Kig op i januar: Gode chancer for at spotte stjerneskudssværm og Andreas Mogensens rumstation

Midt i det dybeste vintermørke træder vi nu ind i det nye år 2024. Nætterne er lange - til fordel for januars flotte stjernehimmel. Og dagene er tilsvarende korte – ved januars begyndelse blot lidt over 7 timer, men dagslængden vokser næsten umærkeligt i månedens løb med godt halvanden time.

Vi ønsker vores læsere et rigtig godt nytår 2024 og minder om, at Andreas Mogensen nu også snart fejrer sit første nytår i rummet.

Flere planeter er på himlen, og vi kan igen se frem til en lovende stjerneskudssværm ved navn Kvadrantiderne. Også Den Internationale Rumstation, ISS, viser sig på himlen i det meste af januar - dog med en pause undervejs i måneden.

Og da passagetiderne hyppigt ændres, når ISS justerer sin bane, er det nødvenligt at følge de opdaterede tidspunkter. Følg denne guide: Sådan kan du se ISS med Andreas Mogensen over Danmark.

Jorden kommer nærmest Solen i januar

Den 3. januar passerer Jorden perihel, som er det nærmeste punkt til Solen i løbet af Jordens årlige bane rundt om vores stjerne. Afstanden til Solen er da godt 147 millioner kilometer. Middelafstanden til Solen er til sammenligning 150 millioner kilometer, også kaldet 1 AE -for astronomisk enhed.

Enheden AE benyttes af praktiske grunde ofte som afstandsenhed i Solsystemet, fordi det gør det lettere at forestille sig afstande, når man kan sammenligne med Jorden. Således er Jupiter 5 AE borte, mens dværgplaneten Pluto svinger mellem 49 AE og 29 AE i sin lidt aflange bane om Solen.

Når Jorden er nærmest Solen, modtager vi næsten 7 procent mere sollys. Det er ikke meget, men det betyder dog, at vinteren ikke bliver helt så kold, som den ellers kunne blive.

Den virkelige årsag til årstiderne er dog Solens højde hen over himlen. Ved vintertide i Danmark på 56 grader nordlig bredde står Solen kun omkring 10,5 grader over horisonten ved middagstid.

På den sydlige halvkugle, hvor det nu er sommer, betyder mødet med perihel, at sommeren bliver en smule varmere end ellers.

Månen og planeterne

Vi har nymåne den 11. januar og fuldmåne den 25. januar. Venus er stadig morgenstjerne, og den kan ses, før Solen melder sig på himlen i øst, fra den står op lidt efter klokken 05 i begyndelsen af januar og lidt efter klokken 06 ved månedens slutning. Mars står op lidt før klokken 08 i hele januar og er dermed for tæt på solopgangen til at kunne ses.

Til gengæld er både Jupiter, Saturn og Uranus på aften- og nattehimlen. Jupiter står op om formiddagen og går ned omkring klokken 03 i januars begyndelse og lidt efter klokken 01 sidst på måneden. Saturn står op i løbet af dagen og kan ses fra mørkets frembrud, og indtil den går ned lidt efter klokken 20 i begyndelsen af januar og lidt efter klokken 19 sidst i januar.

Uranus står i stjernebilledet Tyren på nattehimlen i vest lidt over Jupiter. Den kan følges med en god amatørkikkert i hele januar, til den går ned lidt efter klokken 04 i begyndelsen af måneden og lidt efter klokken 03 sidst i januar.

Resten af januar:

• Den 7. og 8. januar mødes Venus og Månen på den tidlige morgenhimmel i sydøst omkring klokken 06.
• Den 14. og 15. januar mødes Saturn og Månen på den tidlige aftenhimmel i sydvest omkring klokken 19.
• Den 17., 18. og 19. januar mødes Jupiter og Månen omkring klokken 23 på himlen i vest.
• Den 24. og 25. januar ses Månen lige under stjernerne Castor og Pollux i Tvillingerne omkring klokken 20.30 på himlen i SØ.
• Det er fuldmåne den 25. januar.
• Den 27. januar er Månen tæt på den klare stjerne Regulus i stjernebilledet Løven omkring klokken 20.30 på himlen i øst.

Stjernehimlen i nord

Mod nord domineres himlen af de klare stjernebilleder Lille Bjørn med Polarstjernen og Karlsvognen, som er en del af Store Bjørn, samt Cassiopeia, der kendes på, at de klareste stjerner danner et W. Desuden kan Andromeda ses ikke langt fra Cassiopeia. Lidt under lille Bjørn ligger i øvrigt Dragen.

Disse stjernebilleder - og en del flere - er alle, hvad vi kalder cirkumpolare. Det betyder, at de i nattens løb bevæger sig rundt om himmelpolen med Polarstjernen uden at gå ned under horisonten. Det gælder også for den klare stjerne Capella i stjernebilledet Kusken, der lyser flot op nær Zenith, som er punktet på himlen lige over vores hoveder.

Stjernehimlen i syd- med vinterhimlens store stjerne ellipse

Stjernehimlen bliver næsten ikke flottere end en klar aften her i januar - hvis bare vi har vejrguderne med os.

Lad os se på en aften omkring klokken 22 midt i januar. Højt på himlen i syd finder man let vinterhimlens nok fineste stjernebillede Orion, der let kendes på de tre stjerner i Orions bælte og den røde kæmpestjerne Betelgeuse øverst i Orion. Og ved Orions fod lyser den klare hvide stjerne Rigel op.

Orion er hele vejen rundt omgivet af klare stjernebilleder. Lidt under og øst for Orion finder vi Den store Hund, der let kendes på Sirius, der med en afstand på knap 9 lysår er himlens klareste stjerne.

Lidt højere på himlen og en smule længere mod øst har vi Den lille Hund, hvis klareste stjerne er Procyon. Vi er nu lige ud for Betelgeuse i Orion.

Lidt højere oppe på himlen følger Tvillingerne med de to klare stjerner Castor og Pollux, der som nævnt tidligere får besøg af fuldmånen 25. januar.

Se kvadrantiderne - januars stjerneskudssværm

Kvadrantiderne kan opleves i perioden 28. december til 12. januar. Sværmen topper den 3.-4. januar, hvor der under gunstige forhold skulle være mulighed for at se rigtig mange stjerneskud. Månen er på det tidspunkt i sidste kvarter, så månelyset kommer lidt i vejen, og himlen er dermed ikke er så mørk, som man kunne ønske.

Kvandrantidernes stjerneskud har ry for at være ganske klare og blålig hvide eller gullige. Stjerneskudende har deres udspring i stjernebilledet Bootes på den nordlige himmel ikke langt fra Karlsvognen.

Den klareste stjerne i Bootes er Arcturus, der er en rød kæmpestjerne knap 37 lysår borte. Hvis man følger Karlsvognens bue bagud, så peger den ned mod Arcturus.

Det lidt specielle navn, Kvadrantiderne, har sin oprindelse i et ældre stjernebillede ved navn Quadrans Muralis, på dansk Murkvadranten efter et ældre astronomisk instrument, som især Tycho Brahe anvendte.

Dette stjernebillede, der nu blot er en del af Bootes, blev indført af den franske astronom Jerome Lalande i 1795.

Kvandrantidernes gådefulde oprindelse

Astronomerne er stadig ikke helt sikre på, hvad oprindelsen er til Kvadrantidernes stjerneskud. Der tales om to muligheder, der kunne være kilden:

• enten en udbrændt komet
• eller måske en lille asteroide

Der er tale om asteroiden med betegnelsen 2003 EH₁, der blev opdaget i 2003 af astronomer fra Arizona, og en af dem ved navn Peter Jenniskens foreslog så, at den lille asteroide kunne levere stjerneskuddene fra Kvadrantiderne.

I givet fald er det muligt, at den lille asteroide har været udsat for et sammenstød med en mindre klippeblok og herved har efterladt en del ’rumskrot’, der kunne levere materiale til en meteorstrøm.

Den anden teori går ud på, at kilden til Kvadrantiderne kan være en tidligere nu udbrændt komet ved navn C/1490 Y1.

Kilden hertil er historiske beretninger fra kinesiske astronomer om voldsomme begivenheder, hvor store sten faldt ned fra himlen.

Vi skal tilbage til Ming Dynastiets historie omkring 1490, hvor vi finder følgende beretning, som godt kunne være en beskrivelse af nedslag fra resterne af en udbrændt komet:

»Sten faldt som regn fra himlen i Ching-Yang distriktet. Nogle var store som gåseæg, andre som vandkastanjer. Flere end 10.000 mennesker blev ramt og døde. Folk flygtede i stort tal bort fra området.«

Det er jo en voldsom beretning. Desværre er det dog tvivlsomt, om beretningen direkte har noget at gøre med Kvadrantiderne, da disse stjerneskud jo er på himlen i januar, mens den kinesiske hændelse fandt sted i marts eller april 1490. Men der kan jo være usikkerhed i dateringen.

En så voldsom hændelse er dog en sjældenhed. Vi kan vel i nyere tid bedst sammenligne den med Tunguska-hændelsen over Sibirien den 30. juni 1908. Her eksploderede en stor meteorit i atmosfæren over Tunguska-området midt i Sibirien.

Da det var et øde område, omkom ingen mennesker. Men ødelæggelserne var omfattende.

Massevis af rensdyr omkom, og op mod 80 millioner træer blev væltet omkuld. Varmen fra eksplosionen kunne mærkes i den nærmeste by godt 60 kilometer borte. Og selve braget kunne høres 1.000 kilometer borte.

Tilbage står, at der sikkert stadig er meget at lære om Kvadrantide-sværmens oprindelse, og vi har nok ikke hørt de sidste teorier om januars stjerneskud.

Bare husk på gåden om decembers stjerneskudssværm, Geminiderne, hvor vi først for nyligt kom på sporet af de astronomiske begivenheder, der gik forud for denne stjerneskudssværm.

Rigtig godt nytår - og god stjerneskudsjagt!

LÆS OGSÅ:

Stjerneskudssværmen Geminiderne har en usædvanlig oprindelse

Se Andreas Mogensens egne smukke billeder taget fra Den Internationale Rumstation

For 14.300 år siden blev Jorden ramt af den største solstorm, vi har målt