Med maj begynder de lyse nætter, hvor Solen ikke kommer mere end 18 grader under horisonten ved midnat. De lyse nætter angives normalt til perioden 5. maj - 8. august – men det passer kun for København.
Selv om vi normalt anser Danmark for et lille land, så betyder det noget, hvor i landet man bor. De lyse nætter begynder således tidligere og slutter senere i Skagen end i Gedser.
Men i alle tilfælde gør de lyse nætter det lidt vanskeligere at se svage stjerner på himlen.
I denne måned tager vi to emner op: Hvorfor Venus kan lyse så stærkt på himlen, og så en fortælling om Jordens og universets historie, 'Om mennesker og Mælkeveje', inspireret af en artikel i Scientific American.
Venus kommer tæt på Solen - og forsvinder
Heldigvis har vi da planeterne at se på, og især Venus er fantastisk lysstærk på aftenhimlen i begyndelsen af maj. Men det varer ikke ved, for i løbet af maj kommer Venus tættere og tættere på Solen, og det gør den naturligvis vanskeligere at se.
Helt galt bliver det 3. juni, hvor Venus står i det, som astronomerne kalder 'nedre konjunktion', hvilket betyder, at vi ser Venus i samme retning som Solen.
Her vender Venus jo samtidig den solbelyste side bort fra os, så planeten er umulig at se her fra Jorden.
Der er dog en undtagelse: En sjælden gang passerer Venus set fra Jorden hen foran solskiven, og så kan vi se den som en lille sort skive, der passerer hen over Solen.
\ Læs mere
Det er en såkaldt Venuspassage, og de er sjældne, fordi Venusbanen hælder 3,4 grader mod Jordbanen.
Det betyder, at selvom Venus ses i samme retning som Solen, så kan den både stå over og under Solen og derfor ikke passere ind foran Solens skive.
Vi har haft Venuspassager i 2004 og 2012, men den næste kommer først i 2117.
\ Serien Kig op!
'Kig op!' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste begivenheder på himlen og i rummet.
I denne måned ser vi først på de astronomiske højdepunkter.
Senere i artiklen fortæller vi om, hvad der rører sig i rumfarten.
Venus' skyer er koncentreret svovlsyre
På morgenhimlen har vi Jupiter, der i begyndelsen af maj står op kort før klokken tre om morgenen, efterfulgt af Saturn og Mars. Så de bliver vist kun set af dem, som står meget tidligt op.
Man kan godt undre sig over, at Venus kan være så utrolig lysstærk, at man nogle gange kan være så heldig at se Venus om dagen.
Forklaringen er, at Venus er omgivet af et tæt skylag, der tilbagekaster omkring 75 procent af sollyset. Til sammenligning tilbagekaster Jorden kun omkring 30 procent af sollyset.
Skylaget om Venus er så tæt, at det er umuligt at se selve overfladen, som først blev kortlagt for 30 år siden ved hjælp af en satellit udstyret med radar. Desværre består skyerne ikke af vanddamp, som vi kender det her fra Jorden, men af koncentreret svovlsyre.
Det tal som angiver, hvor stor en brøkdel af sollyset, en planet sender tilbage til rummet, kaldes planetens 'albedo,' og det er et tal mellem 0 og 1.
Hvis Albedoen er 1, tilbagekastes alt lys, og for Venus er albedoen derfor 0,75. Albedoen er tidligere blevet brugt som argument for, at Venus skulle være beboelig.
CO2 på Venus giver ekstrem drivhuseffekt
Argumentet lød i al sin enkelhed, at Venus tilbagekastede så meget lys, at den nok ikke ville være meget varmere end Jorden, selvom Venus var tættere på Solen.
Men det var før, at man opdagede, at Venusatmosfæren består af næsten ren CO2, hvilket giver en meget voldsom drivhuseffekt, som har bragt temperaturen på Venus op på 480 grader.
I det hele taget er det nu blevet klart, at man hverken kan bruge en planets afstand til en stjerne eller dens albedo som sikre tegn på, om planeten er beboelig.
Hele dette spørgsmål er meget mere kompliceret, end man troede for bare 20 år siden. Drivhuseffekt og mange andre faktorer spiller også en rolle for beboelighed.
Vores anden naboplanet Mars kan aldrig blive så lysstærk som Venus, da Mars er både mindre end Venus og længere væk fra Solen.
Men den vigtigste grund er, at Mars kun har en tynd og skyfri atmosfære, og at de røde ørkener på Mars ikke tilbagekaster mere end 25 procent af sollyset, svarende til en albedo på 0,25.
Månen saboterer en lille stjerneskudssværm
Endelig vil vi lige nævne den lille stjerneskudssværm Eta-Aquariderne, der har maksimum natten til den 6 maj.
Det er desværre tæt på fuldmåne, så den vil blive ganske vanskelig at observere, og desuden kan vi heller ikke forvente mange stjerneskud.
Stjerneskuddene stammer i øvrigt fra den berømte Halleys komet, der også leverer stjerneskud til Orioniderne i oktober.
Det galaktiske år er kortere, end vi troede
Når man en mild majaften står og ser på stjernerne, kan man let komme til at tænke på de store spørgsmål om vores plads i universet.
Og nu er der kommet nogle nye tal, som man måske kan bruge til at filosofere lidt over.
Tallene kommer fra en ny og meget omfattende undersøgelse af solsystemets placering i Mælkevejen.
Resultaterne er beskrevet i april-udgaven af det populærvidenskabelige nyhedsmagasin Scientific American.
Ifølge de nye tal, så befinder vi os 26.600 lysår fra Mælkevejens centrum. Det er lidt nærmere end den tidligere værdi på 27.700 lysår.
Men vi befinder os dog stadig omtrent midtvejs mellem Mælkevejens centrum og dens yderkant.
Solen bevæger sig i en næsten cirkulær bane om Mælkevejens centrum. Den tid, et omløb tager, kaldes et 'galaktisk år', og det er en god enhed, når man skal beskrive meget lange tidsrum, som Jordens og universets historie.
\ Læs mere
De nye målinger giver en værdi for det galaktiske år på 212 millioner år - igen noget kortere end den gamle værdi på 225 millioner år.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bøgerne 'Det levende Univers' samt 'Rejsen ud i rummet - de første 50 år' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Vi bor i et ungt univers
Regner vi i galaktiske år, så virker vores univers heller ikke helt så gammelt, som hvis vi måler det i de almindelige jordiske år, vi kender.
Sandheden er da også, at vi bor i et meget ungt univers i forhold til, hvor lang tid der vil være lysende stjerner.
I meget runde tal så er universet 65 galaktiske år gammelt, og vi regner med, at der vil være lysende stjerner i universet i hvert fald de kommende 10.000 galaktiske år og måske endnu længere.
Men som tiden går, vil der blive dannet stadig færre nye stjerner.
Det er især de unge og klare stjerner, der lyser universet op, da nogle af dem er store, varme og meget lysstærke.
De store og varme stjerner dør til gengæld hurtigt, og tilbage bliver til sidst de små røde dværgstjerner, som kan lyse i tusinder af galaktiske år.
Så universet vil gradvis komme på spareblus.
Desuden vil universet på grund af sin udvidelse virke mere og mere tomt, da de fjerne galakser efterhånden kommer så langt væk, at de ikke længere kan observeres.
Mennesket har eksisteret i én galaktisk time
Det er dog så langt ude i fremtiden, at det ikke har den store interesse for os.
Så er det nok mere nærliggende at se på vores egen hjemegn - Jorden og vores solsystem.
Regner vi i galaktiske år, ofte forkortet til GY for Galactic Year, så kan vi opskrive følgende lille historie for Jorden:
Alle tiderne skal naturligvis tages med et vist forbehold.
Bemærk, hvor lang tid Jorden kun har haft mikroskopisk, encellet liv. De dyr og planter, vi kender, er i virkeligheden kommet ret sent i Jordens historie.
Og set i det perspektiv er det heller ikke ret lang tid siden, at dinosaurerne uddøde – bare omkring fire galaktiske måneder.
\ Læs mere
Og det er tankevækkende, at mennesket selv kun fylder den sidste galaktiske time…
Jorden bliver en glødende ørken
Længere ude i fremtiden bliver Jorden ubeboelig, fordi Solen ganske langsomt bliver varmere. Til sidst er den blevet så varm, at havene fordamper, og Jorden ender som en glødende ørken, ligesom Venus er i dag.
Men der er lang tid, til det sker. Målt med menneskets målestok, vil der gå længere tid, end der er gået, siden det første flercellede liv opstod.
Præcis, hvornår havene vil fordampe, er noget usikkert, men det i hvert fald ikke noget, vi behøver at bekymre os om.
Og derefter går der næsten 25 galaktiske år, før Solen svulmer op og bliver til en rød kæmpestjerne, der måske opsluger Jorden. Her kan man kun sige: Den tid, den sorg – og desuden er det jo en død klode, der bliver opslugt.
Denne lange historie kan man måske tænke på, når man står i de lyse forårsaftener og ser på stjernehimlen.
