28. april målte astronomer måske det første korte radioglimt, som kommer fra vores egen Mælkevej.
Den nye opdagelse er et stort gennembrud i forskningen, da vi indtil nu kun har fundet korte radioglimt, der kommer fra galakser mange millioner af lysår borte og derfor er svære at studere, hvilket vi tidligere har omtalt på Videnskab.dk: Mystiske radiosignaler skyldes måske dræbende magnetfelter fra fjerne galakser.
Men hvad er et kort radioglimt?
Korte radioglimt har været kendt siden 2007, måske mest under deres engelske betegnelse Fast Radio Burst eller FRB.
Et typisk kort radioglimt er et udbrud af radiostråling med en varighed på kun få millisekunder.
Vi ved endnu meget lidt om dette fænomen, da langt de fleste korte radioglimt, i det følgende kaldet FRB, kommer helt uventet – kun i enkelte tilfælde kommer de med en vis regelmæssighed.
To ting står dog nogenlunde fast:
- Under et radioglimt udsendes op til 500 millioner gange mere energi, end Solen producerer, på samme tid, men denne energiproduktion opretholdes kun i få millisekunder.
- Et kort radioglimt stammer fra et sted, hvor magnetfeltet er meget stærkt. Det kan man se, fordi strålingen er stærkt polariseret.
Det har ført til flere teorier, som især koncentrerer sig om de såkaldte magnetarer, som er neutronstjerner med anomalt stærke magnetfelter, flere billioner gange stærkere end Jordens magnetfelt.
Magnetarer har de stærkeste magnetfelter, vi kender i universet.
28. april skete der noget
Det har længe været astronomernes store ønske at finde et kort radioglimt her i vores egen Mælkevej, så derfor har man holdt kendte magnetarer under observation.
Denne overvågning gav så pote 28. april, hvor man målte et meget kraftigt FRB fra en magnetar med det mundrette navn SGR 1935+2154 omkring 30.000 lysår borte.
Ikke nok med det, samtidig blev der målt et kraftigt udbrud af røntgenstråling. Det var en meget værdifuld observation, for man har aldrig tidligere målt røntgenstråling i forbindelse med et kort radioglimt.
Det er faktisk mærkeligt, for vi ved, at magnetars ofte udsender røntgen og gammastråling, og kun sjældent radiostråling.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
\ Læs mere
Hvor stærkt var det målte udbrud?
Nu fik astronomerne meget travlt. Der arbejdes stadig på at analysere resultatet, så man helt sikkert kan slå fast, at der var tale om et ægte kort radioglimt fra en lokal magnetar.
Specielt skal man måle spektret, for at se om det svarer til spektret for andre kendte korte radioglimt.
Hvis det ikke er tilfældet, er man, som astronomerne selv siger, slået tilbage til start. Man er dog optimistisk og tror på, at man har set ’den ægte vare’.
Men der var da en udregning, der meget hurtigt kunne foretages: Hvor stærkt var det målte udbrud i forhold til andre kendte korte radioglimt?
Det er nemt nok, for man beregner bare, hvor stærkt radioglimtet ville være, hvis det var kommet fra en anden galakse millioner af lysår borte.
Så viste det sig, at vi så bare havde observeret et ikke særlig stærkt radioglimt – nærmest i den lave ende, hvad angår energi, men dog indenfor det normale.
Mange ubesvarede spørgsmål
Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om de korte radioglimt, ikke mindst fordi vi stadig ved meget lidt om magnetarer.
Magnetarer er neutronstjerner, men man forstår stadig ikke, hvorfor de har et magnetfelt mange tusinde gange stærkere, end hvad der er normalt for en almindelig neutronstjerne.
Magnetfeltet i normale neutronstjerner kommer fra elektriske strømme i stjernens indre, men man kan ikke forklare, hvorfor nogle enkelte neutronstjerner udvikler et usædvanligt stærkt magnetfelt.
Tyngdefeltet i en neutronstjerne er meget stærkt, men tyngdefeltet kan ikke skabe magnetfelter, da magnetisme og tyngdekraft er to helt forskellige kræfter. Men den stærke tyngdekraft kan åbenbart i sjældne tilfælde skabe forhold inde i stjernen, som gør det muligt for et allerede eksisterende magnetfelt at blive helt usandsynligt stærkt.
En neutronstjerne med en diameter på 10-20 km og en masse større end Solen har et så stærkt tyngdefelt, at man altid har regnet med, at tyngdekraften former stjernen til noget af det nærmeste, vi kan komme til en perfekt kugle.
Kan give anledning til kort radioglimt
Men magnetfeltet i en magnetar er muligvis så stærkt, at det kan deformere selv en neutronstjerne – og det kræver virkelig en meget stærk kraft at kunne gøre det.
Der kan også komme nogle meget stærke udbrud eller flares fra en magnetar, og som vi har nævnt i den tidligere artikel Mystiske radiosignaler skyldes måske dræbende magnetfelter fra fjerne galakser, kan de i teorien give anledning til et kort radioglimt.
Men teorien, som den amerikanske astronom Brian Metzger står bag, og som vi omtaler nærmere i den nævnte artikel, er kun en model, baseret på den viden vi dengang havde.
Teoretikerne får nu travlt med at opstille bedre modeller både for opbygningen af en magnetar og for dannelsen af et kort radioglimt.
Nu håber astronomerne så på at få nogle mere detaljerede målinger fra vores lokale magnetar, så det bliver muligt at vælge mellem de forskellige modeller og på den måde finde den model, der bedst passer med observationerne.
