Hvad er muligheden for, at Andreas Mogensen kommer til Månen?

I marts kunne Videnskab.dk fortælle nyheden om, at Andreas Mogensen nu er en af de syv astronauter, som Den Europæiske Rumorganisation (ESA) har udvalgt som europæisk kandidat til en månerejse.

ESA er nemlig partner i det amerikanske Artemis-projekt - NASA's måneprogram, som både omfatter en rumstation i bane om Månen og et landingsfartøj - og har dermed ret til mindst en flyvning til Månen.

Det er den positive nyhed. Den negative er, at NASA står overfor de hidtil største besparelser, som det nu 67 år gamle rumagentur har oplevet, og hele den amerikanske rumforsknings fremtid er derfor meget usikker. Hertil kommer, at Artemis-projektet har så store tekniske udfordringer, at det kan føre til, at hele projektet omlægges.

Om Andreas Mogensen en dag kan sætte sig i et rumskib med kurs mod Månen afhænger derfor af to ting, nemlig:

• den økonomiske situation, NASA nu befinder sig i
• de tekniske udfordringer der skal overvindes, før Artemis kan sende astronauter til Månen

Den usikre fremtid for NASA

Det er meget omfattende nedskæringer, Trump-regeringen planlægger for NASA. I runde tal har NASA for tiden et årsbudget på 25 milliarder dollar, og alt tyder på, at det vil blive beskåret til 20 milliarder dollar, altså en nedskæring på ikke mindre end 20 procent.

Vores kilde til disse og mange andre oplysninger er det meget velunderrettede tidsskrift Ars Technica. Her fremgår det, at hovedparten af nedskæringerne især vil ramme de videnskabelige programmer, der falder fra 7,5 milliarder til 3,9 milliarder, hvilket vil standse mange videnskabelige programmer og måske også føre til lukning af Goddard Space Flight center i Maryland med 10.000 ansatte.

Men nedskæringerne er så store, at de ikke kan undgå at påvirke et så stort og dyrt projekt som Artemis.

Det er sandsynligt, at disse nedskæringer vil føre til kraftige protester, ikke mindst på grund af tabet af arbejdspladser. Men der kan godt gå lang tid, før der er faldet endelig ro om budgettet.

Som altid ved et regeringsskifte skal også NASA have en ny chef. Det bliver tech-milliardæren Jared Isaacman, der netop har overstået høringerne i senatet, før han endelig kan udnævnes.

Meget at det, vi skriver her, er netop hentet fra disse høringer, fordi vi her har fået den første indsigt i, hvordan Trump-administrationen forestiller sig rumfartens fremtid.

Jared Isaacman har ingen formel baggrund inden for rumfart eller rumfartsindustri. Han er blevet Tech-milliardær ved blandt andet opbygge et betalingssystem. Han er selv pilot og har været to gange i rummet som rumturist, og dermed bliver han den fjerde NASA-leder, der har været i rummet.

Han menes at være tæt på Elon Musk, men nægtede i senatet at svare på, om Musk var til stede, da Trump tilbød ham posten på et møde i Mar-a-Lago. Vi nævner dette, fordi Elon Musk ser ud til at have en meget stor indflydelse på rumprogrammet uden at have nogen formel post.

Selv om NASA's leder kun har en begrænset indflydelse på budgettet, der i sidste ende skal godkendes i Kongressen (USA's nationalforsamling), så kommer Jared Isaacman hurtigt til at skulle træffe nogle meget vigtige beslutninger.

Og ser vi på Andreas Mogensens muligheder for en månerejse, så er de to vigtigste spørgsmål:

• Hvordan passer Artemis ind i et Trump-rumprogram?
• Kan Artemis gennemføres efter de nuværende planer, eller skal raketter og rumskibe udskiftes?

1) Artemis er en del af USA's magtkamp med Kina

Hvad angår det første spørgsmål om, hvordan Artemis passer ind i et Trump-rumprogram, så angav Isaacman direkte konkurrencen med Kina som en årsag til at beholde Artemis, idet han på en nylig høring sagde, at en flytning af NASA's prioriteter væk fra Månen ville afgive Månen til Kina i generationer. Han formulerede det således:

»Det er uundgåeligt, at vi skal have mulighed for at vende tilbage til Månen og bestemme de videnskabelige, økonomiske og nationale sikkerhedsfordele ved at opretholde en tilstedeværelse på Månens overflade.«

Da Artemis i sin tid blev vedtaget, talte man alene om videnskab og om, at månerejser skulle være med til at forberede en marsrejse. Så det er værd at bemærke, at Isaacman nu også nævner økonomiske og nationale sikkerhedsfordele.

Det betyder, at man nu ser Artemis som en del af USA's magtkamp med Kina. Man ønsker simpelthen ikke, at Kina skal komme til at dominere på Månen. Vi vender tilbage til de mulige økonomiske fordele ved en base på Månen.

2) Kan Artemis gennemføres?

Det andet store spørgsmål om de tekniske udfordringer, før Artemis kan sende astronauter til Månen, bliver virkelig en udfordring for Isaacman, fordi det ikke længere er sikkert, at amerikanerne kan komme derop, før den planlagte Kinesiske månelanding senest i 2030.

For hvis Artemis ses som et projekt i direkte konkurrence med Kina, så er det politisk vigtigt at komme til Månen før Kina.

Den næste Artemis-flyvning er Artemis 2, der skal et sving rundt om Månen med 4 astronauter i 2026. Artemis 2 skal opsendes med NASA's egen SLS-raket, som nu er ved at blive klargjort til rejsen.

Med de nedskæringer, NASA står overfor, er en pris på omkring 4 milliarder dollar for en opsendelse af SLS alt for høj. Det bliver nødvendigt hurtigt at finde en billigere afløser, og her er to muligheder, nemlig Starship fra SpaceX og New Glenn fra firmaet Blue Origin.

Begge raketter er dog langt fra at blive godkendt til bemandede opsendelser. Ved de to sidste opsendelser af Starship er andet trin eksploderet i rummet, og New Glenn har kun været opsendt en gang.

Artemis 3 er planlagt som den første månelanding. Med de problemer der er, vil det næppe ske før 2028 eller 2029, altså meget tæt på den første kinesiske månerejse i 2030.

Selve rejsen til Månen foretages i NASA's eget Orion-rumskib der skal opsendes med en SLS-raket. Da Orion ikke kan lande, går rejsen kun til en bane om Månen. Her skal astronauterne så skifte til et særligt landingsfartøj, der er sendt i forvejen.

Efter de nuværende planer skal landingsfartøjet bygges af SpaceX og være baseret på en ombygget udgave af andet trin af Starship. Her er problemet bare, at ved de to sidste opsendelser af Starship er dette trin eksploderet ude i rummet.

NASA har dog en mulighed til at skifte til et andet landingsfartøj bygget af firmaet Blue Origin – men her er problemet, at dette fartøj indtil nu slet ikke har været afprøvet ude i rummet.

Artemis 4 er den første mulighed for Andreas

Der er ingen planer om europæiske astronauter på Artemis 3, så den første flyvning, hvor der teoretisk er mulighed for, at en ESA-astronaut, og dermed Andreas Mogensen, kan deltage, er Artemis 4, der næppe bliver opsendt meget før 2030.

Artemis 4 har efter de nuværende planer to opgaver, nemlig:

• at opsende de første dele til den rumstation, Gateway, som skal etableres i bane om Månen
• samt at landsætte to astronauter på Månen

Rumstationen Gateway har lige siden projektets start spillet en helt central rolle i Artemis-projektet. Men det er et dyrt projekt, og derfor er man begyndt at overveje, om man kan undvære rumstationen.

Både Starship og Blue Moon kan fint lande på Månen uden først at skulle kobles til en rumstation, så rent teknisk er det muligt at opgive Gateway som en mellemstation på vejen til Månen. Den debat kan man læse mere om i mediet Ars Technica.

Tanken var oprindeligt, at ESA-astronauten skulle til Gateway og altså ikke lande på Månen. Hvis man er meget optimistisk, kan ESA så håbe, at hvis Gateway opgives, vil det i stedet give en europæisk astronaut en mulighed for at lande på Månen – der er nok ingen tvivl om, hvad Andreas Mogensen vil foretrække.

Så ESA har syv kandidater, men inden for en overskuelig tid kun mulighed for at få én opsendt – med mindre hele programmet bliver lavet om.

Selvom ESA formelt er en partner i projektet, har de nok ikke den store indflydelse på, hvad der foregår i Washington. Man mindes det koreanske ordsprog 'Når hvalerne slås, bliver rejerne ædt'.

Vi kan kun ønske Andreas Mogensen held og lykke.