Hvis en kolossal solstorm som denne havde ramt Jorden i dag, havde det haft katastrofale konsekvenser.
Sådan lyder det fra en af forskerne, som i et nyt studie er kommet frem til, at Jorden blev ramt af en sjælden kraftig solstorm i år 664 f.v.t.
Solstormen var så kraftfuld, at den ville have forvoldt kæmpe ødelæggelser på elnet, satellitter og kommunikationsnetværk i dag.
Det skriver University of Arizona i en pressemeddelelse.
Solstormen er en af de såkaldte Miyake-hændelser, som beskriver en slags superstorme, hvor Jorden bliver bombarderet af elektrisk ladede partikler fra Solen. De er så sjældne, at de kun er blevet dokumenteret seks gange.
Hvornår solstormen, som er genstand for det nye studie, præcist skete, havde indtil nu været et mysterium.
Derfor undersøgte forskerne årringe i gamle lærke- og cedartræer, hvor man ledte efter det radioaktive kulstof-14. Her fandt forskerne en stigning i mængden af kulstof-14, der stammede fra år 664 f.v.t., hvilket indikerer det år, der havde været en solstorm.

Mange forbinder måske solstorme med de smukke nordlys, som mange danskere har været så heldige at se i år. Men som Videnskab.dk har skrevet før, kan solstorme i form af Miyake-hændelser påvirke vores samfund gevaldigt.
»Hvis de skete i dag, ville de have haft kataklysmiske konsekvenser på kommunikationsteknologien,« siger Irina Panyushkina, der er hovedforfatter til studiet, i pressemeddelelsen.
Forskerne bag studiet er nu i gang med at undersøge, hvordan de kraftfulde Miyake-hændelser påvirker Jordens system som helhed.
Resultaterne er udgivet i tidsskriftet Communications Earth & Environment.

































