Kig op i marts: Du kan se både sjældne og farverige stjerner

Marts måned åbner med et prægtigt skue på morgenhimlen:

1. marts står Solen op omkring klokken 7, og kort før solopgang kan man opleve at se den aftagende måne sammen med ikke mindre end tre planeter, nemlig Venus, Saturn og Jupiter.

Omkring 6.30 står alle tre planeter ret lavt på den sydlige himmel, der jo allerede er ved at lysne. Så det er nødvendigt at have et frit udsyn til horisonten for at opleve de tre planeter.

Højere oppe på himlen ses den klare stjerne Altair i stjernebilledet Ørnen. Det er en af de sjældne stjerner, som både er klar og samtidig ikke ret langt borte – bare 16 lysår.

Altair er en del af sommertrekanten, som kan ses på sydhimlen midt om natten i sommertiden, men allerede nu står den på himlen tidligt om morgenen.

Trekanten dannes af de tre stjerner:

• Altair i Ørnen
• Vega i Lyren
• Deneb i Svanen

Med en afstand på over 2.500 lysår er Deneb en af de fjerneste stjerner, man kan se med det blotte øje.

I det hele taget er morgenhimlen værd at se på i marts. Saturn og Jupiter er lette at se før solopgang, mens Venus bliver stadig mere vanskelig, fordi den står meget senere op end Jupiter og Saturn og altså tættere på solopgangen.

Står man rigtig tidligt op 27. marts er det muligt, efter klokken 3 at se Månen og Jupiter stå ganske tæt på hinanden. To dage senere kan man så se Månen og Saturn i samme situation fra klokken cirka 4.30 om morgenen. Bemærk, hvor meget Månen har flyttet sig på bare to dage.

Blå stjernehob og rød kæmpestjerne

Måneden slutter med et ægte aftenshow. Fra slutningen af marts (cirka 25. marts) til begyndelsen af april (cirka 5. april) kan man et par timer efter solnedgang på aftenhimlen følge, hvorledes Mars bevæger sig forbi Plejaderne eller syvstjernen, som stjernehoben også kaldes.

Den er med en afstand på godt 440 lysår en af de nærmeste stjernehobe. Det er en hob af unge, meget varme og lysstærke stjerner, kaldet spektraltype B (hvis du vil læse mere om forskellige typer af stjerner, kan du gøre det i artiklen ‘Den store illusion: Derfor kan vi ikke se de stjerner, der er tæt på os‘).

Stjernehoben danner, med sine blåhvide stjerner, en fin kontrast til den røde Mars.

Man regner med, at hoben ikke er mere end 100 millioner år gammel, og den blev altså dannet, da der gik dinosaurer rundt på Jorden. I teleskop kan man se, at der omkring nogle af stjernerne er tåger. Den sandsynlige forklaring er, at hoben for tiden passerer gennem en sky af interstellar gas.

Tæt på Plejaderne kan man se ’Tyrens røde øje’ – den klare stjerne Aldebaran. Det er en rød kæmpestjerne (spektraltype K), som er 65 lysår borte. Aldebaran lyser på grund af sin enorme størrelse omkring 500 gange stærkere end Solen.

Om to millioner år får Aldebaran besøg fra Jorden, da rumsonden Pioner 10 har en kurs ud af Solsystemet, som vil føre den forbi Aldebaran, dog i en afstand på flere lysår.

Svag start for rumfarten i 2019

Det kan nok ikke skjules meget længere, at rumfarten i 2019 har haft en svag start med usædvanligt få opsendelser. Ved slutningen af februar er der kun foretaget 11 opsendelser mod 21 opsendelser i 2018.

Vi har sjældent set så mange udsættelser, og de fleste har ikke noget at gøre med nedlukningen af NASA i januar. Det er nok en ren tilfældighed.

Den israelske månesonde Beresheet er kommet godt af sted 21. februar. Den blev opsendt af SpaceX med en Falcon 9 raket sammen med en indonesisk kommunikationssatellit og en lille satellit fra det amerikanske luftvåben. Beresheet kredser nu om Jorden i en aflang bane, som over de kommende seks uger gradvist vil blive hævet, så den i april når ud til Månens bane.

Efter at have kredset om Månen en uge, vil den blive bragt til landing 11. april. Det er en privatfinansieret sonde, som især skal tage billeder (også en selfie), men den medfører dog også en laserreflektor til præcis måling af Månens bane med laserstråler her fra Jorden.

En anden vigtig begivenhed er, at den japanske rumsonde Hyabusa 2, også 21. februar, har fået opsamlet materiale fra asteroiden Ryugo. Det skete ved at skyde et fem gram tungt projektil af metallet Tantalum ned mod Ryugos overflade og så indsamle de partikler, som blev slynget op. Prøverne skal senere bringes tilbage til Jorden.

LÆS OGSÅ: Det nye år i rummet: Vi er mest spændte på det første billede af et sort hul

En ny tendens breder sig

Sidste år var der i alt 114 opsendelser, men der blev opsendt ikke mindre end 461 satellitter, hvoraf 271 eller næsten 60 procent vejede mindre end 100 kg. Satellitterne er på grund af den moderne teknik simpelthen ved at blive mindre – hvad der før krævede tonstunge satellitter kan i dag ofte klares med en satellit på under 100 kg.

Men den udvikling har også betydet, at det nu er ganske almindeligt at opsende et meget stort antal satellitter med bare én raket. Her har Indien rekorden med 104 satellitter på en raket opsendt i 2017.

I 2019 breder tendensen sig:

• SpaceX har opsendt 10 satellitter af typen Iridium med en Falcon 9 raket
• Japan har opsendt 7 satellitter med en raket
• Det samme har Kina med 4 satellitter

Det er naturligvis en billig løsning – i hvert fald så længe man kan finde et stort antal kunder, der alle skal have deres satellitter ind i næsten samme bane. Men der er også ved at komme løsninger for dem, der ønsker specielle opsendelsestidspunkter og/eller baner.

Verden over er der ved at blive bygget et stort antal meget små raketter, som, for ’næsten ingen penge’ (det vil sige nogle få millioner dollar), kan opsende en enkelt eller bare et par små satellitter. En helt ny opgørelse viser, at der nu verden over er ikke mindre end 39 projekter i gang med at bygge ’mikro-raketter’. Denne udvikling kan hurtigt ændre hele rumfartens struktur.

Langt den vigtigste opsendelse, vi (stadig) venter på, er prøveopsendelsen af Dragon 2 rumskibet fra SpaceX, som senere i år skal sende astronauter op til rumstationen ISS. Aftalerne med Rusland om at købe plads på Soyuz er ved at løbe ud, så det er begyndt at haste.

Nyeste dato er 2. marts, men man skal vist ikke holde vejret, mens man venter.

LÆS OGSÅ: Er Kina en ny supermagt i rummet?

LÆS OGSÅ: Hvorfor vil Trump tilbage til Månen?

LÆS OGSÅ: Kan Rusland nogensinde blive den førende rummagt igen?