Milliondyr prøve fra fjern asteroide endte ved en fejl i Føtex
Efter at have rejst millioner af kilometer gennem rummet kom en prøve fra asteroiden Ryugu i hænderne på Postnord, og en forbløffet forsker måtte afhente den kostbare prøve i Føtex.
Efter at have rejst millioner af kilometer gennem rummet kom en prøve fra asteroiden Ryugu i hænderne på Postnord, og en forbløffet forsker måtte afhente den kostbare prøve i Føtex.

En februardag i 2022 ventede professor Martin Bizzarro spændt på sit kontor på Københavns Universitet.
En helt exceptionel pakke var på vej: For første gang nogensinde skulle en prøve hentet på en fjern asteroide lande på dansk jord.
Den kostbare prøve var blevet afhentet af det japanske rumfartsagentur på asteroiden Ryugu millioner af kilometer fra Jorden. Missionen havde været i rummet i seks år, før asteroide-prøven endelig landede på planeten Jorden. Og nu skulle Martin Bizzarro og hans kolleger have fingrene i en lille del af den dyrebare prøve.
»Alle på kontoret var vildt spændte. Jeg forventede, at der ville komme en specialtransport, hvor nogen steg ud af en stor lastbil og kom og afleverede pakken. I hvert fald forventede jeg noget særligt,« fortæller Martin Bizzarro, som er professor og førsteforfatter på et nyt studie, som beskriver de danske analyser af asteroide-prøven.
Sidst på eftermiddagen var pakken med asteroide-støv endnu ikke dukket op. Martin Bizzarro trippede lidt rundt om sig selv på kontoret, da en besked fra Postnord tikkede ind på hans mobil.
»Beskeden lød, at Postnord havde forsøgt at aflevere pakken, men at jeg ikke var til stede på kontoret, så de kunne ikke levere pakken. I stedet skulle jeg hente den i Føtex næste dag,« siger Martin Bizzarro, som er professor ved Center for Stjerne- og Planetdannelse på Københavns Universitet.
»Selvfølgelig har Postnord aldrig forsøgt at aflevere pakken. Jeg var på kontoret hele dagen, fordi jeg ikke ville gå glip af leverancen.«
Han har lavet beregninger, som viser, at hans lillebitte andel af prøven – i alt 0,07 gram – fra asteroiden Ryugu har kostet mindst fem millioner euro, når man udregner omkostningerne til missionen.
»Det svarer til omkring 40 millioner kroners materiale, som har overnattet i Føtex,« konstaterer Martin Bizzarro.
Ryugu er en asteroide – et klippestykke i rummet - som måler cirka 900 meter i diameter.
Asteroiden blev opdaget af amerikanske forskere i 1999.
Det japanske rumagentur JAXA sendte i 2014 et ubemandet rumfartøj, kaldet Hayabusa2, ud i rummet for at besøge Ryugu.
I 2018 ankom Hayabusa2 til Ryugu, og fartøjet fløj i en periode rundt om asteroiden. I 2019 indsamlede missionen ad to omgange prøver fra asteroidens overflade.
I november 2019 forlod rumfartøjet Ryugu og fløj tilbage mod Jorden. En beholder med asteroide-prøven blev smidt væk fra Hayabusa2 og landede i december 2020 i Australien med en faldskærm.
Hayabusa2 susede derimod videre ud i rummet for at besøge endnu en asteroide.
På Aarhus Universitet bekræfter forsker Rasmus Andreasen, at der er tale om et yderst usædvanligt prøvemateriale, som endte sin rejse fra det ydre rum i pakkeudleveringen i Føtex.
Normalt kan forskere nemlig kun få fingrene i materiale fra asteroider, når småsten fra rummet tilfældigt dratter ned på Jorden som meteoritter.
Derimod er det er ekstremt dyrt, kompliceret og sjældent at rejse ud i rummet og hente prøver ned til Jorden fra asteroider. I alt er det sket tre gange i historien.
»Det er helt sikkert en meget usædvanlig pakke og en ret sjov historie. Jeg tror, at mange kan relatere til historien, for næsten alle har på et tidspunkt været frustrerede over Postnord. Og her er det så lidt ekstra skægt, fordi pakken indeholder noget fuldstændig usædvanligt fra rummet,« siger Rasmus Andreasen, som er forsker ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet.

Dagen efter at have modtaget sms’en fra Postnord troppede Martin Bizzarro op i pakkeudleveringen hos Føtex på Sølvgade i København.
Han havde fået en kollega til at gå med ned i butikken for at kunne dokumentere det særlige øjeblik, hvor asteroide-prøven blev udleveret.
»Det var jo et historisk øjeblik. Det var første gang nogensinde, at en prøve hentet på en asteroide blev leveret til Danmark, så jeg ville dokumentere øjeblikket med billeder,« fortæller Martin Bizzarro.
»Jeg forklarede den unge ekspedient, at vi tog billeder, fordi pakken indeholdt prøver fra det ydre rum. Men han kiggede mærkeligt på mig og sagde ’Yeah, right’ eller noget lignende,« tilføjer han og griner.
Det er lykkedes Videnskab.dk at finde frem til den pågældende ekspedient, og han husker faktisk fortsat tydeligt asteroide-episoden i Føtex i 2022.
»Det er jo ikke hver dag, at der kommer sådan et par engagerede mænd ind og henter en asteroide. De var jo med rette ret stolte af det, så jeg fik også lige hele forklaringen om, hvad det var, de havde gang i,« fortæller den tidligere Føtex-medarbejder Asger Jacobsen til Videnskab.dk.
Efter at have afhentet den særlige pakke købte Bizzarro og hans kollega champagne i Føtex, »for vi var der jo alligevel«.
Og snart efter var forskerne samlet med en række kolleger fra Københavns Universitet for at fejre, at et lille stykke asteroide – på trods af et svinkeærinde i Føtex – var landet hos dem.
»Det er helt fantastisk at få fingrene i den slags materiale, så vi holdt en fejring med champagne hjemme på laboratoriet, og alle skulle hen og kigge på prøven i mikroskopet,« fortæller Martin Bizzarro.
Tre gange i historien er det lykkedes at hente prøver fra asteroider hjem til Jorden – såkaldte sample-return missions.
Første gang var det asteroiden Itokawa, som det japanske rumfartøj Hayabusa hentede prøver på i 2005. I 2010 landede prøverne på Jorden.
Anden gang var det asteroiden Ryugu, som det japanske rumfartøj Hayabusa2 hentede prøver på i 2019. I december 2020 landende prøverne på Jorden.
Tredje gang var det asteroiden Bennu, som amerikanske NASA besøgte med rumfartøjet Osiris-Rex, som indsamlede prøven på Bennu i 2020, og i september 2023 landede prøverne på Jorden.
Selve prøven blev opsamlet ad to omgange på asteroiden Ryugu af det ubemandede japanske rumfartøj Hayabusa2.
Den første prøve blev opsamlet fra overfladen i februar 2019, mens den anden prøve blev opsamlet ved en mere kompliceret manøvre, hvor forskerne for første gang nogensinde ville forsøge at få fat i materiale fra det indre af en asteroide.
Derfor blev et projektil skudt ned mod Ryugus overflade i april 2019. Projektilet efterlod et mindre krater på asteroidens overflade på omkring 10 meter, og senere kunne Hayabusa2 hente prøver fra krateret.

I alt havde Hayabusa2 omkring fem gram prøvemateriale med tilbage til Jorden. Da rumfartøjet nærmede sig sin hjemplanet, blev prøverne sendt afsted i en særlig beholder. Beholderen landede med faldskærm i Australien i december 2020, mens rumfartøjet Hayabusa2 selv susede videre ud i rummet for at besøge en anden asteroide.
Den fem gram store prøve fra asteroiden Ryugu blev efterfølgende sendt til Japan og derfra distribueret videre ud til laboratorier rundt om i verden til analyse.
Prøven, som endte i Danmark – i Føtex – vejede i alt 73,51 milligram (0,07351 gram) og bestod både af materiale fra asteroidens overflade og fra det kunstigt skabte krater på Ryugu.
Prøven er jo meget kostbar og usædvanlig. Hvorfor sendte I den med Postnord?
»Det er ikke mig, som har stået for forsendelsen. Oprindeligt blev den sendt afsted med et andet firma, men nogle gange arbejder udenlandske firmaer jo sammen med lokale postservices som Postnord, så jeg går ud fra, at det er sådan, det hænger sammen,« siger Martin Bizzarro.
Han forklarer, at den kostbare asteroideprøve også blev mødt med andre rejse-vanskeligheder på planeten Jorden. I første omgang gjorde coronarestriktioner rejsen fra landingsstedet i Australien til ejerne i Japan besværlig.
»Det var en meget langsom proces at få prøven ud til forskere. Det var også kompliceret, fordi krigen i Ukraine af en eller anden grund betød, at Japan ikke måtte sende prøver direkte til Europa. Derfor skulle prøverne først sendes til en mellemmand i USA for derefter at blive sendt videre til Europa,« forklarer Martin Bizzarro.
Videnskab.dk har kontaktet Postnord for at høre deres kommentar til historien om asteroide-prøven, som endte i pakkeudleveringen i Føtex.
Pakken blev ifølge professor Martin Bizzarro afhentet i Føtex 24. februar 2022, men han har ikke længere pakkenummeret på leverancen.
Da pakkenummeret ikke er tilgængeligt, oplyser Postnord, at de desværre ikke kan undersøge, hvad der gik galt med leverancen den pågældende dag.
Nogle vil måske synes, at det er uansvarligt at sende en dyr asteroideprøve med posten?
»Ja, men jeg må indrømme, at jeg faktisk har modtaget endnu en prøve fra Ryugu med posten. Jeg blev spurgt, om jeg ville lave nogle analyser af en særlig partikel fra Ryugu, og den blev også sendt med et privat firma og endte faktisk i tolden,« fortæller Martin Bizzarro, som endnu ikke har udgivet sine analyser af den særlige partikel fra Ryugu.
Han er netop kommet hjem fra Japan, hvor han har modtaget endnu en lille del af Ryugu-prøven for at lave helt andre analyser af asteroide-materialet.
»Men denne gang sagde jeg, at de ikke skulle sende det med posten. Jeg ville selv hente prøven, for jeg skulle alligevel til Japan,« slutter han.
I en anden artikel på Videnskab.dk kan du læse mere om, hvad Bizzarro og hans kolleger har lært af deres analyser af asteroideprøven.