Et nyt studie viser, at vores sol er en relativt rolig stjerne sammenlignet med stjerner i universet, der minder om den.
Forskere fra Max Planck Instituttet i Tyskland mener, at vores sol i hvert fald for tiden er mere rolig og stabil end andre stjerner af samme type.
Sammen med forskere fra University of New South Wales i Australien og School of Space Research i Sydkorea har de tyske forskere set nærmere på Solens opførsel gennem de seneste årtusinder.
Det kun er et øjeblik sammenlignet med Solens alder på 4,6 milliarder år.
Du kan læse mere om studiet i Videnskab.dks artikel Nyt studie viser, at vores sol er mindre aktiv end andre lignende stjerner.
Men på grund af den teknik, vi anvender, kan vi godt føle os en smule truede af Solens tendens til at forstyrre Jordens magnetfelter med sine mange soludbrud.
\ Solen er en gigantisk dværg
Vores sol og lignende stjerner er af den type, vi kalder gule dværgstjerner.
Fælles for disse stjerner er, at de har en levetid på omkring 10 milliarder år, og at de med en overfladetemperatur på omkring 6.000 grader udsender et gulligt lys.
Det er egentlig lidt misvisende at kalde Solen en dværgstjerne, for i virkeligheden er den en pænt stor stjerne, der er blandt de 5 procent største i Mælkevejen.
Men sammenlignet med Mælkevejens største stjerner, de meget sjældne røde eller blåhvide kæmpestjerner, så bliver Solen pludselig meget lille.
Mange slags udbrud fra Solen
Solen kan let anrette stor skade på alt fra kommunikation til kraftværker – og de problemer havde man jo ikke i fortiden.
Det variable magnetfelt er netop årsagen til Solens mange aktiviteter, som dannelsen af solpletter og voldsomme udbrud fra Solen i form af protuberanser, flares eller de såkaldte Coronal Mass Ejections, eller kort CME, som er partikelstrømme udsendt fra Coronaen.
Og det er noget, der igennem tiden har påvirket livet på Jorden.
Forvirret? Her kommer en forklaring på, hvad det er for nogle vilde ting, der sker på vores sol.
Solens mørke områder
Solpletterne er mørke områder på Solen, hvor temperaturen er cirka 2.000 grader lavere end omgivelserne.
Antallet af solpletter varierer for tiden i en 11 års cyklus, der mere eller mindre er styret af Solens magnetfelt.
Under en solplets maksimum er Solen som helhed meget aktiv med større og mindre udbrud af den såkaldte solvind fra overfladen.
Solvinden er en strøm af partikler, især protoner og elektroner, der med en fart på typisk 400-800 kilometer i sekundet bevæger sig ud gennem solsystemet.
Protuberanser og flareudbrud i smukke buer
Protuberanser er udbrud, hvor enorme plasmaskyer slynges ud fra Solen for atter at bevæge sig tilbage i ofte yndefulde buer.
Det skyldes, at bevægelsen af plasma på Solen i høj grad er styret af magnetfeltet.
Et flareudbrud begynder med, at et mindre område på Solen øger sin udstråling kraftigt – især i ultraviolet lys og i røntgenområdet.
Otte minutter senere når denne stråling frem til Jorden og giver et varsel om, at noget er under udvikling.
Et par dage senere oplever vi en voldsom opblussen i polarlysene, fordi en partikelstrøm fra solvinden nu er nået frem til jordens atmosfære.

Magnetisk storm forårsagede strømsvigt for millioner i Canada
En CME er noget voldsommere end et flareudbrud.
Et sådant giver ikke samme varsel, men den kan have langt alvorligere virkninger blandt andet i form af en magnetisk storm.
Det sker måske ikke så tit, men det er bestemt ikke noget, man bare kan ignorere.
Således mistede millioner af mennesker i Canada i 1989 al strøm, fordi højspændingsledningerne blev påvirket af de kraftige magnetfelter fra stormen.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Og selv om vi endnu ikke har oplevet det i alvorlig grad, så vil alle vores satellitter også være i fare under en magnetisk storm.
Selv om budskabet nu lyder, at vi er så heldige at bo omkring en meget rolig stjerne, så har Solen dog flere gang i nyere tid vist tænder.
Vi har allerede omtalt hændelsen, hvor Canada i 1989 blev ramt af en voldsom magnetisk storm fra et soludbrud.
Langt værre var dog den berømte ’Carrington-hændelse’ fra 1859, hvor en solstorm med stor styrke ramte Jorden og skabte forstyrrelser over det meste af jordkloden.
Den berømte Carrington-hændelse
I 1859 var Solen tæt på et solpletmaksimum, og usædvanligt mange solpletter var blevet observeret i perioden 28. august til 2. september. Amatørastronomerne kom også hurtigt på banen.
Således blev Solen observeret i England af Richard Carrington og Richard Hodgson.
Uafhængigt af hinanden blev de dermed de første, som observerede og beskrev et flareudbrud fra Solen.
Carrington kom endda til at lægge navn til begivenhederne i 1859.
Og senere samme år præsenterede Carrington og Hodgson deres observationer og tegninger af sol udbruddet ’the white light flare’ ved et møde i Royal Astronomical Society.
Samtidig med flareudbruddet var et voldsomt CME-udbrud fra Solen i form af en partikelstrøm nået frem til Jorden og dens magnetfelt på bare 18 timer.
Det havde udløst en større, geomagnetisk storm over det meste af jordkloden.
Således blev nordlys observeret over Nordamerika og så langt mod syd som Mexico, mens sydlys over den sydlige halvkugle kunne ses helt op til Queensland i Australien.
Men det var ikke det eneste.

Minearbejdere, der læser avis i polarlyset
I Rocky Mountains området i USA blev guldmine-arbejdere vækket af polarlyset.
De skyndte sig ud af deres telte, fordi de troede, arbejdsdagen var begyndt.
\ Læs mere
Andre steder kunne man læse aviser i polarlysets skær.
Og der berettes om veje og gader, der midt om natten var oplyst af et smukt, mangefarvet skær, ligesom der blev observeret lysende skyer, der lyste stærkere end fuldmånen.
Kommunikation brød sammen
Der var dog også nogle ulemper i forbindelse med soludbruddet.
Således svigtede telegrafanlæg over hele Europa og Nordamerika.
Mange telegrafoperatører fik voldsomme stød, og det lynede fra telegraftårnene og flere ildebrande brød løs.
Der meldes dog ikke om dødsfald i forbindelse med Carrington-hændelsen.
Fra iskernemålinger ved vi, at Carrington-hændelsen er en såkaldt ’500 års-hændelse’, altså et soludbrud af en størrelse, vi kun vil opleve med omkring 500 års mellemrum.
Små solforstyrrelser
Vi har dog siden Carrington-hændelsen oplevet et par mindre geomagnetiske storme som følge af soludbrud.
Således i 1882 og 1921, hvor telegrafforbindelserne blev forstyrret og et par ildebrande opstod. Og i 1960 berettes der om forstyrrelser med radioforbindelserne.
I august 1972 blev vi ramt af en solstorm af lidt større styrke.
En serie af flares samt et voldsomt CME-udbrud fra Solen, der nåede frem til os på bare 14 timer, skabte noget ravage her på Jorden.
Denne gang gik det udover både satellitkommunikation og elektriske netværk her på Jorden. En enkelt satellit blev permanent ødelagt.
Det mest alvorlige, der indtraf, var dog, at et par amerikanske miner i havet udfor Nordvietnam utilsigtet detonerede.
Det var jo i årene under Vietnamkrigen. Og det havde nok ikke hjulpet meget, om amerikanerne havde henvist til, at det bare var Solens skyld.
Is, træ og renaissance-astronomer afslører Solen
Nu er alle disse solaktiviteter jo ikke voldsommere, end at vi her på Jorden for det meste lever ganske fint med vores så nogenlunde stabile sol.
Og vi har da også lidt historie med os, idet det er lykkedes forskerne at følge Solens aktivitet godt 9.000 år tilbage i tiden.
Det er sket gennem direkte og nogenlunde pålidelige optegnelser fra astronomer gennem de sidste cirka 400 år af det vekslende antal solpletter.
Og ved at studere træringe og iskerner for radioaktive sporstoffer som kulstof kan forskerne danne sig et billede af solaktiviteten så langt tilbage i tid som omkring 9.000 år.
En behersket sol
Resultatet giver et billede af en sol, der har opført sig nogenlunde, som den gør i dag – med en behersket, men ikke overdrevent voldsom aktivitet.
Men som lederen af gruppen på det nye studie, professor Timo Reinhold fra Max Planck Instituttet, udtaler til Eurekaalert:
»Når det kommer til stykket, så er vores stjerne næsten 4,6 milliarder år gammel. Så det kan tænkes, at Solen har gennemgået en stille fase i tusinder af år, og at vi derfor har et forvrænget billede af vores stjerne.«
Næste skridt er derfor at se på, hvordan en række sollignende stjerner opfører sig.
Vi ved således, at en stjernes rotationshastighed spiller en stor rolle for, hvordan stjernens magnetfelt udvikler sig og varierer.
Og magnetfeltet er igen ansvarlig for stjernens aktivitet med solpletter og de mere eller mindre voldsomme udbrud, der finder sted og hvirvler hård stråling og energirige partikler ud i rummet omkring stjernen.
9.000 år er kun et øjeblik i Solens liv
Nu er der naturligvis nogle forbehold at tage over for vores sol.
Selvom der er vurderinger af Solens aktivitet så langt som 9.000 år tilbage i tid, så er dette tidsrum, som astronomerne selv siger, kun et lille øjeblik i Solens alder på 4,6 milliarder år. Og direkte observationer har vi jo kun fra de sidste godt 400 år.
Så selv om det er det bedste, vi kan byde på, så er det jo ikke ret lange tidsrum, vi kan levere statistik over.
Det er bestemt muligt, at Solen set over astronomisk lange tidsrum kan vise sig at gå gennem perioder med voldsom aktivitet – i lighed med de stjerner, vi sammenligner den med.
Men lige nu ser alt roligt ud, og der er tilsyneladende ingen grund til at tro, at Solen ændrer sin aktivitet væsentligt i den nærmeste fremtid. Så det må vi blot værdsætte for livet her på Jorden.