I 2007 opdagede forskere for første gang et kraftigt og kortvarigt radiosignal fra rummet.
Siden da har videnskaben været på jagt efter en god forklaring på det mystiske fænomen, der jævnligt dukker op, og i dag er kendt som korte radioglimt – på engelsk Fast Radio Bursts (FRB).
For hvad er det, der udsender de kortvarige radiosignaler fra rummet?
I to nye studier har forskere fundet en ny forklaring på i hvert fald ét af de gådefulde radioglimt.
»Det er stort på den måde, at vi nu har fået et af de bedste bud på, hvad der kan forårsage de korte radioglimt. Det har man prøvet at finde ud af i de seneste 10 år,« siger Kasper Elm Heintz, som forsker i korte radioglimt på Københavns Universitet, men ikke er en del af de nye studier.
Nej - ikke aliens
Hvis du tænker, at forklaringen på korte radioglimt må være aliens, som udsender radiosignaler – sådan som man kan læse i visse udkantssteder på internettet – må vi desværre skuffe dig.
Hidtil har den mest udbredte og anerkendte forklaring blandt forskerne været, at de korte radioglimt bliver udsendt af såkaldte magnetarer - afdøde stjerner (neutronstjerner), som har et yderst kraftigt magnetfelt.
I 2020 var man nemlig så heldig at observere et kort radioglimt, som efter alt at dømme blev udsendt af en velkendt magnetar fra vores egen galakse, Mælkevejen.
»Magnetarer er det bedste bud, vi har på, hvad der kan producere i hvert fald nogle korte radioglimt,« siger Kasper Elm Heintz, som er adjunkt på The Cosmic Dawn Centre ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
»Men man har diskuteret, om magnetarer nu også er kilden til alle radioglimt fra andre galakser, for der findes andre indirekte beviser, som peger i andre retninger.«
To objekter i parløb
Det nye studie peger på, at de korte radioglimt også kan blive skabt af to kompakte objekter, som kredser om hinanden og påvirker hinanden.
»Studiet tyder på, at det ene objekt højst sandsynligt er en stjerne, mens det andet er en magnetar. De interagerer med hinanden, og det får dem altså til at udsende gentagne radioglimt,« siger Kasper Elm Heintz.
Konklusionen bygger på kinesiske forskeres observationer af et temmelig usædvanligt radioglimt, som bærer det mundrette navn FRB 20201124A.
\ Ordbog:
Korte radioglimt (Fast Radio Bursts) er udbrud af radiobølger, som kun varer meget kortvarigt – tusindedele af et sekund – men radiobølgerne er til gengæld meget kraftige.
En neutronstjerne er resterne af en tung stjerne, som er eksploderet. Den består af stjernens kerne, som er ekstremt tætpakket og tung.
En magnetar er en undergruppe af neutronstjerner, som har et ekstremt stærkt magnetfelt, og som roterer om sig selv.
En Be-stjerne er en meget varm og hurtigt roterende type af stjerne.
FRB 20201124A blev første gang observeret i november 2020, og modsat langt de fleste andre korte radioglimt, dukkede det ikke kun op en enkelt gang.
»Den udsendte mange flere signaler efter hinanden, end vi typisk ser, og derfor blev den kaldt for 'November Rain', da den blev opdaget,« fortæller Kasper Elm Heintz.
I de mest aktive perioder har forskerne observeret op til 50 glimt i timen fra FRB 20201124A.
Mærkeligt mønster
FRB 20201124A har imidlertid ikke kun givet forskerne hovedbrud, fordi den er så utrolig aktiv og bliver ved med at dukke op. Den er også usædvanlig, fordi karakteren af dens signaler varierer meget over tid.
Det er eksempelvis det første korte radioglimt, som udviser uregelmæssige variationer i en særlig måling, kendt som faradayeffekten – en måling, der kort fortalt siger noget om styrken og orienteringen af magnetfeltet fra FRB 20201124A.
De mystiske og varierende signaler fra FRB 20201124A minder ifølge forskerne om mønstret fra et system, som man kender fra vores egen galakse Mælkevejen.
Det er netop et system, som består af to ekstreme objekter: En magnetar og en hurtigt-roterende stjerne (en Be-stjerne).
Forskerne konkluderer i deres studie, at den samme type system med en magnetar og en hurtigt-roterende stjerne »naturligt kan forklare de mystiske karaktertræk ved FRB 20201124A.«
Sandsynligt - ikke sikkert
»Det er en sandsynlig forklaring, men man kan ikke sige med stor sikkerhed, at de korte radioglimt stammer fra en stjerne og en magnetar,« understreger Kasper Elm Heintz.
»Men man kan sige, at der er tale om kompakte objekter, som interagerer med hinanden og skaber de store udsving, som vi ser i signalet fra det her radioglimt.«
Med andre ord kan vi altså ikke være sikre på, hvilke to objekter som skaber de mystiske radioglimt ved at interagere med hinanden. Men »hvad end, det er, der interagerer,« siger Kasper Elm Heintz, så kan studiet vise, at de to objekter må befinde sig i en afstand fra hinanden, som svarer til halvdelen af Jordens afstand til Solen.
Flere forklaringer
Selvom vi stadig er langt fra en endelig forståelse af de korte radioglimt fra rummet, er radioglimtforskeren alligevel begejstret for de nye resultater.
De indikerer nemlig, at der måske ikke kun er en enkelt forklaring på, hvad der skaber korte radioglimt, men to eller måske endda flere, siger han.
»Det er spændende, for nu har vi fået det andet-bedste bud på, hvad der kan forårsage korte radioglimt. Vores første bevis var en magnetar fra vores egen Mælkevej, og nu har vi et andet bevis, som siger, at korte radioglimt højst sandsynligt også kan produceres af to objekter, som interagerer med hinanden,« slutter han.
Observationerne i det nye studie er gjort med et kæmpestort kinesisk radioteleskop, kaldet Five-hundred-meter Aperture Spherical radio Telescope, og de to nye studier af FRB 20201124A er publiceret i henholdsvis Nature og Nature Communications.
