Astronomer har opdaget et kæmpemæssigt sort hul, der er blevet skudt ud af sin hjem-galakse og nu er på rundtur gennem rummet.
Det sorte hul har en masse, der er svimlende 20 millioner gange større end vores sol ifølge forskerne, der har opdaget det.
Det skriver Live Science.
Ifølge studiet, der er lavet af astronomer fra Yale University og er blevet accepteret til udgivelse i tidsskriftet The Astrophysical Journal Letters, er opdagelsen det første observerbare bevis på, at kæmpestore sorte huller kan undslippe deres galakser for derefter at rejse universet tyndt.
Teamet bag mener, at den ‘hale’, de først observerede, stammer fra et sort hul, der fræser gennem galaksens gas, mens gassen samtidig presses tilpas meget sammen til, at stjerner begynder at tage form i dens spor.

»Det mest sandsynlige scenarie, der forklarer alt det, vi har set, er en form for slangebøsse, forårsaget af en trevejs-interaktion,« forklarer Pieter van Dokkum, der er astronomiprofessor ved Yale University og en del af teamet bag, til Live Science.
Det kan betyde, at det sorte hul, astronomerne har set, var en del af et sjældent sort huls-partnerskab med et andet kæmpemæssigt sort hul.
Under en sammensmeltning af to galakser blev et tredje kæmpemæssigt sort hul så introduceret til partnerskabet, og skød et af de andre sorte huller ud. Se illustrationen herover.
Astronomer ved endnu ikke, hvor typiske disse bortløbne, kæmpemæssige sorte huller er, men nogle mener, at der er mange flere spænende rundt derude i rummet.