En ung læser har stillet et rigtig godt spørgsmål:
»Hvordan ser en stjerne egentlig ud?«
Svaret er ikke helt ligetil, for det afhænger af, hvad der menes med at 'se' en stjerne.
Hvis du er så heldig, at du bor et sted uden alt for meget lysforurening, kan du hver aften og nat se utallige lysende objekter. Det er oftest stjerner.
Langt de fleste stjerner strækker sig som et bånd hen over himlen. Det er Mælkevejen.
»Der er tale om mange tusinde stjerner, der er synlige,« siger Luc Rouppe van der Voort, som er solforsker ved Universitetet i Oslo (UiO).
\ Har du et spørgsmål til videnskaben?
Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
De mange tusinde små, funklende lysende objekter er i bund og grund det samme som 'vores' stjerne, som vi kan se på himlen (næsten) hver eneste dag: Solen, som er som den centrale stjerne og selve motoren i Solsystemet – og desuden den stjerne, der er nærmest på Jorden.
Stjerner er gigantiske kugler af gas af varierende farve, størrelse og levetid. Præcis hvordan disse 'kugler' ser ud, vender vi tilbage til.
Gør ikke som Trump!
Hvis vi ser direkte op på Solen – en kæmpe kugle af meget varm ioniseret gas kaldet plasma – med det blotte øje kan det hurtigt blive noget af det sidste, vi ser.
»I den forstand kan man ikke se direkte på 'vores' stjerne. Så ødelægger du nemlig øjnene,« siger Luc Rouppe van der Voort.
At se direkte på Solen kan i visse tilfælde kan forårsage en tilstand kaldet sol-retinopati, hvor solstrålingen skader øjnene. Det kan føre til permanente blinde pletter eller forvrængninger af synet.
Solen afgiver simpelthen så meget energi – i form af lys og UV-lys – at det er nok til at skade vores øjne, også selvom vi jo lever i sollys hele dagen.
Men der er heldigvis andre måder, vi kan se på Solen.
Trump bliver advaret på at se direkte op mod Solen. »Don't look!« (Video: Youtube / The Guardian News)
En kugle af gas – med solpletter
Solfysiker Luc Rouppe van der Voort har brugt mange timer på at se på Solen, ofte gennem solteleskopet ved La Palma-observatoriet, som er et astronomisk observatorium på toppen af Roque de los Muchachos-bjerget på øen La Palma.
Hvis man ser på Solen gennem et filter, der reducerer strålingen en million gange, kan man faktisk se, hvordan Solen ser ud.
»Så kan vi se overfladen, og det er en meget stor kugle af gas,« forklarer Luc Rouppe van der Voort.
'Kuglen' helt jævn, og gassen opfører sig nærmest som vand, siger Luc Rouppe van der Voort.
Det ligner ganske enkelt en kæmpe klode af vand, men det er meget anderledes end et hav på Jorden.
Solens overflade ændrer sig konstant. På den tilsyneladende jævne overflade er der mørkere områder kaldet solpletter. Solpletter er områder på Solens overflade, hvor magnetfeltet er særligt intenst.
Antallet af solpletter stiger og falder gennem Solens 11 år lange cyklus, hvor solaktiviteten stiger i den første halvdel for herefter at falde ned mod nul igen.
Solpletterne er ofte endnu større end Jorden – og de er til tider faktisk synlige med det blotte øje, hvis sollyset filtreres.
Det meste af Solens overflade består altså af gas. Kigger man lidt nærmere på overfladen, kan man se kæmpe gasbobler.
Hver af disse bobler er omkring tusind kilometer brede. Gassen bobler op og forsvinder ned i Solen igen – det hele sker i løbet af 10-15 minutter, fortæller Luc Rouppe van der Voort.
Hvis man breder 12.000 jordkloder ud, svarer det nogenlunde til Solens overflade. Hele denne overflade fornyer sig igen i løbet af et kvarter.
Gassen køler ned og falder tilbage ned i grænseområderne, hvor der ligger omkring 200 kilometer dybe fordybninger mellem gasboblerne.
Flade gasbobler og mørke pletter
Solens overflade er mere end 5.600 grader varm, så vi kommer nok aldrig til at kunne betræde den og se på landskabet. Men hvordan ser landskabet på en stjerne ud på denne skala?
De bedste solteleskoper kan se detaljer, der er omkring 50 kilometer store.
»Vi ved ikke, hvordan det ser ud under denne grænse.«
Luc Rouppe van der Voort fortæller, at man har computermodeller, der forsøger at genskabe soloverfladen, hvilket giver et indtryk af, hvordan den ser ud i virkeligheden. Den er nok ret jævn uden store højdeforskelle mellem gasboblerne.
»Det minder nok om en norsk højslette,« siger han.
Andre stjerner og fjerne lys
Solen er blot én af utallige stjerner. Alene i vores galakse er der flere hundrede milliarder stjerner, som varierer i størrelse, farve og masse, men de har sikkert både solpletter og den samme slags gasbobler, vi ser på Solen – selvom de kan variere meget i størrelse.
Men for mennesker på Jorden ser de fjerne stjerner ud som funklende lyspunkter.
»Det er turbulens i Jordens atmosfære, der får stjernerne til at blinke og se ud, som om de skifter farve.«
Mennesker har længe tegnet solen på samme måde
Symbolet for en stjerne er som bekendt en femtakket, geometrisk figur.
»Jeg tror, det er derfor, vi tegner stjerner på denne måde.«
Det lader til, at vi har tegnet stjerner på denne måde i meget lang tid, viser er loft i et egyptisk gravkammer fra det 15. århundrede f.Kr.
Den berømte arkitekt Senenmut blev gravlagt i Luxor, i nærheden af Hatshepsuts gigantiske gravkompleks – som han muligvis var ansvarlig for at designe.
Hans grav blev ødelagt, men dele af taget overlevede. Loftet viser en stjernehimmel med femtakkede stjerneformer.
Loftet viser flere guddomme og berømte konstellationer samt det egyptiske årshjul, måneder og masser af stjerner.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
