Det astronomiske verdensbillede, vi kender i dag, er gradvist opbygget gennem århundreder. Det er sket ved, at utallige astronomer gennem historien har leveret brikker til astronomiens puslespil.
Nogle har siddet ved deres kikkerter og observeret stjernehimlen, mens andre har siddet ved skrivebordet og udtænkt nye teorier og fortolkninger, der kunne forklare, hvad man havde observeret.
Vi vil i artikelserien ’De skabte astronomien’ rette fokus mod astronomerne bag opdagelserne og fortælle den mere personlige historie om et udvalg af astronomer og de opdagelser og teorier, de bragte ind i den astronomiske verden.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bøgerne ‘Det levende Univers‘ samt ‘Rejsen ud i rummet – de første 50 år‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Heftige debatter om stjernetåger og verdensbilleder
I al videnskab vil der være fejlfortolkninger eller teorier, der må forkastes undervejs i udviklingen – eller bare observationer der ikke umiddelbart kan forklares.
Det gælder naturligvis også astronomien, når der opdages nyt fra universet, der kan føje nye brikker til eller ændre på teorierne inden for områder i astronomien.
Således var der i begyndelsen af 1920’erne en heftig debat blandt astronomerne om naturen af de mange stjernetåger, som man observerede fra datidens store kikkerter.
Mange holdt på, at det blot var stjernetåger, der tilhørte Mælkevejen, mens andre mente, at der var tale om selvstændige stjernesystemer uden for Mælkevejen.
Problemet blev løst, da Edwin Hubble i 1925 fik bestemt afstanden til vores nabo Andromeda-tågen og hermed kunne bekræfte, at den lå så langt borte fra Mælkevejen, at den var en selvstændig galakse – ligesom Mælkevejen.
Det er sådan, videnskaben arbejder, og det har den gjort, lige siden oldtidens græske astronomer kom frem til et verdensbillede, hvor Jorden var i centrum. Den teori var jo også udviklet ud fra en fortolkning af, hvad astronomerne observerede på himlen.
LÆS OGSÅ: Store opdagelser: Kopernikus og det heliocentriske verdensbillede
De store opdagere
I serien kan du glæde dig til at læse om blandt andre:
- Percival Lowell (1855-1916) og hans studier af planeten Mars.
- Edward Charles Pickering (1846-1919), der udarbejdede et omfattende stjernekatalog med hjælp fra ‘Harvardgruppen’, blandt andre bestående af:
- Henrietta Swan Leavitt (1868-1921)
- Annie Jump Cannon (1863-1941)
- Williamina Fleming (1857-1911)
- Mary Anna Palmer Draper (1839-1914)
- Joseph von Fraunhofer (1787-1826), Gustav Kirchhoff (1824-1887) og Robert Bunsen (1811-1899), der indførte spektrene i astronomien og dermed gav astronomerne mulighed for at undersøge, hvilke grundstoffer universet er opbygget af.
- Cecilia Payne-Gaposchkin (1900-1979), der opdagede, at stjerner er opbygget af brint og helium og kun små mængder af andre grundstoffer.
- Hans Bethe (1906-2005), Fred Hoyle (1915-2001) og William A. Fowler (1911-1995), der viste, hvordan stjernerne – herunder Solen – producerer energi og samtidig opbygger nye grundstoffer.
- Georges Lemaître (1894-1966), der først kom med idéen om, at universet ikke altid har eksisteret men er blevet til ved et ‘Big Bang’.
LÆS OGSÅ: Fra Newton til Einstein og Hawking: Sådan tænkte fysikerne om de gådefulde sorte huller
LÆS OGSÅ: Er vi alene i rummet, fordi alle andre civilisationer er uddøde?
LÆS OGSÅ: For anden gang nogensinde: Astronomer spotter objekt, der muligvis stammer fra et andet solsystem
