Det er helt sikkert, at Andreas Mogensen håber på en karriere som astronaut, der vil fortsætte længe efter den første og ret korte rejse på bare 10 dage.
Han er født i 1976, og har gode muligheder for at fortsætte som astronaut indtil han er 60 år gammel i 2036 – og det betyder, at han har mulighed for at deltage i de næste 20 års rumrejser.
Andreas får bestemt mulighed for nye rejser ud i rummet, men vejen tilbage til rummet er ikke helt uden problemer.
Rumrejser afhænger af penge, politik og teknik
Enhver astronaut er klar over, at karrieren ikke så meget er dikteret af de tekniske muligheder for at flyve i rummet, men langt mere af økonomi og politik.
Det er meget dyrt at sende mennesker ud i rummet, og bemandet rumfart bidrager jo ikke til at løse store og aktuelle problemer for Europa som flygtningeproblemet og den græske gældskrise.
Desuden skal der skabes enighed om budgettet for det europæiske rumagentur ESA mellem mange lande. Ved disse forhandlinger spiller industripolitik en lige så stor rolle som ønsket om at udforske universet.
Alligevel er det lykkedes at få skabt et nogenlunde stabilt budget for ESA på 4,3 milliarder € om året. Det lyder måske af meget, men det er under 1/3 af budgettet for NASA, og slet ikke nok til at opretholde et selvstændigt bemandet program.
Vi har ikke engang et Europæisk bygget rumskib, der kan opsende astronauter. For mange år siden var det ellers tæt på med det lille rumfly Hermes, som var beregnet til at blive opsendt med Ariane 5. Men projektet blev for dyrt og endte med at blive opgivet.
Heldigvis har vi rumstationen ISS, der nu ser ud til at fortsætte indtil 2024. Amerikanerne, russerne og Canada er blevet enige, ESA og Japan har endnu ikke sagt endeligt ja, men man regner med at det blot er en formalitet. For Europa ventes en endelig afgørelse tidligst til næste år.
Muligheder for lange ophold og rumvandringer
Sandsynligvis vil alt falde på plads, og det betyder at ESA har adgang til ISS de næste ni år. Hvis vi regner med at ESA hvert år sender 1-2 astronauter op på ISS, giver det 10-15 muligheder for at komme op på rumstationen.
Det skulle give Andreas Mogensen gode muligheder for at få et seks måneder langt ophold på ISS, og måske endda komme på en rumvandring.
Men når Andreas Mogensen fylder 50 i 2026, så har rumfarten ændret sig. Der er en lille mulighed for at ISS bliver forlænget helt frem til 2028, hvor det er 30 år siden man begyndte at bygge rumstationen. Mere sandsynligt er det, at de store rummagter vælger at gå hver sin vej – og det åbner nye muligheder for ESA.
Russerne taler om at bygge deres egen og noget mindre rumstation, og da ESA har et godt samarbejde med russerne, så kan det være at ESA astronauter kan få adgang til den russiske station – naturligvis mod betaling. Kina vil også til den tid have deres egen lille rumstation, men om den bliver åben for andre lande er endnu ikke afklaret.
Det er dog et problem, at vi ikke selv kan opsende vore astronauter. Vi burde have råd, men har altså valgt at købe opsendelser.
Det samme gælder i øvrigt for Japan, selv om de arbejder i et meget langsomt tempo på at bygge deres eget rumskib. Måske håber både ESA og Japan på indtil videre at kunne købe nogle af de billige opsendelser af astronauter, som bla SpaceX vil levere.
Konkurrence om billetter til Månen
Amerikanerne har som altid store planer og ikke penge nok til at gennemføre dem.
Det er som om de amerikanske politikere ikke rigtigt har opdaget, at NASAs budget er faldet fra 4,5 % af nationalbudgettet under Apollo til nu bare 0,4 %.
NASAs årlige budget er omkring 18 milliarder dollar. Det er meget mere end noget andet rumagentur, men der er alligevel grænser for, hvor store projekter, NASA kan overkomme.
Efter ISS står NASA over for et valg: Enten skal man satse på at flyve ud i solsystemet, mod Månen, Asteroiderne og Mars, eller også kan man fortsætte med selv at bygge rumstationer. Der er ikke penge til begge dele.
Solsystemet lokker, ikke mindst fordi NASA er ved at bygge en meget stor raket kaldet SLS på størrelse med den gamle måneraket Saturn 5. Det er et projekt, der nyder stor politisk støtte, simpelthen fordi det skaber arbejdspladser. Det er så åbenlyst, at man siger, at SLS står for Senate Launch System.
Det går helt godt med bygningen af SLS, men NASA har hverken penge eller politisk opbakning til for alvor at bruge denne store raket. Til gengæld har de et Orion-rumskib med plads til fire astronauter, som er beregnet til at flyve langt ud i rummet, så vil det være naturligt at bruge isenkrammet til noget. Indtil nu er de eneste planer for SLS og Orion en ubemandet tur rundt om Månen i 2018 efterfulgt af en bemandet flyvning rundt om månen et par år senere.
Men her har ESA været smarte, og det kan få betydning for Andreas Mogensen. ESA skal nemlig levere servicemodulet til Orion, og det er næsten lige så godt som en adgangsbillet for en europæisk astronaut.
Det kommer sikkert til at gå langsomt, med måske en enkelt flyvning om året, men der er gode muligheder for at NASA vil få grønt lys til at flyve til asteroiderne og måske også landsætte mennesker på Månen. Og teoretisk har Andreas Mogensen en mulighed for at få Jorden lidt på afstand – selv om konkurrencen om at få en plads på Orion sikkert vil være meget stor.
NASA overvejer at sende mennesker til Mars' måner
Når Andreas nærmer sig sin 60 års fødselsdag i 2036, er der en ganske lille mulighed for, at han kan få sit største ønske opfyldt, nemlig en rejse næsten helt til Mars. Der er ingen faste planer, men NASA er begyndt at overveje, om det ikke ville være en god ide at gemme den meget vanskelige landing på Mars og i stedet lade den første bemandede rejse gå til en af de to måner Phobos og Deimos.
En sådan rejse kan gennemføres måske allerede i 2033, flere år før man kan forsøge en bemandet landing på Mars.
De to måner er så små, at de ikke engang er helt runde, og det betyder, at de næsten ikke har nogen tyngdekraft. Det gør dem lettere at lande på og udforske. Og fra en base på enten Phobos eller Deimos kan astronauter direkte fjernstyre ubemandede sonder nede på overfladen.
Det kunne være sjovt om Andreas Mogensen kunne slutte sin karriere med at sidde på en marsmåne og styre biler eller fly rundt på Mars.
Skuffelsen over ikke selv at være landet på Mars kan måske opvejes af en virtual reality teknik, der giver astronauten en næsten perfekt oplevelse af selv at bevæge sig rundt på overfladen. Måske bliver det også den måde, vi kommer til at opleve det meste af solsystemet.
