Højdepunktet i oktober må nok siges at være den partielle solformørkelse 25. oktober.
Vi har dog også et par stjerneskudssværme i sigte – og Den Internationale Rumstation, ISS, passerer hen over himlen 1. og 2. oktober, og igen 23. til 31. oktober.
Dagen bliver gradvist kortere – ved oktobers begyndelse er dagens længde knap 12 timer, men i månedens løb aftager dagen med lidt mere end 2 timer.
Nætterne bliver tydeligt længere, så vi kan se frem til nogle gode, mørke nætter til at studere stjernehimlen.
Årets solformørkelse
Men lad os først se på årets solformørkelse 25. oktober.
En solformørkelse kan kun opleves, hvis Månen i sin bane rundt om Jorden kommer til at ligge netop på linjen mellem Solen og Jorden, og Månen dermed kaster skygge på Jorden: Solen, Månen og Jorden står da på linje.
Solformørkelsen 25. oktober finder sted mellem klokken 11 og klokken 13, og Solen er maksimalt formørket omkring klokken 12. Præcise tidspunkter afhænger lidt af, hvor i landet man befinder sig.
Det er en såkaldt partiel, altså delvis, formørkelse, hvilket betyder, at kun en del af solskiven bliver formørket – i dette tilfælde omkring 33 procent af solskiven.
Hvis nu månebanen havde fulgt ekliptika, som er jordbanens plan, ville vi have fået en solformørkelse, hver gang det var nymåne, og en måneformørkelse, hver gang det var fuldmåne.
Men så simpelt er det ikke. Månebanen hælder nemlig godt fem grader i forhold til jordbanens plan. Månen skal befinde sig enten på eller meget tæt på den såkaldte knudelinje, som er skæringslinjen mellem månebanens plan og ekliptika.
Kravet om, at Månen skal befinde sig på linjen Jord-Sol og samtidig befinde sig meget tæt på knudelinjen, betyder derfor, at vi højst kan opleve to til fem solformørkelser om året.
Dertil kommer desuden, at en solformørkelse kun ses i et snævert område på Jordkloden.
På et givet sted på Jorden kan der derfor godt være lang tid mellem solformørkelserne – for slet ikke at tale om de totale solformørkelser. De er sjældne fænomener, som mange gerne rejser langt for at opleve.
Vi må vente til 29. marts 2025 på den næste delvise solformørkelse. Den næste totale solformørkelse over Danmark indtræffer først i 2142.
\ Læs mere
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Månen og planeterne i oktober
Det er fuldmåne 9. oktober og nymåne 25. oktober, hvor vi netop oplever en solformørkelse.
Undervejs i oktober passerer Månen forbi både planeter og klare stjerner.
Månen møder både Saturn og Jupiter på aftenhimlen i syd-sydøst. 5. oktober omkring klokken 21-22 passerer Månen lige under Saturn på himlen i syd.
6. og 7. oktober er Månen rykket hen mod Jupiter, der ses i sydøst. 8. oktober er Månen nået hen lige under Jupiter, og i de følgende nætter bevæger den sig gradvist bort fra Jupiter i retning mod øst.
14. til 17. oktober møder Månen den røde planet Mars højt på himlen i sydøst. 15. oktober står Månen lige over Mars. Bedste tidspunkt er nok omkring klokken 3 til 5 om natten.
Længere nede på himlen har vi en del af Orion-stjernebilledet med den klare, røde kæmpestjerne Betelgeuse samt de tre ’bæltestjerner’, og lidt længere nede på himlen den klare hvide stjerne Rigel.
17. til 18. oktober, omkring klokken 6 morgen, ses Månen i nærheden af de to stjerner Castor og Pollux i stjernebilledet Tvillingerne, der ligger i nærheden af Orion og ses på himlen i sydøst.
Endelig 20. til 21. oktober omkring klokken 6 om morgenen kan Månen ses nær den klare stjerne Regulus i Løven pænt højt på himlen i sydøst.
Mens vi har glæde af både Mars, Jupiter og Saturn på nattehimlen, står både Merkur og Venus tæt ved Solen og er ikke lette at fange i oktober.
Tre mindre stjerneskudssværme
Lad os også nævne tre mindre stjerneskudssværme, vi har udsigt til her i oktober. Det drejer sig om Orioniderne, Draconiderne og De Nordlige Taurider.
Orioniderne er den mest markante af oktobers meteorsværme. Sværmen er aktiv fra 2. oktober til 10. november, og den har sit navn efter stjernebilledet Orion, idet udspringet, også kaldet radianten, befinder sig lidt over den klare, røde kæmpestjerne Betelgeuse i Orion.
Orioniderne topper omkring den 21. til 22. oktober med måske op til 25 stjerneskud i timen.
Orioniderne stammer fra Halleys komet, der har efterladt sig en strøm af partikler i sin bane omkring Solen.
Senest vi kunne se Halleys komet var i 1986, og lige nu er kometen i sin meget aflange bane længere borte fra Solen end Neptun. Omkring november 2023 har den nået sin største afstand fra Solen, og så begynder så den lange rejse tilbage til det indre solsystem.
I 2061 vil vi så igen kunne se Halleys komet. Den vil da lyse som en klar stjerne og dermed være mere klar end i 1986.
Forklaringen er, at Halleys komet i 2061 vil være på den samme side af Solen som Jorden, når den er tættest på Jorden. I 1986 var kometen omme bag Solen, da den var nærmest Jorden, så vi kunne først se den to måneder senere på et tidspunkt, hvor afstanden var ganske stor.
Den lille meteorsværm Draconiderne, der er aktiv fra 6. til 10. oktober, har sit udspring højt på himlen i nord i stjernebilledet Dragen, der snor sig ved siden af Lille Bjørn og Polarstjernen.
\ Om serien ‘Kig op’
‘Kig op’ er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Følg også med i serien ‘Rumfarten’, der i begyndelsen af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er sidste måneds installation i serien: Rumfarten i september: Udskudt månemission skal opsendes, og ESA undersøger grøn energi i rummet
Den har sit maksimum den 8. til 9. oktober – dog med blot ganske få stjerneskud i timen.
Endelig er der den mindre sværm De Nordlige Taurider med udspring i Tyren, der rækker fra 20. oktober og helt ind i december – og først topper i november. Kilden til denne sværm er Komet Encke, der bevæger sig rundt om Solen på lidt mere end tre år.
Stjernehimlen i nord
Her finder vi Karlsvognen og resten af Store Bjørn lavt på himlen i nord.
Over Store Bjørn ligger Dragen ved siden af Lille Bjørn med Polarstjernen.
Endnu højere på himlen følger Cepheus og Cassiopeia, der kendes på, at de klareste stjerner danner et W. Cassiopeia ses lidt under zenith.
Stjernehimlen i syd
I oktober er planeterne Saturn, Jupiter og Mars alle at finde på himlen i syd. De befinder sig nær Ekliptika, som er jordbanens plan.
Saturn står lavt på himlen i sydvest, mens Jupiter er lidt højere på himlen i syd. Mars står endnu lidt højere oppe på himlen i øst i stjernebilledet Tyren med den klare. røde stjerne Aldebaran, der også kaldes ’Tyrens røde øje’.
Omtrent midt på himlen finder vi Pegasus-firkanten, dannet af fire stjerner, hvoraf den ene dog er lånt fra Andromeda.
Firkanten ligger mellem stjernebillederne Pegasus vest for og Fiskene øst for firkanten.
Lige over Pegasus-firkanten finder vi stjernebilledet Andromeda, ikke langt fra zenith. I Andromeda finder vi også vores nærmeste nabogalakse Andromeda-galaksen, der ligger 2,5 millioner lysår borte.
Det var imidlertid ikke helt let for astronomerne at få bestemt afstanden til vores nabo. Lad os se på denne berømte historie fra astronomiens verden.
Den vanskelige vej til Andromeda-galaksens afstand
Omkring 1920 var astronomerne optaget af en debat om universets størrelse.
Der var to hovedaktører i denne debat: astronomerne Harlow Shapley fra Mt. Wilson Observatoriet og Heber Curtis fra Lick Observatoriet.
Shapley var på det tidspunkt en ret kendt astronom. Han havde siden 1915 studeret Mælkevejen nøje og målt dens størrelse og havde ud fra dette vurderet, at den var større, end de fleste astronomer på den tid havde forestillet sig.
Shapleys synspunkt var derfor, at Mælkevejen var hele universet, og at de mange spiraltåger, man observerede, var mindre objekter, der måtte tilhøre Mælkevejen, og som måske var tåger, hvor der blev dannet nye stjerner.
Her over for stod så den knap så kendte, men mere erfarne astronom Herber Curtis. Han var af den overbevisning, at spiraltågerne var selvstændige galakser ligesom vores Mælkevej, og at de derfor måtte befinde sig i umådeligt store afstande.
Som følge af denne skelsættende uenighed blev der afholdt en debat 26. april 1920 i Washington D.C. mellem Shapley og Curtis. De forsvarede begge deres synspunkter med hver deres gode argumenter, men ’Den Store Debat’ havde ingen vindere på den tid, fordi man endnu ikke kunne måle store afstande i rummet.
\ Læs mere
I oktober for 99 år siden: Edwin Hubble gør en vigtig opdagelse
Vi tager lidt forskud på det store 100-årsjubilæum næste år og ser allerede nu på de begivenheder, der herefter udspandt sig i oktober 1923, for på det tidspunkt træder den kendte astronom Edwin Hubble fra Mt. Wilson Observatoriet i Californien ind i debatten.
Han er klar over, at problemet er mangel på kendskab til store afstande i rummet.
Derfor giver Edwin Hubble sig nu i 1923 til at observere Andromeda-tågen med det formål at bestemme dens afstand.
Natten mellem 5. og 6. oktober, hvor Hubble sidder klar med sine fotografiske plader, får han øje på en interessant stjerne i Andromeda. Da han senere får kikket på sin fotografiske plade, mener han at have set en Nova-stjerne, som han giver betegnelsen N.
Han følger nu denne stjerne gennem flere nætter, hvor han opdager, at der i stedet er tale om en variabel stjerne af Cepheide-typen.
Det var et vendepunkt, for nu er Hubble klar over, at han har mulighed for at bestemme afstanden til stjernen, der nu får betegnelsen M31 V1 -som den første variable stjerne opdaget i Andromeda-spiraltågen.
Cepheide-variable stjerner kan udnyttes til at bestemme afstande i rummet, og det er lige netop, hvad Hubble gør.
Cepheide-metoden stammer fra et pionerarbejde udført omkring 1912 af den senere så berømte Miss Leavitt fra ’Pickerings Harem’.
Metoden går kort ud på, at der er en sammenhæng mellem en Cepheide-stjernes periode og dens absolutte lysstyrke. Hvis man derfor måler perioden i variationen, kan man også bestemme, hvilken absolut lysstyrke stjernen har.
Ved nu at sammenholde tilsyneladende lysstyrke med absolut lysstyrke er det let at finde afstanden til stjernen.
Hubble følger derfor nøje stjernen M31 V1 gennem oktober 1923, og han kommer frem til, at stjernen – og dermed Andromeda-tågen – må befinde sig langt uden for vores Mælkevej, og han kommer i første omgang frem til en afstand på ikke mindre end 1,3 millioner lysår – dog med en vis usikkerhed.
Alligevel var Hubbles observation overbevisende nok til at afgøre ’Den Store Debat’, hvor Curtis Heber nu trådte frem som den sande vinder. Universet var pludselig blevet meget større, og Mælkevejen var nu blot en af universets utallige spiralgalakser.
Det var det første gennembrud.
Men historien slutter ikke her, for Andromeda-galaksen skulle vise sig at være endnu længere borte.
Omkring 30 år senere blev man klar over, at der var to typer af Cepheider, som man ikke må blande ved en afstandsbestemmelse. Det var desværre, hvad Hubble havde gjort, uden at vide det. Og det førte til en forkert afstandsbestemmelse af Andromeda-galaksen.
Det var astronomen Walter Baade, der havde opdaget fejlen og korrigeret afstanden til Andromeda, som nu var rykket ud i en afstand på 2,5 millioner lysår, hvilket var dobbelt så langt borte som Hubbles bestemmelse.
Det fortalte Walter Baade om på en kongres i Rom i 1952.
Sjældent har en astronomisk nyhed vakt større genklang i pressen: Med ét slag blev Universet dobbelt så stort, fordi alle afstande pludselig blev fordoblet.
