Rumkapløb skudt i gang

Selv om amerikanerne stadig er blandt verdens førende rumnationer, er NASAs budgetter krympet kraftig over de seneste årtier.

I 1966 gik næsten 4,5 procent af det føderale budget til rumfart, mens næste års budget kun er beregnet til cirka 0,5 procent.

I går blev rumfærgen ’Atlantis’ sendt op fra Cape Canaveral, og efter 30 år og 135 rejser bliver rumfærgerne nu sendt på pension.

Alligevel har USA på ingen måde meldt sig ud af rumklubben, og planen er, at de i sidste ende skal købe fragt- og transporttjenester af private aktører såsom SpaceX.

Men de private aktører bliver sandsynligvis ikke klar før hen mod 2015, og i mellemtiden skal amerikanerne købe tjenester af sin historiske rival Rusland.

For at sidde med på et enkelt sæde tur/retur til ISS, Den Internationale Rumstation, betaler amerikanerne omkring 54 millioner dollar.

»Det er dyrt, men det, der måske er værre for amerikanerne, er, at de er afhængige af russiske transportsystemer,« siger den norske rumfartsekspert Erik Tandberg.

Med Sovjet i førersædet

I rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen førte sovjetborgerne til at starte med.

Tandberg fortæller, at sovjetborgerene var i front på flere områder helt frem til, at amerikanerne satte astronauter på månen i 1969, og at de også i dag ligger langt fremme, når det kommer til transport af folk og udstyr til rumstationen.

»Russerne laver ting enklere og billigere, men i dag er deres teknologi forældet og primitiv sammenlignet med amerikanernes.«

Bemandede missioner sker via Sojuz-kapselen, og forsyninger bliver sendt af sted med Progress, som er en version af Sojuz, der er konstrueret til at bære last.

Kapselen blev egentlig bygget til sovjeternes månefærd, som aldrig blev til noget, men fartøjet er siden blevet opgraderet og videreudviklet.

Sojuz er et robust fartøj, forklarer Erik Tandberg – og hvor amerikanernes rumfærger er en Rolls Royce er Sojuz en folkevogn.

»Rumfærgerne bruger vinger, som skaber meget mere løft end en kapsel gør. Dermed bliver den også mere kompliceret, fordi vingene skal have god termisk beskyttelse, krængeror og flaps. Styringen er også meget mere kompliceret end i en kapsel.«

Primitivt men sikkert

Men den primitive russiske teknologi har vist sig at være ekstremt sikker.

Kun to alvorlige ulykker er registreret efter 108 bemandede missioner, hvor Souyz 1 styrtede ned i 1967 på grund af en serie tekniske fejl, og kosmonauten Vladimir Komarov blev det første menneske, der døde under en rumfærd.

I 1971 førte en fejl på ventilsystemet til Sojuz 11 til, at alle de tre kosmonauter om bord omkom. Men siden har russerne ikke haft nogen dødsulykker relateret til rumfart.

Tandberg siger, russerne bevidst har brugt rumsucceserne til at fremme national prestige og politiske formål, og har formået at opnå imponerende ting, men at det blev for dyrt i længden.

I dag opererer de også med helt andre budgetter.

Det civile russiske rumbudget ligger på omtrent 3,8 milliarder dollar – rundt regnet en femtedel af NASA-budget i dag, mens ESA-budgettet er på 5,4 milliarder dollar.

ESA har udviklet det ubemandede fartøj ATV og har i dag sendt to af dem op.

Planen er, at det skal levere forsyninger til ISS og tage affald med sig ned igen, hvor det bliver brændt op i atmosfæren.

Mens russernes Progress kan fragte en last på omkring 2,5 ton, kan europæiske ATV bære omkring tre gange så meget. ESA har også overvejet at lave en bemandet udgave, men der er ikke taget nogen beslutning endnu. Oven i det har japanerne lavet det ubemandede fartøj HTV, som minder om ATV.

Kina på banen

Efter det intense rumkapløb under den Kolde Krig, blev samarbejdet vejen frem.

USA, Rusland, Canada, Europa og Japan har i lang tid arbejdet sammen på ISS med gode resultater.

I løbet af kort tid er Kina også kommet på banen, men Erik Tandberg mener, det er usikkert, om amerikanerne er villige til at samarbejde med dem.

»På den ene siden siger man, at jo mere man samarbejder, jo billigere bliver det, og jo mindre dobbeltarbejde bliver der i udvikling og produktion. Men konkurrence giver også stimulans.«

Kinesernes Shenzhou-program startede i 1992, og i 2003 sendte de den første bemandede kapsel op.

Kina har planer om et betjent rumlaboratorium, som skal påbegyndes allerede næste år, og en rumstation skal være klar inden 2020.

Tandberg fortæller, at kinesernes teknologi minder mest om den russiske, og at Shenzhou-kapselen ligner en forstørret udgave af Sojuz.

Kineserne har også sagt, at de vil til Månen, og de planlægger en bemandet tur til Mars hen mod slutningen af 2030’erne ved hjælp af en selvproduceret løfteraket.

»Dette kan udvikle sig til et nyt rumkapløb, og om USA vil være villig til at samarbejde med Kina vil kun tiden vise.«

Løfteraketter er nøglen

Kineserne er ikke de eneste, der har store planer.

Selv om amerikanerne foreløbig har sat Constellation-programmet, som blandt andet indebar en base på Månen, på standby, har kongressen bestemt, at NASA skal sætte udviklingen af en ny kraftig løfteraket i gang.

Russerne har også indikeret, at de arbejder med noget lignende.

Den nye russiske løfteraket vil sandsynligvis være en videreudvikling af Angara, som er en løfteraket-familie, der vil kunne løfte op til 40 ton i lav jordbane. Russerne begynder at teste raketterne i 2013, og den samme teknologi skal også bruges i en raket, som skal kunne rejse længere ud i rummet.

Russerne er også begyndt på ny at tale om atomraketter, hvor man opvarmer drivstof med en reaktor.

»Sådanne store løfteraketter er nøglen til, hvad man kan gøre både med hensyn til Månen og Mars, og med store raketter kan man gøre store ting,« siger Tandberg.

Fra forskning.no. Oversat af Mette Damsgaard

Rumfærgen Atlantis er sendt afsted på den allersidste mission. Men markerer afslutningen på rumfærgernes æra begyndelsen på et nyt rumkapløb? (foto: NASA)