Kina sendte i begyndelsen af året plantefrø til Månens bagside. Og det lykkedes faktisk at få en plante til at spire.
Men hvordan ser det så ud her flere måneder efter?
Chongqing University, som står i spidsen for projektet, har netop modtaget data over planternes udvikling.
På baggrund af det materiale har forskerne udarbejdet en 3D-rekonstruktion af den lille bomuldsplante, som overlevede og spirede. Det skriver ScienceAlert.
Foruden bomuldsfrø sendte Kina blandt andet også kartoffelfrø, æg fra bananfluer og gær med til Månen.
Det foregik ombord på rumfartøjet ‘Chang’e-4’ i en 18 cm høj cylinder af aluminium med en diameter på 16 cm.
Den lille cylinder indeholdt eet økosystem med vand og næring til de levende organismer – og cylinderen fik navnet Lunar Micro Ecosystem, LME.
Det er første gang på verdensplan, at man forsøger at dyrke biologisk materiale på Månen. Målet er på længere sigt at undersøge, om det er muligt at dyrke mad i rummet.
Og resultaterne, der netop er kommet tilbage, viser, at det kun var frø fra bomuldsplanten, der spirede på Månen. De andre organismer døde undervejs.
LÆS OGSÅ: Tilbage til Månen? Her får du både den optimistiske og den pessimistiske fremtidsvision
Økosystemet, LME, var ikke opvarmet, så da den første månedag var blevet til nat – efter cirka 14 dage på Jorden – døde den lille bomuldsspire. Temperaturen dalede nemlig til minus 190 grader, og det kunne spiren altså ikke holde til.
Men inden da nåede den at vokse og få to blade. Selvom bomuldsplanten og de resterende organismer døde, fortsatte eksperimentet for at se, hvordan økosystemet klarede sig på Månen.
Xie Gengxin er ledende forsker på Technology Research Institute på Chongqing University og står i spidsen for projektet.
Forskerne har ikke publiceret et studie om LME og den lille bomuldsspire, men alligevel håber han, at de kan fortsætte med arbejdet og gøre det mere avanceret.
Faktisk har de allerede blikket rettet mod næste Månemission, hvor de vil sende flere levende organismer til Månen.
Og det er ikke kun Kina, som er i gang med biologiske eksperimenter på Månen. Det samme er USA, Rusland, Indien, det Europæiske Rumagentur og Japan. Og derudover melder flere private virksomheder sig også på banen.
LÆS OGSÅ: Se de vilde billeder: Astronaut havde sit kamera med på 340 dages lang rumrejse
LÆS OGSÅ: 6 historier om Jordens unikke liv fortalt i billeder taget fra rummet
LÆS OGSÅ: Er vi alene i rummet, fordi alle andre civilisationer er uddøde?
mtl