Når man runder de 40 år, begynder småskavanker for alvor at blive mærkbare. Det gælder også for rumsonder som Voyager 1, som ikke er helt så adræt, som den har været.
\ Historien kort
- NASA har afprøvet Voyagers små raketmotorer, der ellers ikke har været i brug i 37 år.
- De kan bruges til at holde rumsonden orienteret på en måde, så den stadig kan sende data til Jorden.
- Disse data fra det interstellare rum hjælper astronomerne med at korrigere deres observationer.
Rumsonden er udstyret med små raketmotorer, som bruges til at dreje den, så dens antenner vender helt rigtigt mod Jorden.
Men siden 2012 har disse 'attitude control thrusters' ikke just været i topform. De kan ikke længere dreje Voyager 1 så effektivt, som de kunne tidligere, skriver NASA i en pressemeddelelse.
Det er et problem, for hvis rumsonden ikke vender rigtigt, kan NASA-folkene ikke kommunikere med den.
Og efter 40 års rumrejse er Voyager 1 nu mere end 21 milliarder kilometer væk, så der er langt til det nærmeste værksted.
Sidst brugt i 1980
Heldigvis har rumsonden fire ekstra raketmotorer, der kaldes 'trajectory correction maneuver thrusters'.
De blev brugt, da Voyager 1 fløj tæt forbi Jupiter og Saturn, og de har ikke været i brug siden 8. november 1980, hvor Voyager 1 skulle korrigere kursen i forbindelse med forbiflyvningen af Saturn.
Men de virker stadig, har NASA's Voyager-hold fundet ud af.
Efter 37 års pause lykkedes det at tænde de små raketmotorer ved en test 28. november, og de kan overtage det job, som de andre, nu afkræftede, raketmotorer ellers har haft.
I dette efterår fejrede Voyager-sonderne 40 års jubilæum. Det fejrede vi med artiklen Voyager: Historiens største opdagelsesrejse begyndte for 40 år siden, hvor man kan læse mere om den fantastiske mission.
Det betyder, at NASA kan holde liv i Voyager 1-missionen i nogle år endnu – måske helt frem til 2025 eller deromkring, hvor rumsondens radioaktive batteri ikke længere kan levere strøm nok til instrumenterne. Så er det slut.
Helt ud af Solsystemet
Voyager 1 er den rumsonde, der er længst fra Jorden.
I 2012 kom den helt ud af heliosfæren – det enorme område af rummet, som er domineret af stråling fra Solen.
Det er ikke helt forkert at sige, at rumsonden som den første har forladt Solsystemet og er drevet ud i rummet mellem stjernerne – det interstellare rum.
\ Læs mere
»Man har længe diskuteret, hvordan man skal definere størrelsen af Solsystemet, men nu er Voyager i hvert fald nået helt derud, hvor den ikke kan måle strålingen fra Solen tydeligere end strålingen fra andre stjerner,« siger professor Anja C. Andersen fra Niels Bohr Institutet, der hører under Københavns Universitet.
Bedre forståelse af rummet mellem stjernerne
Netop fordi ingen andre rumsonder er nået så langt væk, er målingerne fra Voyager 1 interessante.
De kan hjælpe astronomerne med at sikre de bedste mulige observationer af fjerne himmellegemer, fortæller Anja C. Andersen:
»Vi vil gerne forstå, hvad der er mellem stjernerne. Vi vil vide, hvad lysintensiteten er i det interstellare rum – hvor mange fotoner, der er i det område, og hvilken energi, de har. Og også, hvor meget gas, der er derude, altså hvor mange atomer, der er pr. kubikmeter. Vi kan godt sidde og komme med kvalificerede gæt, men Voyager 1 er jo derude og kan måle det.«
»Det er vigtigt, for når vi observerer andre stjerner, kigger vi jo igennem det medium – vi har lidt leverpostej på linsen, så at sige. Vi kunne godt antage, at det er helt tomt derude, men det er ikke nødvendigvis en god antagelse. Selv om der ikke er ret mange atomer pr. kubikmeter, kan de godt have en betydning for målingerne, når man observerer over de meget store afstande, der er i universet.«
Vigtig for målinger af det første lys
»Det bliver også interessant, når vi måler den kosmiske baggrundsstråling – eftergløden fra Big Bang. Den er jo over det hele, men vi ser den gennem det interstellare medium,« fortsætter hun.
»Når vi måler baggrundsstrålingen, skal vi trække fotonerne fra vores egen galakse fra, så vi står tilbage med den oprindelige stråling. Og vi må hverken trække for lidt eller for meget fra, hvis vi skal forstå, hvordan de fysiske forhold var, dengang universet blev dannet, og vi fik den første stråling.«
Målingerne fra Voyager 1 er altså værdifulde for astronomerne, og derfor sørger NASA for at holde liv i rumsonden.
Voyager 2 kan måske også vækkes
Voyager 1's tvilling, der ganske uopfindsomt hedder Voyager 2, tog en omvej omkring Uranus og Neptun, og den er ikke nået helt så langt ud i rummet.
Den er 17,5 milliarder km væk nu. Men forskerne forventer, at den også vil krydse grænsen til det interstellare rum i løbet af de kommende år.
Ingeniørerne hos NASA regner med, at de også kan vække de gamle raketmotorer på Voyager 2, hvis det skulle blive nødvendigt.
Så der er udsigt til mange flere meldinger fra det fjerne i de kommende år.
