Oprindelig artikel fra før opsendelsen:
NASA er klar – er du?
NASA’s hidtil mest avancerede robotbil, Perseverance, skal sendes til Mars 30. juli.
Rumnørder verden over har for længst sat kryds i kalenderen og indkøbt popcorn til begivenheden, men er du ikke helt opdateret på, hvad Perseverance er for en størrelse, og hvorfor den skal til Mars, så får du lige nogle få linjers opsummering og links, du kan varme op på.
Missionen Mars 2020, som Perseverance spiller hovedrollen i, handler om at besvare et af menneskehedens største spørgsmål: Findes der liv andre steder end her på Jorden? Eller rettere: Fandtes der liv på Mars i fortiden?
Perseverance skal blandt andet bore i undergrunden og indsamle stenprøver, der ved en senere lejlighed skal sendes tilbage til Jorden.

Dansk udstyr ombord
Med sig bringer robotbilen flere typer danskproduceret udstyr.
Noget af det bliver afgørende for, om robotbilen kan finde de rette klippestykker, der skal undersøges nærmere for spor efter mikroskopisk liv. Det kan du læse mere om i artiklen ‘Mars 2020 begynder nu: Dansk udstyr skal jagte liv på vores naboplanet‘.
Andet dansk udstyr skal forsøge at lave ilt på Mars, hvilket kan bane vejen for, at astronauter en dag kan trække vejret på planeten.
Og et tredje stykke dansk teknologi skal hjælpe robotbilens kameraer med indstille farverne korrekt. Takket være et par meget avancerede kameraer kan du nemlig forvente at se 3D-billeder, video og høre lyd fra Mars, når Perseverance til februar forhåbentlig begynder at tøffe rundt deroppe.
Opsendelsen sker kl. 13.50 – medmindre…
Opsendelsen sker efter planen med den store Atlas V-raket kl. 13.50 dansk tid.
NASA har meldt alt klar til opsendelsen, men uforudsete tekniske udfordringer eller dårligt vejr kan stadig nå at spænde ben, så det kan betale sig at følge med i Twitter-opslagene i toppen af denne artikel, hvor NASA og andre giver opdateringer frem mod affyringstidspunktet.

Raketten skal sendes op senest kl. 15.50. Lykkes det ikke, er NASA nødt til at forsøge igen en af de kommende dage og allersenest 15. august.
Er du ved at være varm?
Så har du måske fået lyst til at bruge ventetiden op til det nervepirrende øjeblik på at læse endnu flere detaljer om, hvad robotbilen og dens lille helikopter Ingenuity skal lave, hvis opsendelsen bliver vellykket, og den om syv måneder lander helskindet på Mars.
Det er alt sammen forklaret af Videnskab.dk’s rumeksperter Helle og Henrik Stub i baggrundsartiklen ‘Sådan skal NASA’s nye rumsonde udforske Mars‘.