Hvad kræves det for at kvalificere sig til NASA’s første bemandede Mars-mission?
Et godt hoved, teknisk snilde, en hårdfør psyke og – måske – en veludviklet humoristisk sans.
Antropologer undersøger i samarbejde med NASA – ganske alvorligt – nødvendigheden af at have komikere med på den første bemandede Mars-mission, skriver the Guardian.
LÆS OGSÅ: Humor: Derfor griner vi af nogle vittigheder, mens andre falder til jorden
»Det er en type mennesker, der har evnen til at trække alle i samme retning, bygge bro, når der kommer spændinger og booste moralen,« fortæller Jeffrey Johnson, professor i antropologi ved University of Florida, til the Guardian.
Jeffrey Johnson arbejder med NASA for at undersøge, hvordan klovne og andre humoristiske karakterer kan bidrage til længere rummissioner.
Jeffrey Johnson har tidligere brugt fire år på at undersøge grupper af mennesker, der overvintrer på Antarktis, og her opdagede han vigtigheden af humoristiske og hyggelige karakterer som klovne og historiefortællere.
»Når man bor med andre på begrænset plads i længere perioder som på en Mars-mission, vil der opstå spændinger. Derfor er det vitalt, at man har nogen, der kan hjælpe alle med at komme overens, så folk kan udføre deres arbejde, når frem og kommer sikkert retur,« forklarer Jeffrey Johnson ifølge the Guardian.
LÆS OGSÅ: Kan mennesker bo på Mars?
NASA planlægger den første bemandede mission til Mars i 2033. Rusland og Kina håber på at kunne gennemføre det efter 2040. Flere private rumfartsselskaber som Elon Musks SpaceX har ambitioner om at gøre det endnu tidligere.
Mars er i gennemsnit 225 millioner kilometer fra Jorden, og turen vil tage cirka 8 måneder én vej.
LÆS OGSÅ: Hvordan vil evolutionen forme mennesker på Mars?
LÆS OGSÅ: Humor på dansk – hvad, hvordan og hvorfor?
fghs