter i 2017 iværksatte en blokade som følge af bekymringer over det lokale lønniveau, privatisering og den franske regerings adfærd generelt.

I Europa protesterede oprindelige samiske rensdyrhyrder i Sverige i 2021 mod et amerikansk ledet projekts opsendelse af en ballon, som skulle bruges til klimamanipulation.

Ballonen skulle opsendes fra Esrange (European Space and Sounding Rocket Range); en rumhavn, 45 kilometer øst for Kiruna i det allernordligste Sverige, som er et område med essentielle ressourcer for de samiske rensdyrhyrder, der passerer området, og som med jævne mellemrum er tvunget til at søge ly, når opsendelsessirenen lyder.

Ulykker kan og vil ske

Ulykker kan og vil ske. I april 2023 styrtede en raket, der skulle lande i Sverige, ned i bjergene i Norge.

Indtil videre centrerer de oprindelige folks kritik sig om specifikke problematikker, snarere end en generel kritik og skepsis over for kolonisering af rummet. Og overordnet set er de oprindelige folks holdninger til rummet mangfoldige og ikke udelukkende negative.

Men et stigende antal problemer kan let føre til en bredere skepsis på tværs af oprindelige indbyggere.

Det ser dog ud til, at det bliver svært at stoppe koloniseringen af rummet. I Peregrine-missionens tilfælde lykkedes end ikke et møde i den 11. time i Det Hvide hus med at overbevise NASA. Opsendelsen gik i gang, men slog fejl som følge af et kritisk tab af brændstof for til sidst at blive omdirigeret tilbage til Jorden.

Tidsfordriv for eliten

Fremadrettet kan individuelle missioner blive forsinket af den ene eller anden grund, men det vil ikke sætte en stopper for koloniseringen af rummet.

Selvom spredningen af skepsis mislykkes med sit primære mål, kan det stadig resultere i en dybere polarisering af holdningerne til rummet. På et tidspunkt vil det næsten helt sikkert føre til politisk uenighed.

Alt i alt opfatter et voksende mindretal rumplanerne og aktiviteten som et tidsfordriv for eliten. De opfatter også de oprindelige folks uro som en indikation på, at vi enten kan passe på Jorden eller se mod rummet - men ikke begge dele.

Fremstillingen af de ambitiøse rumplaner som et nulsumsspil, hvor man enten udforsker rummet eller helt lader være - appellerer til mange. Men det er et falsk modsætning.

Meget af det, vi ved om den globale opvarmning, er resultatet af at koble forskning fra rummet med forskning på Jorden. For eksempel har Venus oplevet sine egne katastrofale klimaforandringer. Og mange oprindelige samfunds opfattelser af universet har et sammensmeltet syn på Jorden og rummet.

Vi må ikke ødelægge det for os selv for at trodse eliten

Vi har brug for det. En tilbagevenden til et mindre isoleret fokus på Jorden, kombineret med fremskridt inden for videnskab og teknologi til gavn for menneskeheden.

En del ekstremt velhavende personer bliver måske endnu rigere i den proces, men det har været ubelejlig konsekvens af næsten alle menneskelige fremskridt fra forbedret sundhedsvæsen til borgerrettigheder, mobiltelefoner og internettet.

At skade os selv for at trodse eliten er ikke en opskrift på en bedre verden. Det gælder også de ambitiøse rumplaner, for de giver en enestående mulighed for at anvende ting, vi har lært på Jorden, til at finde bæredygtige måder at udforske rummet på, som respekterer vores planet og dens beboere – såvel som fremmede galakser.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.